Det brændende genforeningshåb, der brændte ud

Grænseforeningens hovedstyrelse forsamlet i Aarhus i 1929 med billede af Dybbøl Mølle i baggrunden. Nummer tre fra venstre (siddende) er rektor H.P. Hansen, der var formand for Grænseforeningen fra 1926 til sin død i 1942. Axel Johnsen fremhæver H.P. Hansen som en af de formænd, der havde succes med at finde en linje i krydsfeltet mellem et til tider meget aggressivt Tyskland, et stærkt defensivt Danmark og et mindretal i Sydslesvig, der hele tiden drømte om at komme hjem til Danmark.

Tilføjet 05. okt 2018 - 15:20
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 5 / oktober 2018

TEMA OM GENFORENINGSHÅBET: Forfatter Axel Johnsen, ph.d., der er afdelingschef i Viden & Samlinger ved Museum Sønderjylland, er i færd med at skrive en bog om Grænseforeningen, der kan fejre sit 100-års jubilæum i 2020. Han har indvilget i et smugkig i bogen og at løfte lidt af sløret for, hvordan genforeningshåbet er kommet til udtryk gennem de 100 år

Af Anna-Lise Bjerager

Foto: Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Et genforeningshåb er en diffus størrelse, for hvad betyder det egentlig? Hvordan koble ‘håb’, der er et abstrakt fænomen, sammen med ‘Genforeningen’, der var en begivenhed i Danmarkshistorien den 9. juli 1920, hvor de sønderjyske landsdele blev genforenet med Danmark i forbindelse med en grænserevision, der skete på baggrund af folkeafstemninger?

Axel Johnsen, der er cand.mag. i historie og tysk, ph.d. og afdelingschef i Viden & Samlinger ved Museum Sønderjylland, er den rette mand at spørge. Han har bl.a. skrevet bogen Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition 1920-1940, i 2005, og er netop nu i gang med at lægge sidste hånd på en ny bog om Grænseforeningen, der kan fejre sit 100 års jubilæum i 2020 – samme år som Genforeningen vil blive markeret ved en række storstilede arrangementer i Sønderjylland og det øvrige Danmark.

Hans korte svar på spørgsmålet er, at der var danskere både nord og syd for grænsen, der mente, at grænserevisionen ikke var omfattende nok: De ville have ‘Sydslesvig hjem’, hvilket betød en grænse ved Dannevirke eller ligefrem ‘Danmark til Ejderen’.

Mange af dem organiserede sig i Grænseforeningen, der blev stiftet 2. november 1920 som paraplyorganisation for de mange sønderjyske foreninger, der var blevet stiftet fra slutningen af 1800-tallet. De var optaget af ‘det slesvigske spørgsmål’ eller ‘sagen’, som det blev formuleret, og ville gerne være med til at støtte Grænseforeningens formål, der dengang gik ud på “med alle lovlige Midler, saavel aandeligt som materielt, at støtte og udvikle Danskheden syd for Grænsen”.

Og danskerne støttede op om ‘det slesvigske spørgsmål’. Især i 1930’erne og i årene efter Anden Verdenskrig var tilslutningen stor: Grænseforeningen gik fra 33.000 medlemmer i 1920 til 200.000 medlemmer i 1949.

Kulturfolk og grænseflyttere

Axel Johnsen forklarer, at genforeningshåbet har været mest fremherskende i perioder af historien, hvor Tyskland har ligget i ruiner.

“Når danskerne meldte sig ind i Grænseforeningen i tusindvis netop efter Første og Anden Verdenskrig, var det grundlæggende, fordi de ville hjælpe landsmænd i nød. Alle kunne blive enige om, at sydslesvigerne skulle have penge, fødevarer og kulturtilbud. Det var fællesnævneren i Grænseforeningen. At der så var nogle, der knyttede genforeningshåb til denne støtte, blev ikke problematiseret internt i organisationen. Man lod hinanden være – af hensyn til ‘sagen’, som det hed. Denne overenskomst mellem kulturfolk og grænseflyttere går som en rød tråd gennem Grænseforeningens historie”, siger Axel Johnsen.

Axel Johnsen mener, at Grænseforeningens skiftende ledere har haft succes med at finde en linje i krydsfeltet mellem et til tider meget aggressivt Tyskland, et stærkt defensivt Danmark og et mindretal i Sydslesvig, der hele tiden drømte om at komme hjem til Danmark. Han fremhæver især rektor H.P. Hansen, der var Grænseforeningens formand fra 1926 til 1942. Han havde været en ledende figur i det sønderjyske arbejde i København siden slutningen af 1800-tallet og nåede altså at opleve det slesvigske spørgsmål i tre-fire vidt forskellige versioner.

