Holder du med Danmark ved VM i fodbold?

Tilføjet 30. maj 2018 - 10:50
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2018 – 80.årgang

 

Anders Kring, direktør i Sydslesvigs danske ungdomsforeninger (SdU)

 

 

AndersFortalt til Merlin Christophersen

 

JA selvfølgelig. Danmark er mit land. Selvom jeg bor syd for grænsen, er det mit favoritland i alle henseender, også når det kommer til fodbold. Jeg synes, det er storslået, når lille Danmark kommer med i de store turneringer som VM og EM. Og når Danmark med sine små seks millioner indbyggere en sjælden gang kan slå et land som Tyskland med sine 80 millioner, synes jeg, det er imponerende.

Min kone, der er tysk statsborger, siger: “Vi skal spille mod Argentina”, når Tyskland skal møde Argentina. Jeg ville sige: “Tyskland skal spille mod Argentina”. Ved sidste VM-finale, hvor Tyskland faktisk spillede mod Argentina, havde vi venner fra Hamborg på besøg, og de forsøgte at få mig til at vifte med det tyske flag. Men det ville jeg ikke, selvom jeg holdt med Tyskland. Jeg ved ikke helt hvorfor. På en eller anden måde var det bare for meget. 

Jeg accepterer fuldt ud, at min kone og mine venner hepper på Tyskland. Det gør jeg også selv, når det ikke lige er mod Danmark. Men hvis et andet lille land, banker et stort land som Tyskland, har jeg også stor respekt for den præstation. Det er nok noget med, at jeg altid holder lidt med den, der er underdog.

Det at holde med et bestemt land i fodbold har nok noget med identitet at gøre. Man spejler sin identitet i et land, og når det land spiller en fodboldkamp mod et andet land, kan man godt lide, at ens egne folk vinder, og man er på det vindende hold. Det er ikke krigerisk som i Romergiet, men det er forbundet med følelser.

Jeg følger dog kun med i de store turneringer som EM og VM, og tit først efter de indledende runder er overstået. Hvis Danmark så er røget ud, før jeg er begyndt at følge med, synes jeg det er er ærgerligt.

 

 

Stephan Kleinschmidt, viceborgmester i Sønderborg for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti og forvaltningschef i Flensborg By

 

   NEJ Når man som mig tilhører et mindretal, bliver man altid spurgt: “Hvem holder du med i fodbold?”. Mit       svar er, at jeg holder med Tyskland i fodbold, men i håndbold holder jeg med Danmark. Sandsynligheden for    at Tyskland bliver verdensmester i fodbold er væsentligt højere, end at Danmark gør det. Og Danmark         klarer   sig nu engang bedre i håndbold. Egentlig vil jeg nok bare gerne være på vinderholdet.

 Men når det er sagt, så holder jeg både med Danmark og Tyskland. I store turneringer som EM og VM, hvor begge lande spiller, holder jeg ikke kun med 11, men med 22 spillere på banen. Jeg har både dansk og tysk pas, jeg er opvokset med begge kulturer og jeg føler mig både dansk og tysk. Så da Danmark i 1992 vandt EM-finalen mod Tyskland, kunne jeg sige, vi både fik en første- og andenplads.

Når Danmark og Tyskland spiller mod hinanden, hælder jeg nok mest til at heppe på Danmark. Jeg har grundlæggende stor sympati for, at et lille land, der er outsider, vinder. Det sker ikke så tit, og min emotionelle oplevelse er derfor lidt større, når Danmark vinder.

Jeg tror ikke det at holde med et bestemt land har så meget med det nationale at gøre. Folk går op i fodbold, fordi det er en konkurrence. Uanset om det er EM, VM, en national eller lokal liga, så finder man sit favorithold, som man hepper på.

Personligt går jeg ikke så meget op i fodbold, og ved EM og VM bliver jeg mere bidt af stemningen foran storskærmen end af det, der sker på banen. Jeg jubler både med de rød-hvide fans, når Danmark vinder, og de rød-gul-sorte, når Tyskland vinder.