Karl Otto Meyer var et fyrtårn i det danske mindretals historie

Karl Otto Meyer repræsenterede Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) i den slesvig-holstenske landdag fra 1971-1996. Fotos fra bogen

Tilføjet 07. feb 2019 - 14:38
Del nyheden

Boganmeldelsen er fra magasinet Grænsen nr. 1 / februar 2019

BOGANMELDELSE: Hvis man vil forstå det danske mindretal og det dansk-tyske forhold bedre, kan det anbefales at læse ny bog om Karl Otto Meyer, skriver Jørgen Møllekær, chefredaktør på Flensborg Avis

Af Jørgen Møllekær, chefredaktør for Flensborg Avis

Det var vores verdensberømte filosof Søren Kirkegaard, der allerede i 1843 fastslog, at “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. Med den sætning i baghovedet læste jeg den nyligt udkomne bog Karl Otto Meyer - politiker, publicist og polemiker om Karl Otto Meyer (1928-2016). Bogen er skrevet af Mogens Rostgaard Nissen, arkiv- og forskningschef ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg.

Der er så meget, der er faldet på plads for sådan en ‘ung’ læser som mig efter endt læsning, både i forhold til Sydslesvig og i forhold til kompleksiteten i det dansk-tyske forhold. Og rent personligt: I forhold til dybden i, hvordan man bør agere som chefredaktør på Flensborg Avis.

Som ung sydslesviger i 1970’erne og 1980’erne mindes jeg som mange andre fra min generation ikke kun fyrtårns-skikkelsen Karl Otto Meyer, der var en markant skikkelse i Sydslesvig gennem en menneskealder. Det er klart, at han som det danske mindretals eneste repræsentant i det slesvig-holstenske parlament i Kiel og chefredaktør på Flensborg Avis var særdeles synlig. En dobbeltrolle som bestemt kunne diskuteres, hvad Nissens bog også gør.

Alt dette var jeg som ung uvidende om. Mine første personlige minder om Karl Otto stammer fra hans opgør i 1970’erne med den daværende slesvig-holstenske ministerpræsident Gerhard Stoltenberg fra det konservative CDU, der senere blev tysk finansminister. Stoltenberg var ikke bare afvisende over for mindretallets politiske krav. Det var meget mere måden, han gjorde det på. Meyer stod imod og lod sig ikke kyse. Følelsen af, at der i 1970’erne stadig var et øvrigheds-Tyskland, der ikke ville acceptere vores, det danske mindretals, tilstedeværelse, sad i mig, og Meyer personificerede vores ret til egne synspunkter.

Bogen beskriver også i et kapitel for sig, hvordan Meyer tacklede den vanvittige Barschel-affære (en politisk skandale i Slesvig-Holsten i 1987, red.). Den periode var en politisk thriller, som Tyskland heldigvis ikke har set magen til siden. Meyer evnede under et umenneskeligt pres igen at holde stand og at holde på sit på en imponerende måde. Den efterfølgende valgkamp-plakat med billedet af Meyer under overskriften “Der Unbestechliche” (den ubestikkelige) ramte ikke kun plet, men gjorde stolt.

 

I 1952 blev Karl Otto Meyer af regeringen i Slesvig-Holsten suspenderet fra sit arbejde som skoleleder. Her ses han foran skolen i Skovlund sammen med sin kone Marie og børnene Flemming og Bodil. Manden, der står op, er en af familiens gode venner, Benny Bjørn Møller, der i dag bor i Hørsholm og i øvrigt er medlem af Grænseforeningen. Familien Meyer sidder på hans scooter.
I 1952 blev Karl Otto Meyer af regeringen i Slesvig-Holsten suspenderet fra sit arbejde som skoleleder. Her ses han foran skolen i Skovlund sammen med sin kone Marie og børnene Flemming og Bodil. Manden, der står op, er en af familiens gode venner, Benny Bjørn Møller, der i dag bor i Hørsholm og i øvrigt er medlem af Grænseforeningen. Familien Meyer sidder på hans scooter.

