Europas nationale mindretal er et resultat af fredsslutningen efter Første Verdenskrig

Den 28. juni er det 100 år siden, at Versaillestraktaten blev underskrevet i Spejlsalen på Versailles-slottet ved Paris. Foto: The signing of the Peace in the Hall of Mirrors, Wiliam Orpen/Creative Commons

Tilføjet 03. jun 2019 - 14:27
Del nyheden

Kronikken er fra magasinet Grænsen nr. 3 / juni 2019

KRONIK: Den 28. juni 2019 er det 100 år siden, at Versailles-traktaten, der afsluttede Første Verdenskrig i forhold til Tyskland, blev underskrevet. Den blev også fødselsattesten for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Danmark. Uffe Østergaard sætter i denne kronik de europæiske mindretals fødsel ind i en historisk sammenhæng

Af Uffe Østergård

Lidt tilspidset kan man sige at nationale mindretal i Europa, herunder det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, opstod med fredsslutningen efter Første Verdenskrig 1914-1918. Mennesker med forskellige sprog og kulturer eksisterede selvfølgelig i rigt mål før krigen. Ja, det var nærmest normen, at indbyggerne i staterne talte forskellige sprog.

Før 1914 var verden domineret af fem europæiske stormagter, Storbritannien, Den Franske Republik, Det Tyske Kejserrige, Det Russiske Imperium og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Det Osmanniske Rige havde tabt sine besiddelser på Balkan og i Libyen, men herskede stadig over Lilleasien og Mellemøsten. USA var hastigt på vej op, men understregede konstant sin uvilje mod at blive involveret i den gamle europæiske verdens problemer. Til gengæld havde USA siden Monroe-doktrinen i 1823 (amerikansk udenrigspolitisk doktrin) forbeholdt sig retten til at dominere Nord- og Sydamerika samt Stillehavet. Latinamerika bestod af formelt selvstændige stater efter at have kæmpet sig fri af det spanske herredømme i 1820’erne. Men de var økonomisk set afhængige af Storbritannien og især USA, der i 1898 havde ’befriet’ Cuba og Filippinerne fra Spanien.

Folkestyret fødes

Den franske revolution havde introduceret tanken om folkestyre i nationale stater og i revolutionsåret 1848 fejede nationale oprør gennem Europa. Men realiteten var stadig kulturel og sproglig forskellighed, selv om alle stater var præget af et dominerende sprog. Det var først, da staterne i anden halvdel af 1800-tallet forsøgte at germanisere, russificere og magyarisere (Ungarns forsøg på at assimilere ikke-ungarske befolkningsgrupper, red.) befolkningerne, at en national identifikation blandt mindretallene blev fremprovokeret. Det normale var, at mindretallene - som italienerne i den italienske region Veneto, der var under østrigsk herredømme frem til 1866, eller de dansksindede nordslesvigere - søgte tilslutning til et ’hjemland’. Det blev muligt efter Tysklands og Østrig-Ungarns nederlag i november 1918 og fredsslutningerne i 1919-20. Fredsslutningerne tog udgangspunkt i princippet om ’folkenes selvbestemmelse’ i præsident Woodrow Wilsons ’14 punkter’, som han havde fremlagt for den amerikanske kongres 8. januar 1918.

Fem traktater blev underskrevet

Den internationale fredsordning kaldes normalt Versailles-freden, men det er upræcist. Der var fem traktater og forhandlingerne mellem “de fire store”, lederne fra Frankrig, Storbritannien, Italien og USA, foregik i det franske udenrigsministerium Quai d´Orsay i Paris. Kun underskrivelsen af traktaterne skete på slottene Versailles, Grand Trianon, Saint Germain, Sèvres og Neuilly-sur-Seine i 1919 og 1920. Versailles-traktaten regulerede Det Tyske Kejserrige, Grand Trianon regulerede Ungarn, Saint Germain regulerede Østrig, Sèvres regulerede Det Osmanniske Rige og Neuilly-sur-Seine regulerede Bulgarien.

Den første fredstraktat var dog Brest-Litovsk aftalen i marts 1918 mellem det bolsjevikiske Rusland og centralmagterne. Her blev Rusland tvunget til store afståelser og en lang række stater som Finland, de baltiske lande og Polen blev selvstændige under tysk beskyttelse. Andre som Ukraine, Hviderusland, Georgien og Armenien blev selvstændige, men kun for en tid. Selv om aftalen var indgået med et sejrrigt Tyskland, overlevede den det tyske nederlag, og det tog Sovjetunionen femogtyve år at genvinde det tabte. Mindretallene i Sovjetunionen fik uanset størrelse status som nationaliteter, men ikke som internationalt anerkendte mindretal. Det skete først med opløsningen af Sovjetunionen i 1991 og kun uden for Den Russiske Føderation.

