Danmark og Tyskland gør 2020 til dansk-tysk venskabsår

I 2020 er det ikke bare Genforeningen der skal fejres, men også det dansk-tyske venskabsår. Illustration: Niels Poulsen.

Tilføjet 13. jun 2018 - 11:26
Del nyheden

I 2020 er det 100-året for Genforeningen, og nu bliver 2020 også dansk-tysk kulturvenskabsår.

Det bliver annonceret i dag onsdag, når udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) besøger den nye, tyske udenrigsminister Heiko Maas (SPD) i Berlin. Kulturvenskabsåret skal fejre og udvide det i forvejen stærke naboskab mellem landene, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

"Tyskland er en af Danmarks tætteste partnere i Europa, både politisk og økonomisk. Forholdet mellem vores lande er tæt og har dybe rødder. Også kulturelt. Det ligger derfor lige for at udvide vores enestående gode naboskab med en ny, stærk kulturdimension”, siger Anders Samuelsen og fortsætter:

”2020 er også 100-året for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. Kultur-venskabsåret bliver både en flot ramme for fejringen af de dansk-tyske relationer i grænseområdet og for en stærkere kulturudveksling med Tyskland. Jeg er derfor glad for sammen med min tyske kollega at være vært for det dansk-tyske venskabsår i 2020”.

Tysklands udenrigsminister Heiko Maas siger:

”De tysk-danske forbindelser har aldrig været bedre end i dag. Tyskland og Danmark er gode naboer og tætte, fortrolige partnere i Europa og verden, og forholdet mellem mindretallene på begge sider af grænsen er forbilledligt. Derfor er jeg særligt glad for, at vi i 2020 fejrer det dansk-tyske venskab i begge lande”.

Det dansk-tyske venskabsår 2020 ligger i forlængelse af regeringens og International Kulturpanels (IKP) nye treårige kulturstrategi for Tyskland. På dansk side ligger ansvaret for indholdet og udmøntningen af kulturvenskabsåret hos kulturminister Mette Bock (LA) og Slots- og Kulturstyrelsen. 

Det konkrete program for det dansk-tyske venskabsår bliver offentliggjort i 2019.

Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin og Den Tyske Ambassade i København stiller skarpt på det dansk-tyske forhold på det forestående Folkemøde på Bornholm. Det sker fredag den 15. juni kl. 14:45 i Sydslesvigteltet, når Danmarks ambassadør i Tyskland Friis Arne Pedersen og Tysklands ambassadør i Danmark Andreas Meitzner debatterer: ”Hvorfor skal vi forsat investere i det dansk-tyske naboskab?”.