A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Slesvigland

Kulturelt og historisk tidsskrift udgivet af Slesvigland Forlag GMBH, Flensborg på initiativ af fabrikant Traugott Møller (der var søn af Flensborgs tidligere overborgmester I.C. Møller) og T.M.-Fonden. Slesvigland blev uddelt til alle 230.000 husstande i hele Sydslesvig i perioden 1980 til 2003. De første år udkom tidsskriftet månedligt, men fra 1997 kun to gange årligt. Slesvigland blev i hele perioden skrevet på både dansk og tysk. Tidsskriftets hovedsigte, som det blev formuleret i første nummer i 1980, var "at styrke den slesvigske identitet". I de første år var SSF's amtsformand i Husum amt Sigfred Andresen redaktør for bladet, og han lagde ikke skjul på, at "Slesviglands historiesyn var dansk, og at der var behov for at oplyse befolkningen i Sydslesvig om et dansk syn på historien som modvægt til det tyske syn".

Konservative slesvig-holstenske grænsepolitikere reagerede skarpt imod bladet, som de opfattede som en provokation og udtryk for en dansk kulturoffensiv i Sydslesvig. Man vendte sig imod, at den slesvig-holstenske historie blev fremstillet, som om de sidste tusind år havde været danske, og Sydslesvig i dag stadig var mere dansk end tysk, hvilket de betegnede som historieforfalskning og som et forsøg på at føre tyskere over i det danske.

Alle artikler siden 1980 er lagt på internettet. Se https://www.dcbib.dk/slesvigland

Litteratur:
Lars N. Henningsen m.fl.: Sydslesvigs danske historie, 2009.