Sydslesvigsk Grand Prix-vinder håber på danske stemmer

Michael Schulte har gået på Duborg-Skolen i Flensborg.

Tilføjet 23. feb 2018 - 13:59
Del nyheden

Michael Schulte, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, vandt torsdag aften tysk Melodi Grand Prix og skal dermed være med i Eurovision-finalen i Lissabon 12. maj. Han håber, at danskerne vil stemme på ham ved finalen.

”Hvis jeg når videre til Lissabon, håber jeg naturligvis, at rigtig mange tv-seere i Danmark vælger at stemme på en repræsentant fra det danske mindretal i Sydslesvig”, sagde han til Flensborg Avis forud for torsdagens sejr.

Ambassadør Friis Arne Petersen, Den danske Ambassade i Berlin, var ikke sen til at komme med en lykønskning fra Danmark.

”Stort dansk tillykke til dansksprogede Michael Schulte, der skal repræsentere Tyskland ved Eurovision Song Contest 2018 i Lissabon”, skriver ambassadøren på Twitter.

Michael Schulte er født i 1990 i Egernførde og har gået på Duborg-Skolen i Flensborg. Han voksede op i Dollerup, en landsby beliggende få kilometer øst for Flensborg i Angel. Han bor i dag med sin kæreste i Buxtehude i Niedersachsen.

Han fortæller til Flensborg Avis, at han kun sjældent har talt dansk, siden han blev student i 2009. Hans hverdag er præget af tysk, som han taler med sine tyske musikere, men også engelsk.

Sangen, som han vandt med, ”You let Me Walk Alone”, handler om tabet af hans far, der døde i 2004.

”Den refererer til en del af mit liv, som jeg aldrig før har talt om i offentligheden”, siger han til Flensborg Avis.

Michael Schulte har lagt videoer med sine sange ud på YouTube, hvor mere end 200.000 personer følger ham. Han udsendte sidste år pladen ”End of My Days”.