Håndbold-VM skudt i gang med spillere fra Flensborg

Med fire SG Flensborg-Handewitt-spillere på banen vandt Danmark 39-16 over Chile i den første kamp ved VM. Foto: IHF

Tilføjet 11. jan 2019 - 10:58
Del nyheden

Den tyske håndboldklub SG Flensborg-Handewitt er storleverandør af spillere, når Danmark i de kommende uger spiller om guldet ved håndbold-VM: Rasmus Lauge, Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald var alle på banen, da Danmark i aftes indledte VM-turneringen ved at vinde 39-16 over Chile. Det skete i Royal Arena, København, foran 12.000 tilskuere.

”Det var helt vanvittigt at komme ind i hallen. Også da vi startede kampen op og så den her røde mur. Det var, lige som jeg havde drømt om”, sagde landstræner Nikolaj Jacobsen til TV2 efter slutfløjtet.

Især Rasmus Lauge, der spiller venstre back på landsholdet, er tiltænkt en nøglerolle ved VM, som afholdes i både Danmark og Tyskland i hele januar måned. I kampen mod Chile kvitterede han ved at score fire mål på fem forsøg og modtog efterfølgende store roser fra Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV2.

”Han var drøneffektiv […] I det første kvarter gjorde han stort set, hvad der passede ham […] Lauge var hurtig til at afgøre angrebene med enten scoringer eller afleveringer”, skriver Bent Nyegaard om Lauge i sin vurdering af spillernes præstationer.

Også Lasse Svan scorede fire mål, mens Simon Hald satte tre bolde i nettet. Anders Zachariassen blev noteret for et enkelt mål. De fire Flensborg-Handewitt-spillere blev dog overgået af fløjspiller Casper U. Mortensen og landsholdets største stjerne Mikkel Hansen, der scorede henholdsvis otte og syv mål i opgøret.

Kampen i Royal Arena var den eneste, som Danmark spiller i København under håndbold-VM. Derimod spiller Sverige alle sine gruppekampe i København. Det danske landshold spiller sine resterende kampe i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor VM-finalen også spilles den 28. januar. Semifinalerne afvikles i Hamborg, mens der også spilles indledende kampe i Berlin, München og Køln.