Faldne sønderjyder mindes i Frankrig

I traditionel dansk stil er den hvide mur omkring den sønderjyske kirkegård i Braine beklædt med røde teglsten.

Tilføjet 05. okt 2018 - 12:38
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 5 / oktober 2018

100-året for Første Verdenskrigs afslutning markeres 11. november på den sønderjyske kirkegård i Frankrig. Det sker formentlig med deltagelse af Prins Joachim og Prinsesse Marie.

Af Sebastian Schlüter Jacobsen

Foto: Hanne Cordes Christensen / Sønderborg Slot

Den 11/11 klokken 11 markeres det rundt omkring i Europa, at det officielt er 100 år siden, Første Verdenskrig blev afsluttet. På Den Sønderjyske Kirkegård i den fransk by Braine i Nordfrankrig bliver krigens afslutning markeret ved en mindegudstjeneste med deltagelse af formentlig Prins Joachim og Prinsesse Marie, borgmestre eller viceborgmestre og andre ansvarlige fra alle sønderjyske kommuner og Esbjerg, Vejen og Kolding samt Slesvigske Musikkorps.

Den Sønderjyske Kirkegård i Braine, der har været Haderslevs venskabsby siden 1956, bliver forvaltet af Den Sønderjyske Fonds Mindelegat, Haderslev kommune, med Claus Dall som administrator. Han fortæller, at 79 faldne sønderjyder er begravet på kirkegården, og andre mindes på tavler med navn og hjemsogn.

“Den sønderjyske kirkegård i Braine er et mindested for alle faldne sønderjyder fra Første Verdenskrig. De kæmpede for en sag, der ikke var deres”, siger Claus Dall, hvis farbror er nævnt på en af mindetavlerne på kirkegården.

Et dansk Sønderjylland

Den sønderjyske kirkegård i Braine blev indviet den 15. juni 1924 med 50 grave og senere kom yderligere 29 grave til. Det skete, efter at der i årene efter Første Verdenskrigs afslutning var blevet udtrykt ønske om, at de dansksindede sønderjyder, der var faldet i krigen, skulle have deres egen kirkegård. Man mente, at de egentlig ikke kæmpede for Tyskland, men for et dansk Sønderjylland.

Da kirkegården i Braine blev renoveret i 2013, blev der opstillet ti mindetavler med navnene på de 5323 faldne sønderjyder fra det område, som efter folkeafstemningen i 1920 blev genforenet med Danmark.

Med mindetavlerne ønskede man at markere, at i døden er alle lige, fortæller Claus Dall, der i et samarbejde med nu afdøde Inge Adriansen, der var museumsinspektør på Sønderborg Slot, tog initiativ til mindepladerne.

“Inge Adriansen og jeg blev enige om, at tiden nu var kommet til forsoning. Den forfærdelige krig var nu kommet på afstand, og derfor er alle sønderjyder nævnt på mindetavlerne, uanset om de følte sig danske eller tyske”, siger Claus Dall.

Ud over Den Sønderjyske Fonds Mindelegat bliver den sønderjyske kirkegård i Braine støttet af alle sønderjyske kommuner med 12.000 kr. om året. Ellen og Ove Arkils Fond støtter kirkegården i Braine med 15.000 kr. om året.