”Folk har brug for grænser”

Canadiske Michael Ignatieff, der er rektor ved Det Centraleuropæiske Universitet (CEU), fremhæver i et interview med Politiken, at han mener, at folk har brug for grænser og dét at tilhøre et land. På billedet ses Michael Ignatieff ved et besøg i Victoria, British Columbia i Canada i 2011. Foto: Georges Alexandar

Tilføjet 25. feb 2019 - 13:19
Del nyheden

Idéen om den kosmopolitiske verdensborger, der ikke lader sig begrænse af nationale grænser og har hele verden som sin hjemstavn, er en illusion. Det nationale ligger nemlig i vores dna og præger os allerede fra den tidlige barndom, mener canadiske Michael Ignatieff, der er rektor på Det Centraleuropæiske Universitet (CEU) i Budapest, Ungarn. Det siger han i et stort interview med Politiken.

”Drømmen om det grænseløse verdenssamfund har været en blindgyde, en illusion for en lille gruppe, som lever et grænseløst liv. For sagen er, at langt, langt de fleste mennesker ikke lever et grænseløst liv. De rejser naturligvis, men det samfund, de kender, og der, hvor de lever deres liv, det er i deres eget land”, siger Michael Ignatieff til Politiken.

”Folk har brug for grænser og en fasttømret identitet, det mærker jeg også selv”, siger Michael Ignatieff, der er født i Canada som søn af russiske immigranter, til Politiken.

Gennem sit 71-årige liv har Michael Ignatieff, der er uddannet historiker fra Oxford Universitet og har skrevet flere bøger, bl.a. arbejdet som journalist på Balkan, professor på Harvard University, forsker på Oxford University og som oppositionsleder i Canada.

Michael Ignatieff blev for nyligt tildelt Politikens Frihedspris, der gives til institutioner eller personer, som forsvarer frihedsrettigheder under risikofyldte forhold. CEU, der blev grundlagt i 1991 med det formål at fremme idéerne bag demokrati og det frie samfund, har i en længere periode været udsat for et massivt pres fra Ungarns nationalkonservative premierminister, Viktor Orbán. Han har som et led i en større politisk kamp ønsket det amerikanskstøttede universitet ud af Ungarn, hvilket blev en realitet i december 2018. CEU vil derfor være at finde i Wien fra september 2019.   

Læs Politikens interview med Michael Ignatieff her