 

 

Hvad skabte Meyer?

Men hvor kom al den ukuelighed fra? Her er vi fremme ved den del, der for mig nok er det allermest vægtige ved bogen: De unge år under og efter krigen frem mod 1960’erne. For hvad skabte Meyer?

Noget, der virkelig går op for en, er, hvor hurtigt Meyer tvinges til at blive voksen. Et eksempel er, at han ikke ville kæmpe som soldat for Nazityskland. Som 16-årig. Mindst lige så imponerende er det, at Meyer umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning holdt ufatteligt mange foredrag i hele Danmark. Som 17-årig. Eller om, hvordan han som blot 22-årig blev udpeget til skoleleder i Sydslesvig.

Karl Otto Meyer var som ung en meget udfarende aktivist i en tid, hvor der virkelig var noget på spil. Sammen med andre kæmpede han i starten af 1950’erne ikke kun mod Vesttysklands gen-militarisering, men også for at danske sydslesvigere skulle kunne fritages for den nye tyske værnepligt og skulle kunne vælge den danske i stedet. Som Meyer argumenterede, kunne man da ikke forlange, at danske demokrater skulle kæmpe samvittighedsfuldt for en tysk hær, hvor der indgik officerer og befalingsmænd fra Hitler-tiden. Meyer og de øvrige unge rebellers modstand førte endda til et uofficielt møde med den danske udenrigsminister, Ole Bjørn Kraft.

Året efter, i 1952, fik Meyer så sin Berufsverbots-sag på nakken. I to år, fra 1952 til 1954, var han suspenderet fra sit job som skoleleder på den danske skole i Skovlund. Delstatsregeringen i Kiel havde fået nok af den unge Meyers mange kritiske foredrag i Danmark om efterkrigstidens Tyskland. En uhyre tynd sag og ren chikane. Sagen endte, som den skulle, men det var først i 1956, at en appeldomstol frikendte Meyer med henvisning til ytringsfriheden i et demokrati. Meyer havde altså ikke bare retten på sin side, men fik også ganske ufrivilligt en tysk domstol til at konkludere, at delstatsregeringen i Kiel havde handlet både ulovligt og udemokratisk. Det unge tyske efterkrigsdemokrati var bestemt ikke faldet på plads endnu.

 

Karl Otto Meyer holdt sig ikke tilbage fra at deltage i folkelige sammenhænge, som her, hvor han i skjorte og slips deltager i en fodboldkamp i 1981.
Karl Otto Meyer holdt sig ikke tilbage fra at deltage i folkelige sammenhænge, som her, hvor han i skjorte og slips deltager i en fodboldkamp i 1981.

 


 

Manglende opbakning fra mindretallet

Mindre kønt i den forbindelse er den noget tøvende – for ikke at sige delvist manglende – opbakning til Meyers kamp for ytringsfrihed internt i det danske mindretal. For det første er det med nutidens briller beskæmmende at konstatere, at nyheden om Meyers suspension i 1952 ikke blev bragt først i Flensborg Avis, men derimod i Flensburger Tageblatt. Tilmed bragt på en sober måde kombineret med en kommentar, der gik i rette med delstatsregeringen i Kiel, der på denne måde havde prøvet at lukke munden på hele mindretallet. For det var jo det, det var på spil. Kan man lukke munden på Meyer, klapper resten nok også i, har man tænkt i Kiel.

Rigtig skidt er det at læse om, hvordan den daværende danske skoleforeningsdirektør var så træt af sagen, at han gerne ville af med Meyer i de to år, hans suspension varede. Forståeligt måske rent økonomisk. Det er da, sagt på godt jysk, træls at skulle betale løn til en skoleleder, der ikke må arbejde. Igen: Det skete i en tid, hvor udfordringerne var enorme i efterkrigstiden. Men ærgerligt er det at læse, hvor få der offentligt kom med utvetydige solidaritetserklæringer.

