Et spadestik dybere under sandet

”Under Sandet” fra 2015 satte fokus på de tyske mineryddere ved den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrig. John V. Jensen, der er museumsinspektør ved VardeMuseerne, står bag en ny udstilling om denne minerydning på Tirpitz Museum i Blåvand. Udstillingen åbner efter planen i februar 2019.

Tilføjet 16. apr 2018 - 14:04
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.2/april 2018 - 80.årgang 

Af Sebastian Schlüter Jacobsen

Den 26. februar 2017 fulgte hele verden med i Oscar-uddelingerne i Los Angeles, Californien, hvor den danske film Under Sandet blev nævnt som en af de nominerede film for bedste udenlandske film.

Filmen handler om minerydningen på den jyske vestkyst efter maj 1945, hvor op mod 2.600 tyske soldater med en gennemsnitsalder på 17-18 år skulle rydde de godt halvanden million miner, der lå spredt langs kysten. Befalingen kom fra briterne, mens danske officerer så til med et ønske om hævn, viser filmen. 150 af de tyske soldater mistede livet, og 350 blev hårdt eller sværere såret i løbet af de godt seks måneder, minerydningen varede.

”Historien om minerydningen langs den jyske vestkyst sætter spørgsmålstegn ved dele af den danske selvforståelse. Er vi danskere ikke de fredselskende demokrater, sådan som vi troede, vi var?”, spørger John V. Jensen, der er museumsinspektør ved VardeMuseerne i 2017-udgaven af tidsskriftet Fund og Forskning, der udgives af Det Kongelige Bibliotek.

En mere nuanceret historie

Men filmen giver ikke et retvisende billede af, hvad der egentlig skete, mener John V. Jensen, der har inddraget nyt kildemateriale fra Det Danske Pionerkommando, som de danske minekontrollører hørte under.

”Overordnet tegner det samlede materiale et andet og mere nuanceret billede end tidligere [..] Man har overset, at der mellem danske og tyske pionerer bestod et vigtigt interessefællesskab, som afgørende svækker forklaringen om, at der skulle være tale om hævn og umenneskeliggørelse”, skriver John V. Jensen.

Filmen Under Sandet er baseret på bogen Under tvang af Helge Hagemann, der advokerer for, at briterne brød Genèvekonventionen, og at dette blev sanktioneret af danskerne. Men her overser forfatteren noget, mener John V. Jensen.

”Briterne og i særdeleshed danskerne havde en betydelig interesse i, at tyskerne ikke blev mishandlet og dræbt, for så længe tyskerne ryddede miner, behøvede man ikke sætte danskerne til dette arbejde”, skriver han.

Den tyske soldats liv ved vestkysten

Var det så også tyskernes opfattelse? Højst sandsynligt, viser John V. Jensens forskning. På trods af at langt de fleste soldater ryddede miner under tvang, var en stor del af minerydderne der frivilligt, da udsigten til eksempelvis arbejde i tyske kulminer ikke var særlig attraktiv. Derudover boede tyskerne ikke i fangelejre, men på almindelige militærkaserner, hvor soldaterne havde udgangstilladelse og fritid.

”Deres tilværelse var soldatens og ikke fangens”, skriver John V. Jensen.

De tab og ulykker, minerydningen medførte, skete heller ikke på grund af hævn og dårlige menneskelige forhold, men på grund af det forcerede tempo, som briterne og danskerne lagde for dagen, pointerer han.