A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945

"Sydslesvigsk Udvalg", som foreningen hedder i daglig tale, er en lille grænseforening, som fortsat har genforeningshåbet som del af sit program. Således står der i vedtægterne: "Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 har til formål at styrke det danske folks vilje til indsats for Sydslesvig og sydslesvigerne; at opmuntre og støtte sydslesvigerne - især mellem Danevirke og Ejderen - i deres arbejde for at vedligeholde et folkeligt og kulturelt fællesskab med Danmark og det danske folk..., og at støtte sydslesvigerne i deres ønske om at de og landsdelen genforenes med Danmark, såfremt et flertal af landsdelens befolkning ved en folkeafstemning har givet udtryk herfor".

Foreningen blev stiftet den 17. maj 1945 med borgmester Vilhelm Fischer, Frederiksberg som første formand. Vilhelm Fischer var samtidig 1. næstformand i Grænseforeningen. Endvidere overretssagfører Knud Dahl, der under den tyske besættelse havde stillet Sandbjerg Gods til rådighed for møder i "Folkerådet for danskheden i Sydslesvig", hvori deltog fremtrædende repræsentanter for det danske mindretal. Knud Dahl var i øvrigt gift med Karen Blixens søster Ellen. Endvidere var formand for Det unge Grænseværn Peter Marcussen og historikeren Vilhelm la Cour medstiftere af foreningen, der havde til formål at danne en paraplyorganisation for alle Sydslesvig-interesserede foreninger med henblik på at flytte grænsen mod syd til Ejderen. 

I efteråret 1949 blev professor ved Landbohøjskolen Lars Hansen Larsen formand for Sydslesvigsk Udvalg. Han var meget nationalt orienteret og ønskede Sydslesvig genforenet med Danmark. Til fremme heraf tog han og Sydslesvigsk Udvalg i 1949 initiativ til en underskriftindsamling med krav om, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om Sydslesvigs tilhørsforhold. I alt 800.000 stemmeberettigede danskere skrev under, og underskrifterne blev afleveret til statsminister Hans Hedtoft den 18. april 1950. De mange underskrifter fik dog ikke regeringen til at ændre standpunkt

Endvidere fremsatte Sydslesvigsk Udvalg ønsker om oprettelse af danske skoler i den sydligste del af Sydslesvig, altså mellem Danevirke og Ejderen. I dette område ønskede den danske stat ikke at foretage sig noget. Ved privat indsamlede midler søgte Ejderindsamlingen fra 1949, der var igangsat af Lars Hansen Larsen, A.P. Møller og tidligere statsminister Knud Kristensen at imødekomme disse ønsker. Både lokale tyske myndigheder og den allierede besættelsesmagt lagde mange hindringer i vejen, men meget store gaver og driftsmidler fra skibsreder A.P. Møller i perioden 1950 til 1967 hjalp adskillige skoler i gang, herunder Ejderskolen i Rendsborg og de danske skoler i Drage og Vestermølle, der senere også fik tilknyttet børnehaver.

Foreningen har i dag ca. 200 medlemmer i Danmark og ca. 100 medlemmer i Sydslesvig og udgiver tidsskriftet "Sydslesvig i dag". Foreningen uddeler årligt 140.000 til 180.000 kr., primært til formål i Sydslesvig. Mindst 35 % af midlernes skal tilgodese Ejderlandet.

Se hjemmesiden for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945.

Se pamflet udgivet af Sydslesvigsk Udvalg i 1951

Se aktuel informationsbrochure.

Vedtægter for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945

Andre mindre grænseforeninger:
Slesvig Ligaen
Slesvigsk Samfund