SYDSLESVIGERE MANGLER TAG OVER HOVEDET

Tilføjet 15. aug 2013 - 10:56
Del nyheden

Har du et ekstra værelse og lyst til at hjælpe en studerende fra det danske mindretal i Sydslesvig, har du mulighed for at skabe kontakt over grænsen og blive en oplevelse rigere.

Flere sydslesvigske studerende har kontaktet Grænseforeningen for at bede om hjælp til at få midlertidigt tag over hovedet, mens de venter på en mere permanent bolig.

Arveprins Knuds Kollegium, som er et kollegium for sydslesvigere på Frederiksberg, har en lang venteliste, og det er et generelt billede på den svære situation, som unge dansksindede står i, når de kommer fra udlandet og vælger at studere i Danmark, uanset om det er i København, Aarhus, Aalborg eller Odense. De fleste af de henvendelser, Grænseforeningen har modtaget, er unge fra det danske mindretal i Sydslesvig, men der er også enkelte henvendelser fra udenlandsdanskere, som gerne vil til Danmark og studere.

- Her er en god mulighed for aktivt at hjælpe unge sydslesvigere – og andre ligesindede - og dermed knytte bånd til dansk kulturliv i udlandet, fortæller Gunvor Vestergaard, som er pædagogisk konsulent i Grænseforeningen.

– Det kan hjælpe den unge til en god og tryk start på sin nye tilværelse og samtidig være berigende for dem, der lukker deres dør op.

Er du interesseret i at leje et værelse ud midlertidigt (primært september-november) til en studerende, eller vil du gerne høre mere om ordningen, er du velkommen til at ringe eller skrive til:

Gunvor Vestergaard
gv@graenseforeningen.dk
33 36 84 23