Har du et genforeningshåb?

Magasinet Grænsen har spurgt Dieter Pust, Christian Jürgensen, Siegfried Matlok, Flemming Mayer, Bertel Haarder og Hinrich Jürgensen om de har et genforeningshåb.

Tilføjet 05. okt 2018 - 16:05
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 5 / oktober

TEMA OM GENFORENINGSHÅBET: I 2020 markeres 100-året for Nordslesvigs genforening med Danmark. Har du et genforeningshåb, når det gælder Sydslesvigs genforening med Danmark?

Bertel Haarder

Bertel Haarder, MF for Venstre

Fortalt til Anna-Lise Bjerager

Det ærlige svar er nej. Min gamle far som var forstander på Rønshoved Højskole (Hans Haarder 1905-1990), sagde altid, at man aldrig skal sige aldrig. Han mente, at det var i strid med folkenes selvbestemmelsesret, hvis man for tid og evighed udelukkede Sydslesvigs genforening med Danmark. Men det er jeg ikke enig med ham i, så svaret er nej af flere grunde. Først og fremmest fordi diskussionen kan forstyrre de harmoniske forhold i grænselandet. Efter min mening er alle diskussioner om eventuelle fremtidige grænseflytninger overflødige. Vi behøver jo bare at tænke på, hvad vi ville sige, hvis man fra tysk side talte om grænseændringer. Det ville vi helt sikkert ikke være så glade for. Det er noget, man ikke skal lege med. Jeg mener i den sammenhæng, at Søren Espersens udtalelse om, at han håbede på et Danmark til Ejderen, var helt unødvendig. Det kan godt være, at han i princippet havde ret i noget af det, han sagde. Men det var unødvendigt at rejse den debat.

Christian Jürgensen

Christian Jürgensen, Rechtsanwalt, formand for Det Sydslesvigske Samråd

Fortalt til Anna-Lise Bjerager

Vi skal huske på, at Genforeningen findes i mange modeller, ligesom danskerne findes i mange modeller, som det hedder i Ebbe Kløvedal Reichs sang. Eksempelvis var København-Bonn Erklæringerne i 1955 en form for genforening, idet det danske mindretal i Sydslesvig, men også det tyske mindretal i Danmark, dermed fik en række rettigheder. Den årlige økonomiske støtte fra Danmark er også en form for genforening, idet den jo sikrer danske skoler og kulturinstitutioner hos os i Sydslesvig. Sidst, men ikke mindst har vi som dansksindede sydslesvigere nu mulighed for at få dansk statsborgerskab. For mig personligt er der en lille genforening forbundet med, at jeg nu kan få et dansk pas, hvilket jeg er i færd med at søge om. “Så længe I holder fast i os, så længe holder vi fast i jer”, sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1999. Så længe det er en realitet, at Danmark og det danske mindretal gensidigt holder fast i hinanden, mener jeg ikke, at vi i det danske mindretal skal arbejde hen imod en genforening med Danmark. Jeg fandt derfor også Søren Espersens ord om “Danmark til Ejderen” lidt uoverlagte. Det er en helt vild drøm. Jeg som jurist ser mere nøgternt på det. Jeg tror ikke, det lige umiddelbart kan lade sig gøre, og det skaber heller ikke de helt store problemer for os i det danske mindretal at bo i Tyskland i en tid, hvor Europa vokser mere og mere sammen.     

Flemming Mayer

Flemming Meyer, formand for Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW

