Dronningen besøger Sydslesvig til efteråret

Dronning Margrethe vil i september besøge Sydslesvig og det danske mindretal med kongeskibet Dannebrog, der blev taget i brug for første gang i 1932. Det sker forud for markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020. Foto: Wikimedia Commons

Tilføjet 14. maj 2019 - 14:49
Del nyheden

Dronning Margrethe vil forud for 100-året for Genforeningen i 2020 besøge Sydslesvig og det danske mindretal med Kongeskibet Dannebrog. Det sker fra den 3. til den 6. september 2019. Det oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling i en pressemeddelelse.

Udsigten til et royalt besøg i efteråret skaber begejstring hos det danske mindretal i Sydslesvig, som dronningen senest besøgte i 2008, da hun var med til at indvie A.P. Møller Skolen i Slesvig.

"Det er en stor glæde og ære, at Hendes Majestæt forud for genforeningsjubilæet 2020 besøger de danske, der i 1920 ikke kom tilbage til Danmark. Vi ser frem til at byde hende velkommen og give et indblik i det moderne danske liv, der 100 år efter grænsedragningen finder sted syd for den dansk-tyske grænse," siger Jon Hardon Hansen, formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturorganisation.

Programmet for besøget, der udarbejdes sammen med Danmarks Generalkonsulat i Flensborg, er endnu ikke blevet offentliggjort, men ifølge pressemeddelelsen vil Dronningen aflægge visit i både Flensborg og Kiel.

”Det bliver en spændende opgave, som vi glæder os til”, siger generalkonsul Kim Andersen til Flensborg Avis om besøget, der er kommet i stand efter Dronningens eget ønske.

Den 10. juni 2020 er det 100 år siden, at Kong Christian 10., dronningens bedstefar, red over grænsen ved Frederikshøj, efter at en folkeafstemning havde afgjort, at Sønderjylland igen skulle være en del af Danmark. Gennem hele 2020 vil 100-året for Genforeningen blive markeret i både Sydslesvig og Danmark. Det er dén markering, Dronningen vil tage forskud på, når hun for første gang siden 1978 besøger Sydslesvig til søs med kongeskibet Dannebrog.

Kongeskibet, der måler 78,43 meter og blev bygget på det nu nedlagte Orlogsværft i København, blev for første gang taget i brug i 1932. Siden da har skibet besøgt havne i Danmark, Grønland, Færøerne, Middelhavet, Caribien og på USA’s østkyst.

Besøget i Sydslesvig er en del af dronningens årlige sommertogt, der er en tradition, som hendes bedstefar, Kong Christian 10., påbegyndte. Indtil videre er det blevet offentliggjort, at årets sommertogt foruden Sydslesvig også involverer besøg i Køge og Nyborg, hvilket vil ske i slutningen af maj måned.