De danske årsmøder i Sydslesvig stod i Nordens tegn

Tilhørerne trodsede regnvejret, der søndag lagde sig over årsmødepladsen i Flensborg, hvor bl.a. fungerende minister for nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen (V), talte. Foto: Sydslesvigsk Forening (SSF)

Tilføjet 28. maj 2019 - 14:06
Del nyheden

Fungerende minister for nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen (V), og fhv. præsident for Nordisk Råd, norske Michael Tetzschner (Høyre), var blandt talerne ved De danske årsmøder i Sydslesvig, der løb af stablen i weekenden 24.-26. maj med temaet ”Norden møder Sydslesvig – vi knytter bånd”.

Eva Kjer Hansen var optaget af de europæiske mindretals rettigheder i EU, da hun søndag holdt hovedtalen på årsmødepladsen i Flensborg, hvor hun understregede, at de nordiske lande bør stå sammen på dette område.   

”For mig at se gælder det […] om, at et samlet Norden bør forsøge at styrke sin indflydelse”, sagde Eva Kjer Hansen ifølge Flensborg Avis.  

Michael Tetzschner, der er medlem af det norske Storting og medlem af Nordisk Råds præsidium, understregede vigtigheden af en god relation mellem Norden og Tyskland.

”Vi har større indflydelse, hvis vi står sammen i Norden, og vi har brug for et godt forhold til specielt Tyskland”, sagde Michael Tetzschner ifølge Flensborg Avis i sin hilsen på årsmødepladsen søndag.

Fredag havde generalsekretær i Grænseforeningen, Knud-Erik Therkelsen, ligeledes været inde på Nordens bånd til Tyskland, da han holdt tale på Læk Danske Skole.

”Vi må konstatere, at Tyskland er den stabile og demokratiske kraft i Europa. Hvis der er nogen, som tænker, agerer og støtter nationale mindretal, så er det jo Tyskland og de nordiske lande”, sagde Knud-Erik Therkelsen ifølge Flensborg Avis og fortsatte med en opfordring til det danske mindretal:

”Vi skal udvide samarbejdet med en hilsen til Tyskland, så det nordiske og det tyske mødes via det sydslesvigske. Det er jer, der kan begge sprog og kan håndtere begge kulturer. Det er jer, som kan bygge bro.”

Formand for det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), Jon Hardon Hansen, understregede i sin tale på Dansk Centralbibliotek i Flensborg lørdag, at det danske mindretal forstår sig selv som del af det nordiske fællesskab og som brobyggere til Tyskland og resten af Europa.  

”Sydslesvig er og har altid været en del af Norden. Vi er Nordens åbne portal, vi har Norden som vores enorme bagland, og vi fremmer ikke kun Danmark, men alle nordiske kulturer i grænselandet, og vi gør det med glæde”, sagde Jon Hardon Hansen ifølge Flensborg Avis på Dansk Centralbibliotek i Flensborg lørdag.

Trods regnvejr trak årsmødernes mange inden- og udendørsarrangementer i hele Sydslesvig godt 15.000 besøgende.

De danske årsmøder i Sydslesvig har fundet sted siden 1921 for at markere det danske mindretals tilhørsforhold til Danmark. Møderne arrangeres af det danske mindretal en weekend i maj eller juni. Næste år festligholder årsmøderne både 100-året for folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse og grundlæggelsen af SSF og andre mindretalsorganisationer i 1920. Årsmøderne finder sted den 19.-21. juni 2020.

Læs mere om De danske årsmøder i Sydslesvig i Grænseforeningens leksikon.