Det tyske mindretal festede i Tinglev

Det tyske mindretal i Sønderjylland var lørdag samlet til Deutscher Tag i den tyske sportshal i Tinglev. Årets festtaler var Sabine Sütterlin-Waack (CDU), justits- og Europaminister samt minister for forbrugerbeskyttelse og ligestilling i Slesvig-Holsten. Foto: Bund Deutscher Nordschleswiger

Tilføjet 04. nov 2019 - 12:55
Del nyheden

Det tyske mindretal i Sønderjylland afholdt lørdag sit traditionsrige arrangement ’Deutscher Tag’ i den tyske sportshal i Tinglev. Her deltog bl.a. Tysklands nyudnævnte ambassadør i Danmark, Detlev Rünger, formanden for Folketingets Sydslesvigudvalg, Christian Juhl (EL), og Klaus Schlie, præsident for den slesvig-holstenske landdag i Kiel.

Årets festtaler var Sabine Sütterlin-Waack (CDU), der er justits- og Europaminister samt minister for forbrugerbeskyttelse og ligestilling i Slesvig-Holsten. Ifølge Der Nordschleswiger fremhævede hun i sin tale, at det i en tid, hvor Storbritanniens udfordrende afsked med EU og Cataloniens kamp for uafhængighed fra Spanien skaber splittelse mellem mennesker, er betryggende, at man i andre dele af Europa samarbejder godt på tværs af grænser.

Det var første gang, at Detlev Rünger, der blev udnævnt til tysk ambassadør den 27. september, deltog i Deutscher Tag. Han var positivt overrasket over det store antal gæster.

”Deutscher Tag er imponerende”, sagde han til Der Nordschleswiger.

Udover politiske taler bød programmet bl.a. også på morgenandagt i Tinglev Kirke, kor- og orkesteroptrædener, kagebord og oplæg om den aktuelle situation i grænselandet, herunder den fælles UNESCO-ansøgning, som det danske og tyske mindretal måtte udsætte pga. uforudsete arbejdsbyrder. Også cykelholdet ’Team Grænzland’, der i maj 2020 vil markere 100-året for den dansk-tyske grænsedragning med en 1000 kilometer lang cykeltur fra Padborg til Berlin og videre til København, blev præsenteret. 

Det er det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der arrangerer Deutscher Tag. Til årets arrangement var mottoet ”Minderheit – Brückenbauer!” (Mindretal – brobygger!) valgt.

Til arrangementet deltog også Hans Peter Geil (V), borgmester i Haderslev Kommune, Preben Jensen (V), regionsmedlem og særlig repræsentant for dansk-tysk samarbejde i Region Syddanmark, samt Petra Nicolaisen, der er medlem af den tyske forbundsdag for CDU.

Det tyske mindretal har afholdt Deutscher Tag siden Anden Verdenskrigs afslutning.