KLUMME: Genforeningssten fortæller om fællesskab

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen. Foto: Thomas Tolstrup

Tilføjet 24. apr 2019 - 12:02
Del nyheden

Klummen er fra magasin Grænsen nr. 2 / april 2019

Af Knud-Erik Therkelsen

Når talen er om udkant og centrum, så har man selv definitionsretten. Hvis en ø i det sydfynske øhav definerer sig selv som centrum, så er den centrum. Hvis man definerer erfaring med at håndtere det dansk-tyske møde som centrum, ja, så er Aabenraa og Sønderborg centre, mens København er absolut udkant, ligesom Gentofte er udkant, hvis man definerer centrum som der, hvor man ved noget om mødet med nydanskere. Den form for udkant-centrum diskussion baserer sig på, at der er forskel – at centrum har noget udkanten ikke har, eller omvendt. Vi fokuserer på forskellen.

Med genforeningsstenene, der blev rejst i tiden efter Genforeningen i 1920 over hele landet, er det anderledes. De er alene ved deres antal, men også ved deres inskriptioner udtryk for noget samlende, noget fælles som gjaldt hele Danmark. De var alene ved deres fysiske tilstedeværelse ikke bare symbol på sammenhæng mellem centrum og periferi, men selve manifestationen af denne sammenhæng.

Hver eneste sten udtrykker noget i retning af: Vi glæder os i vores sogn over, at Sønderjylland igen er blevet en del af Danmark/sønderjyderne igen er blevet en del af det danske fællesskab. Mere subtilt udtrykker stenene formentlig også, at det da ikke gjorde noget, at det var sket på bekostning af tyske interesser. Man kan tilføje, at det da også var glædeligt, at den danske stat for første gang siden Valdemars-tiden havde fået sit territorium udvidet.

Stenene står således til minde om en grænsedragning for 100 år siden, som forfinede lighedstegnet mellem på den ene side folket og på den anden side staten mest muligt ved at skabe de (stort set) mindst mulige mindretal på begge sider af grænsen. Stenene var derfor udtryk for en meget markant folkelig opbakning til at fremme identitet mellem nation og stat.

Set i lyset af de 100 år, som er gået, siden stenene blev rejst, har meget ændret sig. Centrum er voldsomt styrket over for udkant. Fællesskabet har trange kår i en stærkt individualiseret tid. Vores reservation over for vores tyske nabo er på trods af meget dybe modsætninger stort set forsvundet. Vi er ved at erkende, at lighedstegnet mellem nation og stat ikke er så langtidsholdbart, som vi troede. For blot at nævne nogle af de temaer, som den lokale genforeningssten kan hjælpe med at sætte på dagsordenen.

Som nævnt andetssteds i magasinet Grænsen vil Genforeningen blive markeret ved flest mulige genforeningssten rundt omkring i landet den 14. maj 2020. Det sker, når Grænseforeningen i et samarbejde med Efterskoleforeningen og Dansk Friskoleforening opfordrer landets skoler til at lave arrangementer ved deres lokale genforeningssten. Herfra skal der lyde en opfordring til Grænseforeningens lokalforeninger om at tage kontakt til lokale skoler eller andre lokale aktører, for at få sat spotlys på den lokale genforeningssten på netop denne dato. Sammen vil vi markere, at genforeningsstenene fortæller historien om det store fællesskab, som vi er en del af som danskere.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen