”EU skal beskytte de nationale minoriteter i Europa”

”I øjeblikket er der ingen EU-lovgivning, der beskytter de nationale mindretal, deres sprog og deres kultur, fordi det henhører under de enkelte medlemsstater. Det ville ikke være et problem, hvis medlemsstaterne gjorde deres arbejde, men det er ikke tilfældet”, siger Loránt Vincze. Foto: FUEN

Tilføjet 16. apr 2018 - 14:34
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.2/april 2018 - 80.årgang 

Loránt Vincze er den første østeuropæer, der er præsident for FUEN, den største paraplyorganisation for nationale mindretal i Europa stiftet i 1949. ”Selvfølgelig betyder det et nyt perspektiv”, siger Vincze, der for nylig har stået i spidsen for indsamling af en million underskrifter til støtte for nationale mindretal i EU 

Af Anna-Lise Bjerager

Loránt Vincze, du har været præsident for FUEN siden maj 2016. Hvad har været det overordnede fokus i de to år?

”FUENs overordnede opgave er at være en stærk stemme for Europas nationale mindretal. Et fokusområde er Central- og Østeuropa, hvor de nationale minoriteter har store problemer, især i Ukraine, på Vestbalkan og i Kaukasus-regionen. I FUEN er der nu en god balance mellem medlemmer fra Central- og Østeuropa og medlemmer fra Vesteuropa. Jeg er den første person øst for Wien, der bliver præsident for FUEN. Selvfølgelig betyder det et nyt perspektiv.”

Gennem det seneste år har FUEN stået bag indsamlingen af en million underskrifter til det europæiske borgerinitiativ, Minority SafePack Initiativet. Initiativet opfordrer til, at EU vedtager en række retsakter, der forbedrer beskyttelsen af personer, der tilhører nationale og sproglige mindretal, og styrker den kulturelle og sproglige mangfoldighed i EU. Hvordan vil du beskrive forløbet?

Minority SafePack Initiativet har været FUEN’s hovedfokus fra 2. april 2017 til 3. april 2018. Uret begyndte at tikke fra det øjeblik, initiativet blev registreret af EU-Kommissionen, og vi har siden da brugt alle vore kræfter på at indsamle underskrifter. Det er et menneskeligt instinkt, at jo tættere på deadline, man kommer, jo mere målrettet arbejder man, så vi fik indsamlet flest underskrifter i slutningen af perioden. Underskriftsindsamlingen i sig selv har været et vigtigt lærestykke og konklusionen må være, at de nationale mindretal i Vesteuropa har det godt og egentlig er en smule for afslappede. Hvorfor siger jeg det? Fordi det var svært at indsamle underskrifter i Vesteuropa. Samtidig har vi lært, at vi i FUEN skal bruge flere kræfter på at uddanne vores medlemmer til at håndtere store opgaver som denne.

Det har siden april 2012 været muligt for borgere i EU at indsamle underskrifter til europæiske borgerinitiativer for på den måde at være med til at påvirke EU, men indtil videre har borgerinitiativer ikke haft den store effekt. Vil dette borgerinitiativ komme til at gøre en forskel, tror du?

Jeg mener, at Minority SafePack Initiativet er forskelligt fra de andre europæiske borgerinitiativer, da det ikke har et smalt politisk sigte, men har et mere generelt formål. Nemlig at forbedre de kulturelle og sproglige forhold for de nationale mindretal i EU. Jeg tror bestemt, at institutionerne i EU lægger mærke til dette her. Jeg har noteret mig, at den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager i et interview med den danske tysksprogede avis, Der Nordschleswiger har sagt, at hun havde hørt om initiativet.  Det, vi i alt fald har opnået, er, at kampagnen har sat fokus på de nationale mindretal i Europa. Allerede det har været med til at gøre en forskel.

 

plakat

Hvorfor er det nødvendigt at have fokus på de nationale mindretals rettigheder i EU?

I øjeblikket er der ingen EU-lovgivning, der beskytter de nationale mindretal, deres sprog og deres kultur, fordi det henhører under de enkelte medlemsstater. Det ville ikke være et problem, hvis medlemsstaterne gjorde deres arbejde, men det er ikke tilfældet, hverken i Østeuropa eller i mange vesteuropæiske lande. I Frankrig for eksempel anerkender man slet ikke nationale mindretal, og i Grækenland anerkender man ikke det tyrkiske mindretal, selv om denne gruppe har levet i landet i århundreder. I FUEN er vi af den opfattelse, at EU skal finde en måde, hvorpå EU kan blive den institution, der beskytter minoritetsgrupper og fremmer best practice i lande som Tyskland, Danmark, Finland og Sydtyrol.

Du tilhører det ungarske mindretal i Rumænien. Kan du sige lidt mere om din egen baggrund?