Meyers kamp kanaliseres efterhånden mere og mere over i et engagement for SSW. Som blot 32-årig blev han formand for SSW. Afstemningsresultaterne (der skulle flere runder til) var ganske tætte. Gad vidst, hvordan Meyers liv havde formet sig, hvis han ikke var blevet SSW-formand dengang.

 

 

Under en politisk skandale i Slesvig-Holsten i 1987 formåede Karl Otto Meyer under stort pres at stå ved sine holdninger. I 1988, hvor landdagsvalget fandt sted, samtidig med at Hollywood-filmen The Untouchables blev vist i biografen, udgav SSW en plakat, der viser Karl Otto Meyer under overskriften “Den ubestikkelige” med klare referencer til mafiafilmen.
Under en politisk skandale i Slesvig-Holsten i 1987 formåede Karl Otto Meyer under stort pres at stå ved sine holdninger. I 1988, hvor landdagsvalget fandt sted, samtidig med at Hollywood-filmen The Untouchables blev vist i biografen, udgav SSW en plakat, der viser Karl Otto Meyer under overskriften “Den ubestikkelige” med klare referencer til mafiafilmen.

 

 

 

For bordenden på Flensborg Avis

En anden helt uomgængelig epoke i Karl Otto Meyers spændende liv og levned bringer os til Flensborg Avis blot tre år senere. Kapitlet om, hvordan Meyer ‘pludselig’ endte med at sidde for bordenden for de dengang to selvstændige mindretalsaviser, Flensborg Avis og Südschleswig-sche Heimatzeitung, er åndeløst spændende. Indrømmet, man læser måske den slags lidt med andre briller, når man nu selv har æren af at bestride posten, men der er mindst to andre, dybt spændende facetter omkring den historie:

For det første at Danmark så direkte blandede sig i, hvem der skulle ansættes, og hvad der skulle ske. Flensborg Avis’ daværende økonomiske krise medførte møder endda i Statsministeriet, og den ‘aktive medvirken’ fra den daværende danske generalkonsul i Flensborg, Troels Finks side, er historiefortælling, der vil noget. Fink deltog ganske enkelt i avisens bestyrelsesmøder, også da Karl Otto Meyer skulle ansættes. Lad mig her ‘afsløre’, at min ansættelse i 2013 må betragtes som seriøst kedelig sammenlignet med dengang.

Interessant er det i sagens natur også, at Meyers udnævnelse straks medførte store diskussioner. At ansætte en person, der ikke havde brancheindsigt, til at overtage to kriseramte små aviser, vil altid påkalde sig opmærksomhed. Langt mere principielt var den dobbeltrolle, som Meyer fik i de næste mange år, da han også blev landdagsmedlem og landsformand for SSW. Både principielt og også i forhold til det armslængdeprincip, enhver uafhængig redaktion og redaktør må have til sine omgivelser, var dette en uheldig magtkoncentration.

Nissen beskriver, hvordan Meyer gennemførte organisatorisk svære forandringer på Flensborg Avis. Han beskriver også den alsidighed, han evnede at finde til de mange ledere, han skrev i avisen, dog bemærkelsesværdigt få ledere om delstatspolitikken i Kiel. Måske tilfældigt, måske fordi han var bevidst om udfordringerne i den manglende armslængde.

 Tankevækkende er det også at læse om hans exit fra Flensborg Avis. Hans ønske om at indtræde i Tilsynsrådet (Flensborg Avis’ bestyrelse, red.) blev forpurret. Nogle mente, at Meyer da vist havde haft rigeligt med indflydelse i mange årtier. Dette ændrer ikke ved Meyers betydning for mindretallet og de dansk-tyske forhold gennem syv årtier, fra 1944, da han trådte frem på scenen som 16-årig, og frem til hans død i 2016. 

For dem, der gerne vil forstå mere om denne bemærkelsesværdige mand og det danske mindretal i Sydslesvig kan jeg varmt anbefale Mogens Rostgaard Nissens bog.

Karl Otto Meyer - politiker , publicist og polemiker. Af Mogens Rostgaard Nissen, Syddansk Universitetsforlag, 359 sider, 238 kr.