Finn Slumstrup: Genforeningshåbet

Syd for grænsen har man et begreb der hedder klausurmøde. Det er en fordanskning af det tyske ”klausursitzung”, som betyder ”lukket møde”.


   Det er derfor pudsigt, at en ganske intens debat i de forløbne uger har udspillet sig på baggrund af et indlæg fra folketingsmedlem Søren Krarup på Det sydslesvigske Samråds klausurmøde med Folketingets Seksmandsudvalg på Jaruplund Højskole den 25. februar.


   Under et dagsordenspunkt om ”Den fremtidige mindretalsprofil og sammenhængskraft”, rejste Krarup det retoriske spørgsmål, om ikke mindretallets arbejde var at betragte som en slags hobbyvirksomhed, hvis ikke det var båret af et levende genforeningshåb? Uden et sådant håb var mindretalsarbejdet nemlig blottet for en etisk dimension. Det var i stedet blot æstetik, altså netop hobbypræget, og så ville det stille og roligt visne bort, mente han.  


   Når man kan referere fra et lukket møde skyldes det, at Søren Krarup over for Flensborg Avis bekræftede og uddybede sine udtalelser, og siden har gjort det samme i Kristeligt Dagblad.


   Som så ofte er Krarup ude i et ærinde der er mere eksistentielt end det er umiddelbart politisk. Han taler ikke om at mindretallet skal sætte grænseflytning som politisk mål på dagsordenen. Men om at genforeningshåbet må være et bærende element i arbejdet - netop for at sikre sammenhængskraft i mindretallet.


   Denne diskussion er vedkommende også for Grænseforeningen, som kom til verden i november 1920 fordi den politiske virkelighed forandrede sig: genforeningshåbet var gået i opfyldelse for danskerne i Nordslesvig ved afstemningen den 10. februar samme år, men var blevet gjort til skamme for vore landsmænd i Sydslesvig ved afstemningen den 14. marts.


   Grænseflytningen i Slesvig var enestående i sig selv. Men den var også enestående fordi 1920  grænsen blev trukket som følge af at princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev respekteret og fulgt. Verden ville være et fredeligere sted hvis dette princip i de forløbne 86 år havde vundet større international udbredelse end tilfældet desværre er.


   Fra dansk side har man med konsekvens fastholdt princippets værdi, også efter Den 2. Verdenskrig hvor Sydslesvig spørgsmålet stod højt på den politiske dagsorden. I en afgørende note til den engelske regering den 19. oktober 1946 meddelte Danmark, at man ikke ønskede at rejse spørgsmålet om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Efter dansk opfattelse skulle sydslesvigernes problemer løses i form af mindretalsrettigheder inden for rammerne af den kommende tyske stat. Herunder var det afgørende vigtigt at mindretallet fik fuld ligeberettigelse i det politiske liv.


   Denne holdning var en stor skuffelse for mange i Sydslesvig, og satte skarpe skel i den danske politiske debat. Men synspunktet blev afgørende for den folkelige og politiske kamp i Sydslesvig i årene der fulgte - og er det den dag i dag! Mindretallets fulde ligeberettigelse var sat på dagsordenen, og et principielt vigtigt skridt blev her taget med København-Bonn erklæringerne den 29. marts 1955 med de klare ord om, at ”bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves”.      


   Kampen for fuld ligeberettigelse for det danske og frisiske mindretal foregår hver eneste dag. Trods mangfoldige fremskridt i det sidste halve århundrede er kampen stadig ikke ført helt igennem til sejr.


   Kernen i Grænseforeningens arbejde er at støtte mindretallet i denne kamp. Vi gør det i overensstemmelse med den holdning der har været dansk politik siden Genforeningen, en politik hvis vigtigste drejepunkter jeg har nævnt ovenstående.


 


 


 


                                                                     2


 


    Vi følger med levende interesse debatten i det danske mindretal om både profil og sammenhængskraft. For min egen del har jeg den største respekt for det vidtforgrenede arbejde de mange ildsjæle udfører i de forskellige foreninger, og jeg ved at forudsætninger og vilkår nord og syd for grænsen fortsat er så forskellige, at vi på nordsiden skal afholde os fra at bestride eller efterprøve motiverne og indholdet i den danskhed vore landsmænd syd for grænsen bekender sig til. At frakende dem etik og alvor i arbejdet ligger mig uendeligt fjernt. Jeg er ganske enig med formanden for Sydslesvigsk Forening, Dieter Paul Küssner, som i en artikel om ”Det danske nutidsliv” i Flensborg Avis den 9. marts havde denne centrale formulering: ”Når min generation har valgt at betone tilhørsforholdet til det danske ud fra en erkendelse af, at vi er i mindretal i Sydslesvig, at selvbestemmelsesretten og dens genforeningshåb må stå i forhold til ikke drømme, men realiteternes verden, så gør det ikke vort valg af danskhed mindreværdigt eller letsindigt”.


 


Finn Slumstrup


Formand for Grænseforeningen.