Min familie har dybe rødder i Transsylvanien, der i dag er en region i det centrale Rumænien med 1,2 millioner indbyggere med etnisk baggrund. Min familie har rod i forskellige egne af Transsylvanien. De er aldrig flyttet, men grænsedragningerne er ændret adskillige gange. I dag lever en tredjedel af alle ungarere uden for Ungarn. Rumænien anerkender ikke ungarere som en selvstændig gruppe. Som etniske ungarere har vi individuelle rettigheder, når det gælder vores sprog: Vi kan modtage modersmålsundervisning i skolerne. Men vi er ikke anerkendt som et autonomt fællesskab, der selv kan bestemme over uddannelse, kulturinstitutioner og egne medier.

Så dette at være præsident for FUEN er også et personligt anliggende for dig?

Jeg tror ikke, det ville være i nærheden af at være muligt at stå i spidsen for FUEN uden en mindretalsbaggrund. Kun på den måde er man i stand til at forstå de problemer og dilemmaer, som mindretalsgrupper står overfor.

Du bor nu i Bruxelles med din familie. Hvordan fastholder I jeres mindretalsidentitet?

Min hustru er også fra Transsylvanien, og vi har en søn på 12 år. Vi taler ungarsk derhjemme, og vi rejser regelmæssigt hjem for at besøge hans bedsteforældre. Vores søn har en lærer fra Transsylvanien, som underviser ham via Skype hver uge. Han går på en fransk skole, hvor han lærer flamsk, og han tager privattimer i engelsk. Min hustru og jeg mener, det er vigtigt, at han kender sin egen baggrund, bevarer sin ungarske identitet og samtidig lærer andre sprog og kulturer at kende.

 

Transylvanien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dit land, Ungarn, tabte to tredjedele af sit territorium efter Første Verdenskrig. Næsten 1,9 millioner ungarere lever nu i Rumænien, Slovakiet, Serbien og Ukraine. De tabte territorier spiller stadig en rolle i ungarsk politik og udgør måske en del af forklaringen på, hvorfor Ungarn oplever øget nationalisme. Hvordan vurderer du den politiske situation i Ungarn i dag?

Ungarn har en tumultarisk og tung historie, og det er forståeligt, at ungarere heftigt debatterer enhver indflydelse udefra. Jeg ønsker ikke at være forsvarer for hr. Orbán (premierminister i Ungarn siden 2010, red.) og den ungarske regerings politik. Men jeg synes, man skal notere sig, at Ungarn gør en masse for at støtte nationale mindretal i Ungarn og ungarere uden for Ungarns grænser, når det gælder sprog, kultur og forretningsudvikling af små og mellemstore virksomheder og landbrug.

Nationalisme er ikke af det onde, hvis det sigter på at styrke den nationale identitet og kultur og skabe en fælles fortælling for folket. Nationalisme er farlig, hvis den bliver ekstrem og truer individer eller grupper, som ikke er en del af den etniske gruppe. Dette er imidlertid langt fra tilfældet i Ungarn: De etniske minoriteter anerkendes, de har deres egen autonomi, når det gælder deres egen kultur, og de modtager støtte fra staten. Men der er stadig lang vej at gå, især når det gælder romaerne.

I dag ønsker Ungarn ikke immigranter som en del af arbejdsstyrken, og det synes jeg, man skal respektere. Når det gælder de flygtninge, der kom til Europa under migrantkrisen i 2015, er det ungarsk politik at støtte dem på sikre steder tæt på deres hjemlande, så de har en chance for at vende hjem, når det er sikkert igen, og være med til at opbygge deres lande. Som jeg har forstået det, er det også den danske regerings synspunkt.

Premierminister Orbán ser Bruxelles som en moderne ækvivalent til Moskva under kommunismen. Det forekommer, at du ser Bruxelles som håbets by, når det gælder minoritetsrettigheder. Hvordan vil du forklare denne forskel i synet på EU?

Jeg tror på det europæiske projekt, men samtidig er jeg af den opfattelse, at man altid skal være kritisk over for institutioner, der har et politisk mandat. Efter min mening bør EU ikke kun være et politisk og økonomisk projekt, men også være den instans, der beskytter og understøtter den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa. Minoriteters kultur og sprog er en del af den mangfoldighed. Jeg tror, at mindretallene i hele EU er de mest EU-entusiastiske borgere, fordi de regner med, at Bruxelles vil føre deres sag.

Sydslesvigsk Forening (SSF) og FUEN har foreslået, at der skal etableres et nyt ”Mindretallenes Hus” i Flensborg, hvor EU's mindretal kan mødes, og hvor der skal etableres et informations- og dokumentationscenter. Indtil videre er forslaget kuldsejlet, fordi det danske mindretal ikke kan nå til enighed internt, og den danske regering har sagt nej til at støtte forslaget. Hvad er din kommentar til det?

Der er mange vinkler på den sag. For det første mener jeg, at den danske regering traf en politisk beslutning, da den sagde nej til at støtte ”Mindretallenes Hus”, og det finder jeg beklageligt.

For det andet vanskeliggjorde det tingene en hel del, at det danske mindretal i Tyskland ikke kunne nå til enighed på dette punkt. Imidlertid støtter Tyskland stadig en placering af ”Mindretallenes Hus” i Flensborg, og FUEN er også for projektet. Nu mangler vi bare, at det danske mindretal gør sin stilling op og melder klart ud.

