A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Krigsraadsprotokollen af 4. februar 1864

Ifølge den kommanderende Generals Indbydelse og under hans Præsidium holdtes idag et Krigsraad bestaaende af Overgeneral de Meza, Generalløjtnant Lüttichau, Generalløjtnant Hegermann-Lindencrone, Generalmajor Steinmann, Generalmajor du Plat, Generalmajor Caroc, Oberst Kauffmann, Oberstløjtnant Dreyer, Major Wegener samt Kaptajn Rosen (uden Stemmeret).

I Betragtning af:

1) at Dannevirkestillingens Holdbarhed er bygget paa den Hindring, Slien, Ejderen og Inondationerne frembyde, at denne Hindring for Tiden bestaar i, hvad Slien angaar, en Rende, som ved indtrængende Frost kan tilfryse på 2 x 24 Timer, og hvad Reidedalen angaar i 12 timer, og at Isning, som hidtil er anvendt, i Fjendens umiddelbare Nærhed ikke længere kan udføres;

2) at Dannevirkestillingens Holdbarhed endvidere er bygget paa en fuldstændig Kampering eller Bivouakering i dens vigtigste Afsnit, at der kun er opført Hytteleire til 2.000 Mand, og at der efter Divisionsgeneralernes Erklæring Aarstiden forbyder en fortsat Bivouakering;

3) at Forsvaret er beregnet paa en Armee af 40-50.000 Mand, medens den aktive Armee efter de foreliggende Styrkelister høist kan anslaas til 35.000 Mand;

4) at Armeens Sammensætning og Uddannelse ingenlunde endnu svarer til de Fordringer, som stilles til en velorganiseret Hær;

5) at Fjenden, som mindst har en samlet Styrke af 50.000 Mand, alt har okkuperet den største Del af det Terrain, som til Armeens Sikkerhed maa være besat af vore Forposter, at dette Terrain ikke kan tilbagevindes, at Fjenden staar i Begreb med at etablere sit Artilleri, som i Løbet af 2 gange 24 Timer vil kunne demontere Skytset i Skandserne, og at ved Dannevirkestillingens Langstrakthed et heldigt Udfald af Modstanden neppe er tænkeligt, naar Stillingen gennembrydes;

6) at en ordnet Retraite med Armeen, efterat Stillingen er gjennembrudt, vil være uudførlig; og endelig

7) at Krigsministeriets Instruktion for den kommanderende General af 22. Januar 1864 kræver en Betingelse for den Modstand, som skal gjøres i Dannevirkestillingen, at Kampen ikke tør føres saavidt, at Hærens Tilværelse som Hær kompromitteres,

blev det erklæret fra et militært Synspunkt for nødvendigt, at Armeen bør unddrages de her betegnede Konsekvenser af Situationen ved et frivilligt, regelmæssigt Tilbagetog, som bør tiltrædes imorgen, med Efterladelse af alt i Stillingen værende Materiel.

Herunder de 10 underskrifter.