Et åbent sind er en nødvendighed - med en afstikker til projektet "Oplev Sydslesvig"

Dato
Sted

Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 3

Katrine Hoop. Sprogdebatten har været på fuldt blus de sidste mange måneder i Sydslesvig. Taler mindretallets medlemmer nok dansk til at være danske? Gør nye medlemmer i mindretallet en stor nok indsats for at lære dansk? Er mindretallets børn gode nok til dansk? Tales der nok dansk i mindretallets foreninger? Bruger de ansatte i mindretallet nok dansk på deres arbejdspladser? Følger man med i debatten udefra, må det lyde, som om mindretallet befinder sig i en forfærdelig krise. Det er dog ikke sådan, Katrine Hoop oplever det indefra. Hvis mindretallet skal overleve, er det i hendes øjne nødt til at møde nutidens udfordringer med åbent sind. Grænselandet er ikke længere et område, hvor dansk og tysk er i krig med hinanden og derfor er klart adskilte størrelser. Der er tværtimod tale om et sted, hvor kulturerne mødes og blandes. Det tyske er en naturlig og vigtig del af hverdagen for de fleste medlemmer i mindretallet. Hvis danskheden syd for grænsen skal overleve, er det ifølge Katrine Hoop derfor nødvendigt at give mindretallet mulighed for at gå med tiden og blive bedre til at integrere den dansk-tyske virkelighed i sin selvforståelse. Mindretallets organisationer skal ikke være blinde for problemer, men møde udfordringerne med positive, kreative tiltag i stedet for formaninger. Katrine Hoop påpeger, at der ikke længere er brug for et værn imod tyskheden, der tværtimod er brug for at bygge bro. Katrine er født og opvokset i mindretallet og bor i Flensborg. Hun er 47 år og mor til en søn på 17, der går på det det danske gymnasium Duborg-Skolen. Hun er universitetsuddannet kriminolog og har i en årrække arbejdet som streetworker, skolepædagog og oversætter i Hamborg, før hun er vendt hjem til Sydslesvig for at engagere sig i det danske mindretal igen. Hun har været leder af det danske kulturhus Aktivitetshuset i 5 år og herefter arbejdet som kommunikationskonsulent for det danske skolevæsen i Sydslesvig i 5 år. For sit virke i mindretallet har hun modtaget Grænseforeningens kulturpris i 2011 samt SSW’s kvindeforums Silke-Hinrichsen-Pris i 2017. For tiden er Katrine Hoop leder af projektet »Oplev Sydslesvig«, der skal synliggøre de mange gode oplevelser i Sydslesvig for gæster fra Danmark. Katrine Hoop vil fortælle om sin opvækst i mindretallet, gøre rede for de udfordringer, mindretallet står over for i dag samt præsentere sit nye projekt.