Jeg er meget skuffet over, at FUEN har mistet støtten fra den danske regering. Det er ikke et stort problem rent økonomisk, men rent politisk er det svært at forstå, da vi i FUEN deler den danske regerings opfattelse af, at den dansk-tyske grænseregion repræsenterer et godt eksempel til efterfølgelse, når det gælder beskyttelse af nationale mindretal. En støtte til FUEN fra den danske regerings side betød en investering i at videreformidle den dansk- tyske mindretalsmodel til andre grænseregioner i Europa.

I dag findes der mange ”nye” minoriteter i Europa. I Sverige og Ungarn har bl.a. jøder status som nationalt mindretal i henhold til ”Rammekonventionen for beskyttelse af nationale mindretal”, som Europarådets medlemmer har tilsluttet sig. Det er blevet foreslået, at også det tyrkiske mindretal i Tyskland skulle have status som nationalt mindretal. Hvad mener du om det?

Det er en diskussion, der har stået på længe, men FUEN kæmper imod det. Vi mener, at de nationale mindretal er i deres egen ret og derfor har brug for deres egne juridiske rammer. I den konkrete sag i Tyskland blev FUEN spurgt fra højeste sted og udtalte sig imod forslaget. I FUEN ønsker vi at fastholde, at rammekonventionen er for de nationale mindretal. Måske skal der fremtidigt skabes nye juridiske rammer, der sikrer de nye minoriteter i Europa.

Vil det efter din mening være muligt at skelne mellem etniske, religiøse og nationale mindretal i fremtiden?

Efter min mening er disse tre minoritetsgrupper fuldkommen forskellige, og de har forskellige prioriteter. Immigranterne har taget en beslutning om at flytte fra deres hjem og er nødt til at lade sig integrere i deres nye værtslande. De nationale mindretal har levet i århundreder på det samme sted og kæmpet for ikke at blive assimileret ind i flertalskulturen. De er aldrig flyttet. Det er grænserne, der har ændret sig.

Støtter FUEN Catalonien og de andre separatistbevægelser/regionale bevægelser i Europa?

FUEN er af den opfattelse, at gode løsninger skal findes inden for staterne gennem dialog, og FUEN støtter således ikke separatisme som sådan. Men hvis der skal findes gode løsninger, er der brug for to ting: At minoriteten præsentere sine krav, og at flertallet lytter og udviser generøsitet. På den måde vil minoriteterne være tilfredse, og de vil blive loyale borgere i deres respektive stater.

Når det gælder udviklingen i marts måned, hvor Carles Puigdemont (den catalanske separatistleder, red.) blev anholdt nær den dansk-tyske grænse, mener jeg, at EU burde mægle mellem separatisterne og den spanske regering. Det er i høj grad nødvendigt med dialog og EU kunne fremme denne dialog.

Hvordan ser du fremtiden for de nationale mindretal i Europa?

Jeg tror, vi har en meget stor chance for at skabe en forandring. En million europæere har skrevet under på, at de støtter den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa. Det er et stærkt signal, som Bruxelles må lytte til. Måske ikke i morgen. Men vi bliver ved med at kæmpe for at skabe en forandring, og vi er på rette vej.

Dette interview er oversat fra engelsk til dansk af Anna-Lise Bjerager

Loránt Vincze, født 1977, tilhører det ungarske mindretal i Rumænien, præsident for FUEN siden 2016, MA i offentlig administration og e-ledelse. Tidligere administrerende direktør og chefredaktør for den ungarsk-sprogede avis i Bukarest, radiojournalist, assistent for de ungarske medlemmer fra Rumænien i EU-Parlamentet. Siden 2018 rådgiver i mindretalsspørgsmål for Antall József Knowledge Center i Budapest. Bor i Bruxelles, gift, en søn.

 

FUEN (Federal Union of European Nationalities) er den største paraplyorganisation for de nationale mindretal i Europa, stiftet i 1949. FUEN samarbejder med EU, Europarådet, OSCE og FN. FUEN har konsultativ status ved FN og participatorisk status i Europarådet. Indtil 1989/90 havde FUEN kun mindre kontakt med de central- og østeuropæiske lande. I dag repræsenterer FUEN også de nationale mindretal i disse lande. FUEN har 98 medlemsorganisationer fra 33 lande. Hans Heinrich Hansen, der tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland, var præsident for

 

Rammekonventionen for beskyttelse af nationale mindretal, der trådte i kraft i 1998 og altså i år kan fejre 20 års jubilæum, er tiltrådt af medlemsstaterne i Europarådet. Formålet er at sikre, at medlemsstaterne respekterer nationale mindretals rettigheder og påtager sig at bekæmpe diskrimination, at fremme lighed, at bevare og udvikle de nationale mindretals kultur og identitet og bestemte frihedsrettigheder i forhold til medier, mindretalssprog og uddannelse samt at opmuntre de nationale mindretal til at tage del i samfundslivet. I rammekonventionen findes der ingen definition på, hvad et nationalt mindretal er. ”Der er ingen generel definition, som medlemsstaterne er enige om”, hedder det på Europarådets hjemmeside.