Flensborg byråd er utilfredse med vildsvinehegnet

Kollund Skov, der ligger ud til Flensborg Fjord tæt ved Kruså, er blevet centrum for en ny debat om vildsvinehegnet, der er ved at blive sat op langs den dansk-tyske grænse. Foto: Wikimedia Commons

Tilføjet 09. apr 2019 - 12:49
Del nyheden

Vildsvinehegnet, som lige nu er under opførelse langs den dansk-tyske grænse, skal ifølge planen bl.a. gå gennem naturområdet Kollund Skov, der ligger ud til Flensborg Fjord ikke langt fra Kruså. Men nu har en gammel vetoretsaftale tilhørende Flensborg Kommune skabt forvirring om, hvorvidt vildsvinehegnet kan gå gennem skoven. Det skriver Flensburger Tageblatt.

Kollund Skov tilhørte Flensborg Kommune indtil 2006, hvor området blev solgt til private investorer. Ved overdragelsen sikrede kommunen sig dog en ret til at nedlægge veto over for eventuelle bygge- og anlægsprojekter i området. Og det er dén vetoret, som byrådet i Flensborg nu overvejer at gøre brug af.  

”Kollund Skov er et rekreativt nærområde, der blev solgt på strenge betingelser. Efter min overbevisning er et vildsvinehegn tværs gennem landskabet i modstrid med dette. Derfor ønsker jeg at benytte de juriske muligheder for at beskytte skoven og dens omgivelser mod indgreb", sagde Arne Rüstemeier, gruppeformand for CDU, lørdag til Flensburger Tageblatt.

Mandag forklarede Susanne Schäfer-Quäck, gruppeformand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), dog til Flensborg Avis, at byrådet i Flensborg blot var blevet gjort opmærksom på kommunens ret til at nedlægge et veto.

”Der er ikke besluttet noget endnu”, sagde hun til Flensborg Avis og fremhævede samtidigt, at hun ikke umiddelbart ser positivt på idéen om at nedlægge veto. 

”Jeg spørger mig selv om, hvad der sker, hvis vi nedlægger veto. Så vil hegnet bare blive bygget lidt længere væk. Det vil helt sikkert være noget, den danske regering ikke vil være glad for, så vi vil få et dårligere forhold. Og spørgsmålet er så, om det er det, vi vil”, sagde Susanne Schäfer-Quäck ifølge Flensborg Avis.

Ifølge Jørgen Møllekær, der er chefredaktør på Flensborg Avis, skal lokalpolitikere fra Flensborg ikke blande sig i, hvor den danske regering ønsker at placere vildsvinehegnet. Det skriver han i en leder i Flensborg Avis i dag. Han stiller sig samtidigt uforstående over for, at debatten om den gamle vetoret først kommer nu. 

”Det forekommer at være temmelig meget på bagkant, at byrådet i Flensborg nu pludseligt vil til at protestere mod et hegn, som er i fuld gang med at blive opført”, skriver Jørgen Møllekær i Flensborg Avis.

Tirsdag oplyser Arne Rüstemeier til Flensborg Avis, at han har sendt en mail til Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa, som er den kommune, Kollund Skov ligger i, og efterspurgt et møde.

”Det er på tide, at der kommer klarhed over det her”, siger han ifølge Flensborg Avis.

Thomas Andresen meddeler i et skriftligt svar til Flensborg Avis, at han har sendt henvendelsen videre, da det er et administrativt anliggende. Han vurderer, at den yderste konsekvens, hvis vetoretten anvendes, er, at hegnet bliver lidt dyrere for den danske regering.

Miljøstyrelsen oplyste lørdag over for Jyllands-Posten, at man ikke er bekendt med Flensborg Kommunes vetoret, og at man vil undersøge sagen.

Kollund Skov har været en del af Danmark siden grænsedragningen i 1920. Dengang blev det dog besluttet, at skovområdet stadigvæk skulle tilhøre Flensborg, der i 1883 havde købt området med det formål at gøre det til et udflugtsmål for byens borgere. I 2006 solgte Flensborg så Kollund Skov, der i dag ejes af Den Danske Naturfond.

Vildsvinehegnet, der skal holde afrikansk svinepest ude af Danmark, bliver 70 kilometer langt og kommer til at koste omkring 80 millioner kroner. Opsætningen af hegnet blev påbegyndt den 28. januar i år og afsluttes i efteråret.