Fortalt til Merlin Christophersen

Nej, jeg nærer ikke noget håb om en grænseflytning. Så længe vi i det danske mindretal har mulighed for at leve et dansk liv i Sydslesvig, er det fint med mig. Men du får mig aldrig til at sige, at grænsen ligger fast. For jeg holder principielt på folkenes selvbestemmelsesret. Den dag, der i Sydslesvig er flertal for en genforening med Danmark, så mener jeg, det ville være fornuftigt at flytte grænsen. I den henseende var jeg altid meget enig med min far (Karl Otto Meyer 1928-2016, formand for SSW og SSF og chefredaktør på Flensborg Avis, red.). Men der skulle være et overbevisende flertal for en grænseflytning, ellers skaber det bare uro. Så det er næppe noget, jeg, mine børn eller børnebørn kommer til at opleve. Jeg ville ikke have noget imod det, men det er ikke et håb. Og det er ikke sådan, at jeg på nogen måde prøver at overbevise nogen om at blive dansk. Jeg er national, og for mig er Danmark bedst. Men jeg er ikke en nationalist, der siger, at Danmark er bedst for alle. Så jeg er meget uenig med Søren Espersen, der siger, at mindretallet burde nære et genforeningshåb. Det mener jeg ikke, man kan måle mindretallet på, og for mig er det udtryk for en helt anden politisk dagsorden. Et genforeningshåb er en meget individuel ting.       

Genforeningshåbet set fra tysk side

På dansk taler man om “Genforeningen” i 1920 og mener dermed Sønderjyllands genforening med Danmark. På tysk talte man i 1920 om “afståelsen” af Nordslesvig eller Nordslesvigs “indlemmelse” i Danmark. Både i Slesvig-Holsten og hos det tyske mindretal i Nordslesvig/Sønderjylland var utilfredsheden med grænsedragningen i 1920 stor.  Der blev talt om “uretten fra Versailles”, der skulle gøres god igen. I 1940 krævede det tyske mindretal en grænserevision, og der var en udbredt solidarisering med den tyske besættelsesmagt. Efter Anden Verdenskrig, den 22. november 1945, stiftedes Bund Deutscher Nordschleswiger med afgivelse af en loyalitetserklæring, hvori det tyske mindretal udtrykte deres loyalitet over for den danske grundlov og anerkendte grænsen af 1920.

I 2020 markeres 100-året for Nordslesvigs genforening med Danmark. Har du et
genforeningshåb, når det gælder Nordslesvigs genforening med Tyskland?

Hinrich Jürgensen

Hinrich Jürgensen, formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN)

Fortalt til Anna-Lise Bjerager

Nej. Og det kan jeg sige på hele det tyske mindretals vegne, eftersom vi allerede i 1945 underskrev en loyalitetserklæring, hvormed vi anerkendte grænsen af 1920. I det tyske mindretal lever vi i god og fantastisk fordragelighed med den danske flertalsbefolkning, og derfor er der ingen grund til at håbe på en genforening med Tyskland. Jeg må dog sige, at jeg synes, det foreløbige program for Genforeningen i 2020 har meget fokus på en række historiske datoer og begivenheder og for lidt fokus på de hundredvis af historier fra dengang. Eksempelvis blev min egen familie skilt ad i 1920, fordi halvdelen af familien stemte tysk, og den anden halvdel stemte dansk. 2020 bør handle om så meget andet end “genforeningen”. En inddragelse af den tyske side kræver, at fokus bliver bredere og inddrager folkeafstemningerne og den fredelige grænsedragning samt mindretalsmodellen. Jeg har fuld forståelse for, at den officielle fejring foregår under overskriften “Genforeningen”, men opmærksomheden bør i højere grad være på samarbejde, kultur, ungdom og fremtiden. Vellykkede eksempler på dette er det dansk-tyske venskabsår i 2020, og det samarbejde, som det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal her i Sønderjylland har om at få anerkendt samlivet i grænselandet som immateriel kulturarv i UNESCO. Den slags kunne jeg godt tænke mig mere af. Jeg synes, vi skal holde fast i, at mindretalspolitik er fredspolitik. Grænselandet er et enestående eksempel på, at det kan lykkes. Jeg havde lidt svært ved at tage Søren Espersens udtalelse sidste år om “Danmark til Ejderen” alvorligt. Hvis man forfølger hans tankegang, ville der blive tale om et meget stort tysk mindretal i Danmark, og i visse områder ville mindretallet blive til et flertal.

