Miljø- og fødevareminister beklager vildsvinehegn over for Tyskland

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen besigtede mandag den 18. februar vildsvinehegnet. Han benyttede lejligheden til at udtrykke forståelse for den kritik, tyske politikere og medier har udtrykt over for hegnet. Han fik også vist, at mennesker uden problemer kan forcere hegnet. Foto: Palle Peter Skov, Scanpix

Tilføjet 20. feb 2019 - 12:35
Del nyheden

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) besigtigede mandag det meget omtalte vildsvinehegn, som blev påbegyndt 28. januar langs den dansk-tyske grænse for at forhindre, at vildsvin bringer den smitsomme afrikansk svinepest ind i Danmark. Med på besigtigelsesturen var også sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) benyttede lejligheden til at udtrykke forståelse for den kritik, som bl.a. tyske politikere og medier, men også EU's kommissær for fødevarsikkerhed, Vytenis Andriukatis, har udtrykt over for vildsvinehegnet. Kritikken har bl.a. gået på, at vildsvinehegnet, der bliver 68 kilometer langt og 1,5 meter højt, er virkningsløst, fordi vildsvinene vil kunne svømme uden om hegnet eller finde andre veje over den dansk-tyske grænse.

”Den reaktion, som jeg tager mest til mig, og som jeg har størst forståelse for, er den tyske. Det er den politiske og følelsesmæssige reaktion, som går på at bygge et hegn ved landegrænsen. Det kan jeg godt forstå, at Tyskland har et anstrengt forhold til. Det var jo også min egen første reaktion”, siger Jakob Ellemann-Jensen til Jydske Vestkysten.

Overfor BT forklarer Jakob Ellemann-Jensen, at han også har været i kontakt med tyske politikere om vildsvinehegnet:

”Jeg har talt med mine tyske kolleger om det, og jeg har sådan set også beklaget over for dem, at det er et tiltag, som vi mener er nødvendigt for at sikre vores eksport og for at sikre, at afrikansk svinepest holdes så langt væk fra Danmark som muligt”.

Hvis et udbrud af afrikansk svinepest skulle ramme Danmark, vil eksporten til lande uden for EU stoppe øjeblikkeligt. Danmark eksporterer årligt grisekød til lande uden for EU for 11 milliarder kroner, og derfor forklarede Jakob Ellemann-Jensen til både Jydske Vestkysten og BT, at han mener, der er 11 milliarder gode grunde til at bygge vildsvinehegnet.