Lanterneoptog lyser op i novembermørket

“Lanterne, lanterne, / sol og måne og stjerne. / Skinne højt mit lys, skinne højt mit lys, / skinne højt min lille lanterne”, sang 250 børn og voksne fra Skovgades børnehave den 6. november, da de gik lanterneoptog i Flensborg. Skovgades børnehave er en del af Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Foto: Lars Salomonsen

Tilføjet 05. dec 2018 - 09:27
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 6 / december 2018

Morten, oprindeligt Sankt Martin, var en katolsk helgen, der ifølge overleveringen gemte sig i et skur fyldt med gæs, fordi han ikke ville være biskop, men han blev afsløret af gæssenes skræppen. Derfor spiser man i mange danske hjem gås eller and Mortensaften, aftenen inden hans dødsdag den 11. november i år 397. Flere steder i det sydlige Danmark og i grænselandet er man inspireret fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Luxembourg, Flandern og Sydtyrol og lader børnene gå i lanterneoptog i løbet af efteråret og især omkring Sankt-Martins dag. Mens børnene, ledsaget af voksne, går i procession med lanterner, som de ofte selv har lavet, synger de lanternesange, der ofte er oversat fra tysk, som for eksempel denne her: “Lanterne, lanterne, / sol og måne og stjerne. / Skinne højt mit lys, skinne højt mit lys, / skinne højt min lille lanterne.” På billederne er det 250 børn og voksne fra Skovgades Børnehave i Flensborg, der gik i lanterneoptog akkompagneret af Hejmdal blæseorkester den 6. november. Et af de helt store lanterneoptog i Sydslesvig arrangeres i Egernførde af Sydslesvigsk Forening Rendsborg-Egernførde amt og byens andre mindretalsforeninger. Her deltager hvert år i november omkring 500 personer. De senere år har arrangørerne taget skikken med til Folkemødet på Bornholm, hvor sydslesvigere og andre interesserede i de lyse juniaftener går med lanterner over folkemødepladsen og synger de traditionelle, sydslesvigske lanternesange. Også det tyske mindretal afholder lanterneoptog, som da omkring 250 børn og voksne gik med lanterner i Haderslev den 7. november. Ligeledes arrangerer bl.a. den tyske Sankt Petri Skole og Dansk-tysk børnehus i København lanterneoptog.