’Folkenes ret til selvbestemmelse’

Versailles-traktaten regnes normalt for den første af fredstraktaterne. Den blev underskrevet den 28. juni 1919, præcis fem år efter det attentat i Sarajevo, der havde udløst Første Verdenskrig. Traktatens artikel 231 placerede hele skylden for krigen hos Tyskland og dets allierede, der blev tvunget til at afstå betydelige territorier. Nyordningen af europakortet foregik ud fra princippet om ’folkenes ret til selvbestemmelse’ i nationale stater. Det var især de amerikanske forhandlere under ledelse af præsident Woodrow Wilson, som førte kravet frem i samarbejde med repræsentanter for de nationale bevægelser. Som forberedelse havde de amerikanske akademikere medbragt mængder af kort og statistikker på det krigsskib, der bragte dem til Europa.

Idealet om homogene nationalstater viste sig dog vanskeligere at føre ud i praksis end forudset af geografer og historikere. Fordelingen af befolkninger passede dårligt til de klare grænser på kortet, som de havde foresvævet de idealistiske akademikere. Det søgte man at afklare ved at afholde folkeafstemninger i omstridte områder. Men kun i områder, der tilhørte krigens tabere, og som grænsede op til en ny eller en neutral stat. 

Krigens sejrherrer ønskede ikke folkeafstemninger i deres egne områder. Derfor var der ingen folkeafstemninger forud for, at Alsace og Lorraine blev afstået til Frankrig, der havde mistet provinserne i 1870, eller forud for, at Sydtyrol gik til Italien sammen med Veneto, Trieste og Istrien. Her blev der ikke tale om internationalt garanterede mindretal. Ud over afstemningen i Slesvig, der blev afholdt den 10. februar 1920, afholdtes fire folkeafstemninger under international kontrol: Østpreussen i 1920, Øvre Schlesien i 1921, Kärnten i 1920 og Burgenland i 1921. Endvidere blev der gennemført folkeafstemninger uden international kontrol i Vorarlberg og Salzburg, på Ålandsøerne og i Vilnius mellem Polen og Litauen.

Ungarere blev splittet

Trianon-traktaten af 4. juni 1920 gik hårdt ud over den ungarske halvdel af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, der mistede 72 procent af sit areal, som på det højeste havde strakt sig fra Fiume (Rijeka) i Kroatien ved Adriaterhavet til Siebenbürgen i vore dages Rumænien.

Områder med omkring fem millioner ungarsktalende blev overtaget af Rumænien, Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener (senere Jugoslavien), den nyoprettede republik Tjekkoslovakiet og Ukraine. Det betød, at Ungarns befolkning blev reduceret til en tredjedel fra 20,8 millioner til 7 millioner efter en omtumlet periode i 1919, hvor de omgivende stater besatte så meget, som de kunne. Det efterlod en enorm hævnlyst hos ungarerne, samtidig med at de oprettede universiteter i Budapest, som skulle fortsætte traditionerne fra de tabte områder, der havde været ungarske i flere hundrede år. Tabet er forklaringen på, at Ungarn tilsluttede sig Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig og deltog i invasionen af Sovjetunionen i 1941.

Princippet om folkenes selvbestemmelse førte trods sin uklarhed til opløsning af to af de store imperier, Det Osmanniske Rige og Det habsburgske monarki, mens Det Russiske Kejserrige overlevede og genetablerede sig som Sovjetunionen for først at opløses i 1991. Østrig og Ungarn blev opdelt i et antal mere eller mindre nationale efterfølgerstater. Nogle, som Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien, blev vindere, mens Ungarn, Østrig og Bulgarien blev de store tabere. Østrigerne fik ikke lov til at slutte sig til den nye tyske republik og mistede samtidig næsten tre millioner tysktalende i Sudeterlandet til den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet. Selv om tyskerne udgjorde flertallet i mange områder, og deres partier var med i regeringerne, var sudeter-tyskerne et mindretal på linje med de tyske mindretal i Jugoslavien, Rumænien, Polen, Ungarn, de baltiske stater og Sovjetunionen. Også Sydtyrol, der tilfaldt Italien efter fredsslutningen i Versailles, rummede et tysk mindretal, der dog var et flertal i deres eget område omkring Bolzano/Bozen. Først Hitler fik i løbet af sin tid ved magten samlet de fleste tysktalende i én stat, men hans tusindårsrige varede som bekendt kun til foråret 1945.

Stemmeret som modydelse for krigens ofre

Første Verdenskrig blev forklaret som et resultat af overdreven nationalisme i de europæiske stater. Hvad enten det nu er rigtigt eller ej, står det fast, at denne første industrialiserede massekrig bragte flertallet af de europæiske nationer på omgangshøjde i national udvikling. Flertallet af de krigsførende stater gav deres egne befolkninger, herunder kvinderne, stemmeret som modydelse for deres ofre under krigen. “Folkenes selvbestemmelse” som internationalt princip indebar, at hvert enkelt menneske retligt set skulle tilhøre én og kun én nation, og at der skulle være overensstemmelse mellem nationalt og statsligt tilhørsforhold. Men det førte også til anerkendelse af nationale mindretal, som der siden er blevet stadig flere af.

