Genforeningen i 1920 bliver til historisk serie på DR

DR markerer Genforeningsjubilæet i 2020 med en stort anlagt serie i fire dele, der hedder 'Grænseland'. Foto: (Fra original filmoptagelse hvor Kong Christian X rider over grænsen i 1920) Framegrab DR © Type 1

Tilføjet 03. jul 2018 - 13:26
Del nyheden

I 2020 fejres 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. DR markerer begivenheden med den nye store tv-serie ’Grænseland’, der i fire afsnit skal sætte fokus på Genforeningen, dens betydning for dansk national identitet og livet i grænselandet. Det oplyser kulturredaktør i DR, Tine Smedegaard Andersen.

”Det er en skelsættende og væsentlig fortælling, der indeholder et hav af skæbner blandt almindelige mennesker, som ikke tidligere er fortalt på tv”, siger hun.

Seriens fortælling starter i 1800-tallets grænseland før de første nationale stridigheder bryder ud og leder henover Treårskrigen i 1848-1851 og krigen i 1864 med tabet af Sønderjylland frem til Sønderjyllands genforening med Danmark. Ifølge Tine Smedegaard Andersen kommer den nye serie til at lægge vægt på menneskelige skæbner omkring Genforeningen med særligt fokus på mindretallene og det at skulle vælge mellem dansk og tysk.   

”Hvordan var det at leve som mindretal, og hvilke menneskelige faktorer var i spil, da vores nuværende grænse blev til? Danmarkshistorien er som bekendt åben for fortolkning, og serien lægger forhåbentlig op til en væsentlig debat om betydningen af datidens begivenheder”, siger Tine Smedegaard Andersen.

Det er holdet bag den historiske serie ’Historien om Danmark’ fra 2017, som havde Lars Mikkelsen som vært, der står bag ’Grænseland’. Ligesom ’Historien om Danmark’, bliver også ’Grænseland’ bygget op omkring dramatiseringer og rekonstruktioner af de historiske begivenheder, mens personlige fortællinger og interviews med historiske eksperter indgår i fortællingen.

”Det er en periode, som giver mulighed for at fortælle om Danmarks forhold til Europa – perioden, hvor grænsen mod syd bliver endeligt fastlagt. Men ikke mindst årene hvor det danske mindretal var tyske statsborgere, bidrog også til at forme vores nationale selvforståelse og kultur - en grundfortælling, som vi nok tager for givet i dag”, siger Tine Smedegaard Andersen.

Forberedelserne til serien er i gang. Den forventes at blive vist på DR1 i løbet af jubilæumsåret 2020 på fire søndage klokken 20.00.