“Rektor H.P. Hansen var i sin inderste sjæl Dannevirkemand. Men han vidste, at det var en forudsætning for hans formandskab, at han ikke fabulerede om en historisk grænse ved Dannevirke eller Ejder. Havde han gjort det, f.eks. i 1930 eller i 1938, ville han have fået regeringen og de moderate i Grænseforeningen på nakken. En sådan udmelding ville have kostet ham formandsposten, og Grænseforeningen ville have mistet mange medlemmer”, fortæller Axel Johnsen og fortsætter:

“Efter Anden Verdenskrig var situationen en helt anden. Den danske regering erklærede 9. maj 1945, at den stod på selvbestemmelsesrettens grund, og at ‘grænsen ligger fast’. Samme dag, besluttede mindretalsledelsen i Sydslesvig sig for, at det tyske sammenbrud skulle være anledningen til, at Sydslesvig ‘kom hjem’. Afstanden mellem regeringens politik og mindretallets genforeningshåb, kom til at afspejle sig i Grænseforeningen i de næste mange år”, fortæller Axel Johnsen.

I bogen “For folkets frihed. Martin A. Hansen og besættelsen”, der netop er udkommet, har du skrevet kapitlet “Martin A. Hansen og Sydslesvigdebatten 1945-46”. Du skriver, at Martin A. Hansen, men også Erik Haunstrup Clemmensen, der senere skulle blive formand for Grænseforeningen, havde et ønske om, at Sydslesvig skulle løsrives fra Tyskland, og at modstandsbevægelsen skulle rykke frem til Ejderen. Du skriver også, at unge borgerlige modstandsfolk fandt sammen i illegale celler i Grænseforeningens regi. Kan du uddybe?

“Haunstrup Clemmensen var modstandsmand og 25 år gammel, da krigen sluttede. Som så mange andre, var han i krigens slutning dybt optaget af, hvordan Tyskland skulle bøde for sine forbrydelser, når krigen var slut. I Grænseforeningen var der mange, der tænkte lige som han: Når Tyskland havde kapituleret, skulle Danmark tag del i besættelsen af Tyskland ved at lade modstandsbevægelsen rykke ned til Ejderen. På befrielsesdagen dannede disse illegale celler Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 og udsendte hurtigt en række flyveskrifter, herunder Haunstrup Clemmensens pjece ‘Sydslesvig frit!’ med det noget impulsive forslag. Det faldt jo pladask til jorden, da samlingsregeringen den 9. maj 1945 højtideligt erklærede, at grænsen lå fast.”

“Jeg er sikker på, at Haunstrup Clemmensen dengang ønskede, at han aldrig havde skrevet den pjece. Han blev klogere og fandt snart ud af, at det var helt urealistisk. Hvis der overhovedet var en vej frem mod genforeningen, måtte den betrædes mere elegant. Haunstrup Clemmensen brød med Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 og gled tilbage mod Grænseforeningen. Han var formand fra 1966 til 1972, og han fik stor succes i en svær tid. Netop fordi han stod med begge ben på jorden”, siger Axel Johnsen.

Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 eksisterer stadigvæk og havde indtil 1998 som formål “at støtte sydslesvigerne i deres ønske om, at de og landsdelen genforenes med Danmark”. 

“Folk må håbe, hvad de vil”

I løbet af 1950’erne blev Grænseforeningens ledelse stadigvæk konfronteret med tilkendegivelser om en grænserevision, fordi Grænseforeningens lokalforeninger var optaget af spørgsmålet, men det lykkedes for Grænseforeningens ledelse at indkapsle det, forklarer Axel Johnsen.

“Folk må jo håbe, hvad de vil, og det gælder naturligvis også for medlemmerne af Grænseforeningen. Men strategien fra Grænseforeningens side har i efterkrigstiden været noget i retning af: ‘Vi interesserer os for Sønderjylland og Sydslesvig, og vi arbejder for, at sydslesvigerne skal have et godt liv. Men vi begynder ikke at diskutere ‘det slesvigske spørgsmål’, for så bliver vi uvenner, og så splittes Grænseforeningen indefra’”, siger han.

Axel Johnsen tror ikke, at der er mange danskere og heller ikke mange i det danske mindretal i Sydslesvig, der i dag nærer et genforeningshåb i lighed med Søren Espersen (DF) og foreslår i den forbindelse et tankeeksperiment.

“Man kan prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis en slesvig-holstensk højrefløjspolitiker ønskede sig et Tyskland til Kongeåen. Der ville komme et ramaskrig i Danmark”, slutter Axel Johnsen.

AXEL JOHNSEN,  ph.d., afdelingschef i Viden & Samlinger, Museum Sønderjylland. Forfatter til en række bøger, herunder Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition 1920-1940.

Axel Johnsen