Folkeretligt blev princippet om national selvbestemmelse stadfæstet med Folkenes Forbund i 1919. Trods titlen var der tale om en sammenslutning af stater, der gjorde krav på at være nationer, som det fremgår af den engelske og den franske betegnelse League of Nations og Société des Nations.

Mindretal fik ret til eget sprog og egen kultur

I første omgang virkede mindretalsbeskyttelsen mest til gunst for Tyskland og Ungarn. Det skyldtes, at de som tabere havde afstået mest territorium, og derfor havde Tyskland og Ungarn de største mindretal uden for statens grænser. Fredstraktaterne i Versailles, Saint Germain, Trianon, Sèvres og Neuilly-sur-Seine rummede for første gang bestemmelser om mindretals ret til eget sprog og kultur, og det blev overladt til det nyoprettede Folkenes Forbund at overvåge, om disse forpligtelser blev overholdt.

De nye stater afskyede disse klausuler, som de opfattede som begrænsninger af deres suverænitet. Samtidig beklagede repræsentanter for minoriteterne sig over, at bestemmelserne var ineffektive, fordi Folkenes Forbund med sæde i Genève aldrig etablerede organer til at overvåge opfyldelsen af mindretalsgarantierne. Hovedresultatet af den internationale anerkendelse af nationale mindretal var, at den gav stødet til videnskabelige undersøgelser af mindretallene i Østeuropa. Den britiske Ungarn-specialist C. A. Macartney udarbejdede for Folkeforbundet den første samlede oversigt over de nationale minoriteter i 1934.

Selv om der med Anden Verdenskrigs fordrivelser og udryddelser skete en vis tilpasning mellem stater og nationaliteter, især i Øst- og Centraleuropa, var nationale mindretal på ingen måde et overstået kapitel i 1945. Tværtimod blev det muligt at anerkende mindretal i andet end taberlande. FN’s menneskerettighedserklæring vandt bredere anvendelse end Folkeforbundets mindretalsbeskyttelse, og i takt hermed blev man opmærksom på mindretal andre steder end i de klassiske omstridte områder som Slesvig, Alsace-Lorraine, Sydtyrol, Schlesien (Slask), Val d’Aosta og Pula-halvøen mellem Fiume (Rijeka) og Trieste. Stadig flere grupper søgte anerkendelse som nationale mindretal og er nu beskyttet af EU, samtidig med at mindretalssprog blev anerkendt som regionale sprog i Spanien, Frankrig, Storbritannien og andre lande. Om det vil føre til opløsning af staterne og balkanisering af Europa, sådan som flertallet af spanierne frygter i konfrontationen med katalanernes krav om selvstændighed, er det for tidligt at afgøre. Men nationale mindretal ser ud til at have medvind i Europa hundrede år efter de blev anerkendt.

Delingen af Slesvig og mindretallene

Selv om det ikke altid gøres klart i danske fremstillinger, var folkeafstemningerne i Slesvig i 1920, som delte provinsen og bragte to hundrede tusinde dansktalende sønderjyder ’hjem’ til Danmark, en del af den internationale fredsordning efter Første Verdenskrig. Derfor blev afstemningerne i 1920 overvåget af en international kommission og garanteret af franske tropper. Vigtigt er at mindretallene blev defineret ud fra sindelag med den berømte formulering “Minderheit ist wer will”. Ved den dansk-tyske grænse blev der ikke afsluttet nogen international traktat. Danmark ønskede ikke at give det store naboland legal mulighed for at blande sig i forholdene med henvisning til en traktat om beskyttelse af ’sit’ mindretal. Set fra dansk side måtte det være mere end tilstrækkeligt, at tysksindede borgere var garanteret samme rettigheder som alle andre danske statsborgere, herunder retten til at oprette egne skoler. Stater som Danmark, USA og Frankrig har kun yderst nødtvunget givet deres enkelte grupper af borgere særlige rettigheder, idet det ville stride mod princippet om lighed for loven. Kollektive rettigheder lyder demokratisk, men bryder med princippet om almengyldighed og universelle rettigheder. Desuden ville særlige mindretalsrettigheder garanteret af “modernationen” bryde med “værtslandets” suverænitet.

Først i 1955 reguleredes forholdene for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland med de såkaldte Bonn-København erklæringer. Det elegante ved denne aftale er, at den ikke krænker parternes suverænitet. Den danske stat garanterer det tyske mindretals rettigheder, mens den tyske stat garanterer forholdene på sit territorium. Det internationale ligger i, at indholdet i de to sæt garantier er forhandlet mellem staterne og svarer til hinanden.

Uffe Østergård er professor emeritus i dansk og europæisk historie og forfatter til en række bøger, senest ’Hvorhen Europa?