Siegfried Matlok

Siegfried Matlok, fhv. chefredaktør på Der Nordschleswiger

Fortalt til Merlin Christophersen 

Nej, det har jeg ikke det mindste håb om. Og det har jeg aldrig haft. Man kan altid diskutere det demokratiske grundlag for afstemningen i 1920. Men grænsen har vist sig at være modstandsdygtig. Den holdt under Besættelsen og den holdt, da mange danskere håbede, at det tyske krigsnederlag i Anden Verdenskrig kunne føre til en ny grænseflytning mod syd. Så grænsen har vist sin duelighed, og i dag er den blevet et symbol på den fredelige sameksistens, den grænseoverskridende mentalitet og det europæiske udsyn i vores grænseland. Derfor har jeg ingen forståelse for Søren Espersen, der, da jeg interviewede ham på DK4, som formand for Det Udenrigspolitisk Nævn, udtrykte et håb om Sydslesvigs genforening med Danmark. Hans partifælle Søren Krarup havde tidligere i 2006 udtrykt samme håb, og det har Dansk Folkeparti aldrig taget afstand fra. Så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at spørge ham om det. Jeg kunne jo ikke vide, at hans udtalelse ville give sådan en genlyd i hele verden, hvor Dansk Folkepartis genforeningshåb blev taget op i den engelsksprogede presse, og jeg endda så det omtalt i et thailandsk medie. I udlandet blev man overrasket over et sådant krav, ønske, drøm, eller hvad man nu skal kalde det, fra dansk side. Hvis man kan finde på at sige den slags i et progressivt demokrati som Danmark, ringer alarmklokkerne.

For hvad kan man så ikke finde på i andre dele af verden? Når Tysklands største tabloidavis, Bild, skriver, at Sørens Espersen vil have hele Slesvig, men øen Sild får danskerne ikke, så bliver det dog lidt pjattet. Og det er synd, for det burde diskuteres seriøst. Godt nok tog det danske mindretal afstand fra Søren Espersen, og mindretallene i det dansk-tyske grænseland er i dag mindre nationalistiske end nogensinde, men samtidig oplever vi en styrkelse af nationalistiske tendenser i Europa. Så jeg spørger mig selv, hvor længe det kan holde? Og når selv ledende personer i mindretallene i vores grænseland kan finde på at sammenligne deres eget udgangspunkt med Catalonien, som blandt andre Carsten Leth Schmidt (formand for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti) og Anke Spoorendonk (SSW, fhv. justits-, kultur- og Europaminister i Slesvig-Holsten) har gjort det, så vidner det for mig om historieløshed og et udtryk for det, som H.P. Clausen (1928-1998, formand for Folketinget, generalkonsul i Flensborg, formand for Grænseforeningen) kaldte en vulkansk aktivitet i undergrunden – altså nationalistiske tendenser, som bare ikke kommer til udtryk i offentligheden. Jeg ser det som en frygtelig mangel på historisk forståelse, og jeg spørger mig selv: Hvad bliver det næste? 

Dieter Pust

Dr. Dieter Pust, byhistoriker, Flensborg

Fortalt til Merlin Christophersen

Nej. For mig er det spørgsmål fuldstændig irrelevant. Siden grænsen blev fastlagt i 1920 har der på tysk side på intet tidspunkt været seriøse bestræbelser på at tage en flytning af grænsen mod nord op til diskussion. Personligt ser jeg også grænsedragningen som afsluttet. Vi har en grænse, der er baseret på en folkeafstemning, og vi har mindretal på begge sider af grænsen, hvis rettigheder er sikret i København-Bonn Erklæringerne fra 1955. Derfor har jeg heller ingen forståelse for, at den danske folketingspolitiker Søren Espersen udtrykker et håb om en dansk genforening med Sydslesvig. Det er jo noget, som ikke engang det danske mindretal selv går ind for. Selvom der historisk har været polemik omkring en grænseflytning mod syd, er også dette spørgsmål i dag overflødigt. Faktisk lagde jeg ikke engang mærke til, at tyske medier som Bild og Die Welt skrev om Espersens udtalelser.            

Interviewet med Dieter Pust har fundet sted på tysk og er oversat til dansk.