Krigens by - Aalborg under besættelsen

Dato
Sted

Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 3

Hans Gregersen. Der venter tilhørerne et par spændende timer, når forfatteren Hans Gregersen, Sæby, kommer på besøg i Grænseforeningen for at fortælle om Aalborg under besættelsen. For han har et indgående kendskab til Aalborg under besættelsen, som han har skrevet to store bøger om. I 2012 kom ”Krigens by” og i 2015 fulgte ”Gestapo i Aalborg”. Hans Gregersens foredrag tager sit udgangspunkt i de dramatiske begivenheder i august 1943, hvor det i Aalborg kom til voldsomme gadeuroligheder, der kostede syv dræbte og mere end hundrede kvæstede. Også i andre jyske byer var der uro i sommeren 1943, og det kulminerede den 29. august, da regeringen trådte tilbage. Få uger senere skærpedes tilstanden i Aalborg, da en større styrke Gestapo-folk etablerede sig på Højskolehotellet i midtbyen. Og herefter fulgte så 20 dramatiske måneder, hvor Aalborg var en by plaget af vold, terror og frygt. Kampen mellem danske modstandsfolk og Gestapos håndlangere var uhørt brutal med nedskydninger, likvideringer og schalburgtage. De mange overgreb medførte, at fem personer tilknyttet Gestapos hovedkvarter i Aalborg blev dødsdømt og henrettet under efterkrigstidens store retsopgør. Foruden bøgerne om Aalborg har Hans Gregersen beskrevet besættelsestiden i henholdsvis Aarhus, Frederikshavn og Sæby. Hans forfatterskab tæller flere end 60 udgivelser, med emner som lokalhistorie, rejsebøger og biografier. Foredraget afholdes i samarbejde med Folkeuniversitetet.