“Den store krig og den store verden er tættere på hernede”

Da Anna Elisabeth Jessen kom på gården som barn, hang portrætterne af hendes bedstemors bror, der døde i tvungen tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, og hans søster, der var død af tuberkulose inden krigen, centralt placeret i den fine stue. De afdøde familiemedlemmer spillede en stor rolle i familiens liv og var med til at inspirere Anna Elisabeth Jessen til at skrive en slægtsroman med afsæt i 1. verdenskrig. Foto: Flemming Jeppesen

Tilføjet 07. feb 2019 - 14:56
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 1 / februar 2019

I Nordslesvig fylder Første Verdenskrig og europæisk politik meget mere end i resten af Danmark – på godt og ondt. Det har Anna Elisabeth Jessen skrevet en bog om, en slægtsroman, der fortæller en families historie fra 1914-2014 inspireret af hendes egen families historie. Magasinet Grænsen har besøgt forfatteren i hendes hjem på slægtsgården ved Haderslev

Af Malene Fenger-Grøndahl

Fotos: Flemming Jeppesen

”Han kom aldrig hjem, han var med til at skyde Reims i grus”. Den sætning sagde min ene onkel, hver gang en ny i familien kom på besøg. Krigen fyldte så meget hernede,” fortæller radio- og tv-dokumentarist, journalist og forfatter Anne Elisabeth Jessen.

Sætningen indgår i hendes roman Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike, som netop er udkommet. Det er en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver, i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Første kapitel fortælles af soldaten Hans, der er soldat og hjemme på orlov på gården i Sønderjylland nær Haderslev. Mens han er hjemme, bryder Første Verdenskrig ud, og som dansk sønderjyde må Hans kæmpe på tysk side. Han bliver ramt af en granatsplint, som indeholder sennepsgas, og efter to dage på lazarettet dør han.

Den historie bliver definerende for familien i adskillige generationer, og i bogens slutning, 100 år efter, oplever Hans’ brors oldebarn, adoptivbarnet Loulou, hvordan historien om Hans og om ’den store krig’ stadig dominerer familiefortællingerne og stemningen på den gamle gård, hvor Hans var vokset op.

De snakker stadigvæk om morbror Hans, de unge døde, tyskerne under Første Verdenskrig, hvem der var dansk, hvem der var tysk, hvad deres familie stod for, og om der blev begået uret imod dem. Og lige nu er der flygtningestrømme på vej væk fra krige og ødelæggelser over det meste af verden. Hvis de bare et øjeblik kunne se ud over deres egen næsetip, kunne de måske også tænke lidt på andre. Hende selv, for eksempel.

Sådan lyder det i bogens sidste kapitel, der fortælles fra Loulous synsvinkel. Selv om hun har sine rødder i Kina, bliver hun som yngste generation i familien vævet ind i den sønderjyske og nordslesvigske historie og forventes at tage familiens skæbne på sig.

Det er dig, der skal arve gården en dag. Det ved du godt, siger morfar i bilen, efter Loulou har været inde hos købmanden. – Og derfor er du nordslesviger. Sådan er det bare, om du så vil dyrke kinakål på gården eller sidde bleg ligesom din mor foran en computer dag ud og dag ind, det må du jo selv om. – I er underlige, I nordslesvigere, siger Loulou bag rattet i bilen. – Ja, heldigvis, mumler Niels Frederik.

”Og ja, vi er nok lidt underlige, os nordslesvigere – eller sønderjyder”, siger Anna Elisabeth Jessen med et smil. Hun sidder i køkkenet på den gård, hvor hun som barn jævnligt kom på besøg, og hvor hun i dag bor sammen med sin mand. Dengang var stuerne mørke, og der lugtede gammelt og hengemt. I en af stuerne hang fotografier af ’de unge døde’, hendes bedstemors bror, der var død under Første Verdenskrig, da han ligesom romanens Hans var tvunget i krig på tysk side, og bedstemorens yngre søster, der døde af tuberkulose.

 

Anne
Stokken har tilhørt Anna Elisabeth Jessens bedstemors bror, og den stammer fra hans tid som værnepligtig i den tyske hær lige før Første Verdenskrig. Anna Elisabeth Jessen fik den undersøgt på Sønderborg Museum og fandt ud af, at den var lavet af en form for papmache, bestående af kærestebreve, som hendes bedstemors bror havde modtaget fra unge kvinder fra landsbyen ved hans fødegård nær Haderslev.

