EU er en føderation af nationalstater

Uffe Østergård fremhæver bl.a. Reformationen (1500-tallet) og Trediveårskrigen (1618-1648) som en forudsætning for 500 år med europæisk dominans. Tegning: Slaget ved Lutter am Barenberg i 1626, hvor Kong Christian den Fjerde, der formelt kæmpede som hertug af Holsten, led nederlag. Efterfølgende besatte den kejserlige hær Holsten, men også Slesvig og Jylland nord for Kongeåen.

Tilføjet 01. feb 2019 - 15:14
Del nyheden

Boganmeldelsen er fra magasinet Grænsen nr. 1 / februar 2019

BOGANMELDELSE: Uffe Østergaards nye bog ”Hvorhen Europa?” trækker de store linjer op og hævder, at dannelsen af EU kun udskød tabet af Europas indflydelse i verden. ”Godt fortalt, indsigtsfuld og videnskabeligt underbygget”, lyder det i Karl Christian Lammers anmeldelse

Af Karl Christian Lammers

Det er som engageret europæer og også oprindeligt føderalist, at Uffe Østergård med denne omfangsrige bog med titlen ”Hvorhen Europa?” forsøger at gøre status over Europas og det vil sige Den Europæiske Unions (EU’s) situation eller tilstand. Det bliver på Europas vegne en pessimistisk status, når Uffe Østergård i sin veloplagte og velskrevne analyse konkluderer, at EU er blevet en ”føderation af nationalstater” eller med den franske præsident de Gaulle’s formulering et ”fædrelandenes Europa”, og at EU med det kommende Brexit endegyldigt har fået punkteret visionen om EU som stormagt.

Eller er dette EU netop det mulige EU?

Modsat det i fortalen til Romtraktaterne fra 1957 proklamerede langsigtede mål for det europæiske fællesskab har EU trods afgivelse af suverænitet fra de 28 medlemsstater til unionen styrket nationalstaterne. Det hænger bl.a. sammen med, at det ikke er lykkedes at skabe en fælles europæisk identitet.

Uffe Østergårds konklusion byder sig til efter en historisk imponerende analyse af og vue over Europas lange historie gennem 1000 år. Forfatteren fremhæver her reformationen og fredsslutningen oven på Trediveårskrigen, der bidrog til at skabe de mange også små territorialstater som forudsætning for Europas dominans over verden i godt 500 år fra ca. 1500 frem til det 20. århundredes europæiske storkrige i 1914-18 og 1939-45.

De to krige førte til, at Europa tabte magt, og det kostede Europa verdensherredømmet. Det var en proces, som med skabelsen af EU kun udskød tabet af Europas indflydelse i verden. 1945 og 1991 blev enden på det, som Uffe Østergård med en kinesisk formulering kalder den ”europæiske parentes”. Samtidig hindrede de europæiske territorialstater Europa i at blive et imperium og EU i at blive en stat.

Europa blev aldrig et imperium

I denne fortælling om Europas lange historie, om Europas storhed og tilbagegang øser universalhistorikeren af sin enorme encyklopædiske viden, der bidrager til at fremlægge et rigt facetteret billede af de forskelligheder mellem territorialstaterne i Europa, der i konkurrence mellem dem betød teknologisk, økonomisk og militær udvikling, men som også medvirkede til, at det ikke lykkedes at skabe et imperium i Europa. Den spanske armadas undergang i 1588 er heri et centralt punkt. Men det hænger bl.a. også sammen med de forskellige samfundsmodeller, der blev etableret i forskellige dele af Europa, i Norden, i Rusland, i Storbritannien og Frankrig. Dette billede af Europa perspektiveres med blik på Kina, der var et samlet imperium.

I bogen fremlægges mange gode analyser, f.eks. om lutheranismens betydning, om forholdet mellem kirke og stat, samt mange nye indsigter, f.eks. om værnepligten for blot at nævne nogle.

Men den lange fremstilling lider noget af en del svinkeærinder – eksempelvis om dansens historie -, der gør det svært for også den lidt vidende læser at fastholde hovedlinje og overblik i fremstillingen. Nogle finker er det også blevet til: Eksempelvis når forfatteren gør de to sovjetrepublikker Hviderusland og Ukraine til medlemmer af Folkenes Forbund. De blev først selvstændige medlemmer i efterfølgeren, De Forenede Nationer, efter 1945. Eller lader Tyskland kapitulere i november 1918 i spejlsalen i Versailles! Tyskland kapitulerede i Compiegne nord for Paris.

Men det skal være forfatteren tilgivet i en ellers yderst godt fortalt, indsigtsfuld og videnskabeligt underbygget fremstilling af det lange stræk i Europas historie. Med sin guldgrube af viden og informationer burde bogen interessere alle, for hvem Europa er vigtigt. For Europas fremtid angår os alle. Svaret på spørgsmålet: ”Hvorhen  Europa?” skal ifølge forfatteren findes i bogen ”Hvad nu Europa?”, som han har udgivet sammen med Jens-Peter Bonde. I den foreliggende bog har Uffe Østergård fremlagt en overbevisende diagnose af Europas tilstand.

Uffe Østergård, Hvorhen Europa?, København: Djøf Forlag 2018, 598 sider.

Karl Christian Lammers er lektor emeritus på Saxo-Instituttet, Københavns Universitet