Karl Otto Meyer håbede til det sidste

Karl Otto Meyer (1928-2016) havde et håb om en genforening frem til den dag, han gik bort.

Tilføjet 05. okt 2018 - 15:36
Del nyheden

TEMA OM GENFORENINGSHÅBET: Den sydslesvigske politiker og fhv. chefredaktør på Flensborg Avis Karl Otto Meyer (1928-2016) nærede hele sit liv et genforeningshåb, og han nægtede at afgive en loyalitetserklæring over for den tyske stat.

“Karl Otto Meyer var kendt for at have den holdning til grænsespørgsmålet, at grænsen ikke ligger fast”, siger arkiv- og forskningschef Mogens Rostgaard Nissen, Dansk Centralbibliotek i Flensborg, der netop har færdiggjort en bog om den sydslesvigske politiker og fhv. chefredaktør på Flensborg Avis Karl Otto Meyer, der døde i 2016. Bogen udkommer til november.

Som medlem af den slesvig-holstenske landdag i årene 1971-1996 for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) nægtede Karl Otto Meyer gentagne gange, at det danske mindretal skulle afgive en loyalitetserklæring over for den tyske stat, på samme måde som det tyske mindretal i Danmark havde gjort det over for den danske stat, kongen og grænsen i december 1945. Som chefredaktør gav han i årene 1963-1984 udtryk for sin holdning på lederplads i Flensborg Avis.

“En loyalitetserklæring ville jo betyde, at grænsen ligger fast. Som ung så Karl Otto en grænserevision som et realistisk mål, mens han i sine senere år ikke troede på en genforening i sin levetid. Men han var helt til det sidste optaget af folkenes selvbestemmelsesret, som også grænsen fra 1920 er baseret på. Og han talte indtil kort før sin død om det som en utopi, at tingene kunne udvikle sig, og der om tre til fire generationer kunne komme et dansk flertal i Sydslesvig og man til den tid gennem en ny folkeafstemning kunne få Sydslesvig tilbage til Danmark. Så på den måde håbede han på en genforening af Sydslesvig til det sidste”, siger Mogens Rostgaard Nissen.