Hedeby og Dannevirke er indstillet til UNESCOs Verdensarvsliste

Dannevirke er Nordens største forsvarsværk og fortidsminde, der blev skabt mellem år 600-1200. Foto: Danevirke Museum.

Tilføjet 16. maj 2018 - 13:43
Del nyheden

Dannevirke og Hedeby er blevet indstillet til UNESCOs liste over Verdensarv af ICOMO, der er det internationale råd for historiske bygninger og områder og rådgiver for UNESCO. Det oplyser den slesvig-holstenske regering, ifølge Flensborg Avis, der citerer det tyske nyhedsbureau dpa.

”Nyheden begejstrer delstatsregeringen og vores arkæologiske amt, som har arbejdet på anerkendelsen de sidste 14 år”, siger Slesvig-Holstens kulturminister Karin Prien (CDU) ifølge Flensborg Avis, der citerer dpa.

I 2004 besluttede landdagen i Slesvig-Holsten efter anbefaling fra delstatens arkæologiske myndigheder, at der skulle udarbejdes en anbefaling om, at Hedeby og Dannevirke skulle indstilles til Verdensarvslisten. I 2015 blev et forsøg på at få Hedeby optaget på listen sammen med andre minder fra vikingetiden i Danmark, Island, Norge og Letland afvist af UNESCO. Derfor vækker indstillingen fra ICOMO stor glæde i delstatsregeringen.

”Vi glæder os over, at to af vores vigtigste fortidsminder har overstået denne etape – handelsknudepunktet i vikingetiden i Hedeby og forsvarsanlægget Dannevirke, som nu er på vej til at blive kendt og anerkendt af en verdensomspændende organisation”, siger Karen Prien ifølge Flensborg Avis, der citerer dpa.

Hedeby, der ligger to kilometer fra Slesvig by var i vikingetiden Nordens største og vigtigste by. Byen ligger i tilknytning til grænsevolden Dannevirke, der strækker sig mellem Slien og Hollingsted ved Trenen.

Det forventes af beslutningen om optagelse på listen over verdenskulturarv bliver taget ved UNESCOs møde i Bahrain mellem den 24. juni og 3. juli.

Slesvig-Holsten har i forvejen fået optaget Vadehavet og hansestaden Lübeck på Verdensarvslisten.