Historiemaleriet formidler historie. Men hvilken historie?

”Ewich tosamende ungdelt”, lyder det i Ribebrevet, hvori den danske kong Christian I. udsteder løfter til Slesvig og Holstens stormænd. August Thomsen (1815-1886): ”Christian I. aflægger ed på at holde Ribebrevet 1460”. Ca. 1857. Olie på lærred. 43 x 53 cm. Foto fra bogen: Museum Sønderjylland & Historisk Samfund for Als og Sundeved, 2017.

Tilføjet 16. apr 2018 - 14:17
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.2/april 2018 - 80.årgang 

43 historiemalerier på Museet på Sønderborg Slot beskrives i ny bog. ”Vi prøver både at fortælle historien om den begivenhed, som historiemaleriet gengiver, og historien om den måde, historiemaleriet er blevet fortolket på gennem tiden”, siger museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen, der er redaktør af bogen.

Af Anna-Lise Bjerager

Sønderborg Slot, der blev grundlagt omkring år 1200, formentlig af Valdemar Sejr, har dannet ramme om mange begivenheder i Danmarkshistorien. Siden 1921 har Sønderborg Slot været hjemsted for ”Museet på Sønderborg Slot” med den store samling af historiemalerier, der især belyser de slesvigske krige, 1. Verdenskrig og Genforeningen i 1920.

Nu er 43 af historiemalerier gengivet og beskrevet i en ny bog, ”Historien på væggen. Historiemalerier på Sønderborg Slot”. Men hvorfor skal historiemalerierne fra Sønderborg Slot egentlig præsenteres i bogform? Det spørgsmål er museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen, der er redaktør af bogen, ikke sen til at svare på.

”Vi vil gerne fortælle historien bag historiemalerne, så det kan virke som inspiration til at komme ind på museet og se historiemalerierne i virkeligheden. Man kan selvfølgelig også gøre det omvendt: Besøge museet og tage bogen med hjem og læse om historiemaleriernes baggrund bagefter. Vores hovedanliggende er under alle omstændigheder at gøre publikum interesseret i malerierne”.

Historiemaleriet har fået en renæssance

Historiemaleriet er en genre inden for malerkunsten, der viser historiske hændelser. Fra 1600-tallet og frem til et stykke ind i 1800-tallet regnedes historiemaleriet for det mest prestigefyldte.

”I dag formidler man gennem film, spil og computeranimationer. Dengang formidlede man gennem historiemaleriet”, siger Carsten Porskrog.

Gennem 1900-tallet begyndte kunstkendere at rynke på næsen af genren, men nu har den fået en renæssance, siger han.

”I dag er vi optaget af det, man kunne kalde historiebrug. Vi er ikke kun optaget af historiemaleriet som en kilde til at forstå, hvad der egentlig skete på et givent tidspunkt i historien. Vi vil i lige så høj grad gerne forstå, hvordan man gennem historien har forholdt sig til det, der skete”, siger Carsten Porskrog og nævner som et eksempel museets erhvervelse i 2008 af maleriet ”Christian 1. aflægger ed på at holde Ribebrevet 1460”.

Året 1460 var et skæbneår i Slesvig-Holsten, fordi den danske konge valgtes til hertug af Slesvig og greve af Holsten, og de næste 404 år, frem til 1864, herskede danske konger i Slesvig og Holsten. I det såkaldte Ribebrev, som kongen gav de slesvig-holstenske stormænd, stod en sætning, som i 1800-tallet blev et vigtigt argument for slesvig-holstenerne. I den lovede kongen, at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt” (evigt sammen udelt).

Maleren, August Thomsen, der var dansk, malede maleriet i 1857 på bestilling af hertug Carl, og i bogen kan man læse, at den slesvig-holstenske tendens i maleriet understreges af fanen med de to fyrstedømmers forenede våben og af de dominerende farver, der går gennem billedet fra venstre mod højre: rødt, hvidt, blåt – de slesvig-holstenske farver.  

”Billedet af begivenhederne i Ribe 1460 er et stykke slesvig-holstensk propaganda”, lyder det i bogen. Carsten Porskrog supplerer:

”Maleriet er et af de første billeder, vi har, som ser begivenhederne fra tysk side. Maleriet understøtter en fortælling om, at Holsten og Slesvig hører uløseligt sammen. Maleriet anskueliggør en begivenhed i Sønderjyllands historie og er samtidig med til at konstruere et bestemt syn på historien. Det samme gør sig gældende i mange andre tilfælde. Vi vil gerne medvirke til, at publikum får øjnene op for de mange lag, der er i historiemalerierne”, siger Carsten Porskrog.

Historien på væggen. Historiemalerier på Sønderborg Slot”, Carsten Porskrog Rasmussen (red.), Museum Sønderjylland og Sønderborg Slot og Historisk Samfund for Als og Sundeved, 224 sider, 198 kr.