A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Christmas-Møller, John, (1894-1948), udenrigsminister

John Christmas Møller blev student fra Rungsted Gymnasium i 1911 og cand.jur. i 1922. Allerede som helt ung blev han politisk vakt og spillede først en betydelig rolle i oprettelsen af Konservativ Ungdom og frigørelsen fra det gamle godsejerpartis krav om særlige privilegier. Dette skete endegyldigt med den nye grundlov i 1915, hvor Det konservative Folkeparti blev oprettet og stod på den nye grundlovs principper om almindelig valgret.

Christmas Møller blev valgt til Folketinget første gang i 1920. Han stod på et klart nationalt grundlag og kæmpede i disse år for en grænsedragning til Tyskland, som gik syd om Flensborg. Kun tre år senere blev han folketingsgruppens sekretær og i 1928 formand for gruppen. I 1931 blev han formand for den samlede rigsdagsgruppe og i 1932 valgtes han til partiets formand. Han fik således stor betydning for partiets drejning i retning af socialkonservatisme på et nationalt grundlag.

Samtidig kæmpede han for at få partiet ud af den parlamentariske skammekrog (begrundet i Estrup og krav om særrettigheder til jordbesiddere), og da chancen for at få nedlagt Landstinget opstod efter folketingsvalget i 1936 gjorde Christmas-Møller sig til talsmand for en ændring af 1915-grundloven, stik imod sit bagland. Spørgsmålet kom til folkeafstemning i 1939 og faldt, hvilket i realiteten også betød Christmas Møllers fald, fordi han havde engageret sig så hårdt i grundlovssagen. Han trådte tilbage som formand for partiet i maj 1939.

Efter besættelsen den 9. april 1940 blev Christmas Møller minister uden portefølje, men han bragte sig med markante antityske udtalelser hurtigt i modsætning til regeringen og blev af besættelsesmagten tvunget til at gå af som minister allerede i oktober 1940 og som folketingsmedlem i januar 1941. Herefter tog Chritmas Møller kontakt til den tidlige modstandsbevægelse (Aksel Larsen, Frode Jacobsen, Mogens Fog) og grundlagde det illegale blad "Frit Danmark", som Christmas Møller skrev den første lederartikel til.

I foråret 1942 rejste Christmas Møller til London i håb om, at han kunne blive leder af alle frie danske i kampen mod nazismen. Det lykkedes ikke, og han blev isoleret og stod uden politisk indflydelse i London. I stedet blev han som oplæser på BBC's nyhedsudsendelser til Danmark nærmest et nationalt ikon i hjemlandet, hvor han fremstod som den første danske politiker, som var gået til åben modstand mod nazismen. Dette gav ham en platform, som førte frem til udenrigsministerposten i befrielsesregeringen i maj 1945, som holdt til oktober samme år.

Det var ved denne regerings tiltrædelse den 9. maj 1945 at statsminister Henry Buhl proklamerede regeringens "grænsen ligger fast" politik, til enorm skuffelse i Sydslesvig. Dette spørgsmål kom i de følgende år til at dominere dansk politik. Christmas Møller støttede ubetinget "Grænsen ligger fast" (imod flertallet i partiets folketingsgruppe) og havde nu det modsatte synspunkt i forhold til 1920, hvor han gik ind for en grænseflytning syd om Flensborg. Efter afgangen som udenrigsminister blev Christmas Møller igen valgt til formand for det konservative folkepartis rigsdagsgruppe, men hans "grænsen ligger fast" politik bragte ham i større og større modsætningsforhold til partiet, og i juni 1946 blev han erstattet af Ole Bjørn Kraft som Sydslesvig-ordfører.

Skønt Christmas Møller livet igennem stod på samme nationale og socialkonservative linje, var det karakteristisk, at han i grænsespørgsmålet helt havde skiftet holdning. Politisk blev Sønderjylland hans skæbne. Det var kampen for indlemmelse af Flensborg, der i sin tid havde vakt ham, og det blev kampen mod indlemmelse af Flensborg, der gjorde en ende på hans politiske karriere. John Christmas Møller døde i foråret 1948.