 

Alle vidste hvem der var danske og tyske

På slægtsgården boede hendes to onkler og en faster, alle ugifte.

”Når jeg kom på besøg, sad vi i stuen under billederne af ’de unge døde’ og ofte gentog min ene onkel sætningen om den døde morbror. Den siger meget om, hvordan historien har præget området her. Første Verdenskrig er ’den store krig’ hernede. Folk blev sendt i krig på tysk side og døde, og der var russiske krigsfanger på gårdene her, som tog sig af det arbejde, de udsendte mænd efterlod sig. Der var også en russisk krigsfange på gården her”, fortæller Anna Elisabeth Jessen. Krigsfangen har også fået en plads i romanen, men i fiktionaliseret form, hvor han kommer voldeligt af dage og bliver begravet på gårdens jord i al hemmelighed.

”Fiktionsformen giver mig mulighed for at skrue op for dramaet. Historien er inspireret af ting, jeg kan huske og har fået fortalt, men det er ikke min egen families historie 1:1”, understreger hun.

Anna Elisabeth Jessen er født i 1956 og opvokset i en landsby nær slægtsgården, som hun og hendes mand har boet på siden 1998. I hendes barndom fyldte skellet mellem danske og tyske stadig meget.

”Alle vidste, hvem der var danske, og hvem der var tyske, og på hvilken måde ens forældre og bedsteforældre havde deltaget i krigene. Og det kunne skabe drama i min familie, når der var Tipslørdag, og mine brødre holdt med et tysk hold; det kunne man simpelthen ikke”, siger hun.

Selv om Første Verdenskrig blev opfattet som ’den store krig’, trak også Anden Verdenskrig sine tydelige spor. For dengang blev det igen afgørende, hvilken side man var på. Også det indgår i romanen, i kapitlet om 1945, hvor følgende dialog udspiller sig mellem en hjemmetyskers mor og en af romanens hovedpersoner, den unge mand, Niels Frederik, som har været aktiv i modstandsbevægelsen og efter krigsafslutningen er med til at udpege dem, der har samarbejdet med nazisterne.

Den gamle enkefru Bosack kommer løbende ud på trappen.

– Sådan en lømmel, sådan en haltefanden, hvor vover du at arrestere min søn? skriger hun.

Niels Frederik og de andre ignorerer hende, men hun fortsætter ophidset: – Vores familie er dansk, min far var med i 1864. Min mand var tvunget med i Første Verdenskrig som tysk soldat. Ligesom din. Han har kendt din far, hvæser hun.

En provinsiel tankegang - i København

Anna Elisabeth Jessens egen far var aktiv i modstandsbevægelsen, og ligesom en af romanens personer oplevede hun som barn, at opgøret efter Anden Verdenskrig fik konsekvenser for det sociale liv.

”Der er en episode, hvor modstandsmandens niece gerne vil gå til klaver og går med sin veninde hjem til en spillelærerinde. De laver en aftale om, hvornår hun skal komme til spil, men pludselig trækker lærerinden tilbuddet tilbage. Det viser sig, at spillelærerindens mand, der var hjemmetysker, var interneret i Frøslevlejren efter 2. verdenskrig, fordi han aktivt havde støttet nazisterne, og det var pigens farbror, der udpegede ham. Som barn oplevede jeg noget næsten tilsvarende”, fortæller Anna Elisabeth Jessen.

Efter studentereksamen fra Haderslev Katedralskole i 1975 flyttede hun til København for at uddanne sig og oplevede, at verden på mange måder foldede sig ud og blev større. Men hun blev også opmærksom på, hvor forskellig danmarkshistorien ser ud, afhængig af, hvor den anskues fra.

”I København er der nærmest en opfattelse af, at det er verdens centrum, og det er jo en provinsiel tankegang. I Sønderjylland derimod er man meget bevidst om resten af Europa. Tyskland og resten af Europa er simpelthen tættere på – både historisk, kulturelt og sprogligt. Skal man i teatret, er det fx mere oplagt at tage til Hamburg end til København”, siger hun.

 

Anne
Anna Elisabeth Jessen og hendes mand købte i 1998 en gård nær Haderslev, hvor en del af hendes slægt havde boet i adskillige generationer. Siden har de boet og arbejdet både i København og på gården, og det var slægtens historie, der inspirerede Anna Elisabeth Jessen til romanen "Om hundrede år".

 

Hun tager en slurk kaffe og kigger rundt i køkkenet, hvor der står en gammel Meissner-kakkelovn, som stod der, da hun og hendes mand overtog gården for 20 år siden. Da de ryddede det inderste loft for at indrette det til kontor, fandt de et gammelt skab, og i en af skufferne i skabet fandt Anna Elisabeth Jessen en stak breve fra Første Verdenskrig, bl.a. en korrespondance mellem hendes bedstemor og bedstemorens bror, der døde under krigen. Brevene var – sammen med Günter Grass’ bog Mit århundrede - med til at inspirere hende til at skrive romanen.

”Jeg ville gerne skrive en fortælling om dette her stykke Danmark, der har en historie præget af så stor dramatik. Men romanen er ikke kun en sønderjysk historie; den er også en historie om industrialiseringen af landbruget, om politik og kultur og kvinder, der løsriver sig”, siger hun.

40 nationaliteter i landsbyen

På en væg i køkkenet hænger en plakat med et kort over New Yorks undergrundsnet. Anna Elisabeth Jessen er uddannet både bachelor i dansk, journalist og manuskriptforfatter, og hun har lavet radio, tv og dokumentarfilm og vundet flere internationale priser. Hendes roman er skrevet i København, Sønderjylland og New York, og hun arbejder på både dansk, tysk og engelsk.

”Alle her på min alder og ældre taler tysk, for vi så masser af tysk fjernsyn, da vi var børn og unge. Jeg husker stadig en serie, Hafenpolizei, fra Hamburg, som vi så. På den måde var der også en åbenhed over for verden. Der var 40 nationaliteter i landsbyen her lige efter Anden Verdenskrig - flygtninge, soldater, lykkeriddere, og man orienterer sig stadig udad”, siger Anna Elisabeth Jessen.

Hun tilføjer, at København-Bonn-aftalen fra 1955 fik stor betydning, fordi den medførte økonomisk støtte til kulturelle tiltag, som gav både det tyske mindretal nord for grænsen og det danske mindretal syd for en positiv identitet, som ikke baserede sig på et modsætningsforhold til flertalsbefolkningen.

”Men der er stadig en fornemmelse af, at resten af Danmark ikke forstår, hvordan verden ser ud herfra. Man taler stadig om den store krig, som var en ’rigtig krig’, mens Anden Verdenskrig ’bare’ var en besættelse. Derfor kalder mange hernede sig også nordslesvigere, ligesom Niels Frederik gør i romanen. Min far begyndte at omtale sig selv som nordslesviger for 10-15 år siden”, siger Anna Elisabeth Jessen, hvis mor stammer fra Midtjylland og derfor ikke lavede sønderjysk mad.

I romanen serverer en af kvinderne rugbrødslagkage og ’gode råd’, en sønderjysk småkage, og mændene i landsbyen samles til ’herrefrokost’, hvor de spiser røde og grå marinerede sild, karrysild, fiskefileter, kålpølser, stribet, røget flæsk og grønlangkål. Selv serverer Anna Elisabeth Jessen kaffe og luksusflødeboller for magasinet Grænsens udsendte og understreger, at hendes slægtsroman er en universel historie om at leve i et grænseområde.

”At leve i et grænseområde betyder, at politik, sprog og kultur præger én på en særlig måde. Det gælder her, og det gælder i grænseområder i Tyskland, Frankrig, Polen og mange andre steder. Det tror jeg stadig, at en del danskere har meget lidt forståelse for.”

Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike af Anna Elisabeth Jessen udkommer den 31. januar som roman på forlaget Rosinante. Sammen med bogen udkommer en podcast-serie på 100 korte episoder i samarbejde med DR. De første 20 afsnit (1914-1933) er tilgængelige på dr.dk fra 17. januar. Herefter frigives episoderne løbende frem til slutningen af februar.

ANNA ELISABETH JESSEN, født 1956 i en landsby nær Haderslev. Uddannet bachelor i dansk, journalist og filmmanuskriptforfatter. Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og vundet flere internationale priser for sine radiomontager. Arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev. Har netop udgivet sin første roman, Om hundrede år – en sønderjysk familiekrønike.