"Genforeningshåb" eller international dimension?

Debatindlæg ved museumsinspektør Peter Dragsbo, Museet på Sønderborg Slot:

 

Søren Krarups påstand om, at kun ønsket om en genforening med nationalstaten Danmark giver det danske mindretal syd for grænsen mening, blev hurtigt afvist af de fleste med henvisning til den almindelige enighed om at grænsen ligger fast, Bonn-København Erklæringerne, den nutidige fredelige sameksistens osv. Det er alt sammen rigtigt nok. Men efter min mening bør det centrale ved afvisningen af tanken om ”genforening” ikke være, at den bare er forældet, men at den er i modstrid med mindretallenes nuværende rolle og funktion i det slesvigske grænseland – og det gælder både det danske og det tyske mindretal.

 

Historisk set har hverken danskheden eller tyskheden i Sønderjylland kun været en ”forlængelse af hjemlandet”. Den danske bevægelse, der groede frem efter 1830, havde som hovedkrav en ligestilling med tysk sprog og kultur inden for hertugdømmet Slesvig, og den tyske bevægelses mål var primært et tyskorienteret, men selvstændigt Slesvig-Holsten. Begge bevægelser var så slesvigske, at de endnu i 1864 kæmpede mod den deling af Slesvig, som ellers i fredsforhandlingerne var en nærliggende mulighed. Efter 1864 knyttede begge bevægelser sig i stigende grad til de respektive på hver sin måde succesrige nationalstatsprojekter. Tyskheden kastede sin loyalitet på kejserriget og blev afgørende præget heraf. Mens danskheden efter 1880 i en ikke smertefri proces orienterede sig mod det moderne demokratiske andels-Danmarks politik og kultur. Fra o. 1890-1900 var de danske nordslesvigere parate til en forening med Kongeriget som ”normale” danskere – og det lykkedes som bekendt efter folkeafstemningen 1920. Den nye grænsedragning skabte imidlertid to mindretal, som i de næste år på forskellig måde og til forskellig tid arbejdede for at komme ”Heim ins Reich”, indtil den fredelige sameksistens blev en realitet i løbet af 1950´erne og –60´erne.

 

100 års fælles tysk og dansk fokus på den ideelle enhed af ”folk” og ”nation” har imidlertid skjult det historiske faktum, at danskhed og tyskhed i Sønderjylland fra først til sidst har været sindelagsbevægelser, ”Wahlverwandtschaften” (ligesom mange andre mindretal i Europa, fra Alsace/Elsass til Bosnien-Hercegovina). Sprog- og sindelagsskiftet fra dansk til tysk i Angel op mod 1848 var et frit kulturbestemt valg, og tyskheden i Nordslesvig dannedes af sønderjysktalende sønderjyder, der valgte slesvig-holstensk national identitet. Omvendt byggede kernen i det danske mindretal efter 1920 på en tradition for kongetro helstatsloyalitet i et Flensborg, som siden 1400-tallet havde været tysksproget. Efter 1864 styrkedes tyskheden til en vis grad af indvandring sydfra, men selv om nogle nordslesvigere i 1930´erne bekendte sig til tyskheden af sympati for ”den stærke stat” og ”den stærke mand”, har tyskhedens ”omvendelseskraft” i de sidste 100 år været begrænset. Omvendt med danskheden syd for grænsen, hvor både tysksprogede sydslesvigere og ”rigstyske” borgere efter det 3. riges fysiske og moralske fallit vendte sig mod et alternativ. Efter 1948 ebbede den danske bølge ud, men siden har der kontinuerligt været en tilgang til det danske mindretal med baggrund i en sympati for det nordiske, grundtvigianske, danske i skole, kultur og livsform. Nationalitet som politisk-kulturelt valg er heller ikke unikt for Slesvig-Sønderjylland.

 

Herved er vi, om vi kan lidet det eller ej, ved kernen i det tysk-danske grænselands mindretal: De har altid i høj grad været resultatet af personlige eller familiære valg med både national, politisk og kulturel baggrund. Det politisk-kulturelle moment var fremherskende op til 1864, men blev derefter overskygget af nationalstaternes konkurrerende tiltrækningskraft. Der har dog hele tiden været en politisk-kulturel tilgang til valget af nationalt tilhørsforhold, og dette ”politiske” valg er efter 2. Verdenskrig igen blevet dominerende, især syd for grænsen. Det stiller det danske mindretal over for udfordringer m.h.t. at tackle alle variationerne af tilhørsforhold, sprogkundskaber og trofasthed.

Men i stedet for at fortvivle over dette, bør det danske mindretal egentlig se udvikling i historisk perspektiv – ikke som en smuldrende ”danskhed”, men som en udvikling tilbage til – eller frem mod – en grænselandets ”Zweiströmigkeit”, hvor det væsentlige er, at der er et alternativ, en mulighed for at orientere sig ikke indad, men udad – mod et naboland. Der er dette ”kig over grænsen”, der adskiller mindretallet fra et almindeligt politisk parti – ikke den etniske fiktion.

 

Det spændende er, at også det tyske mindretal nord for grænsen efter mange års indadvendthed og plejen gamle sår nu er ved at blive det ”internationale” alternativ. F.eks. går både børn af  danskere uden tidligere tilknytning sammen med børn af nydanskere i tyske skoler og børnehaver, fordi forældrene ønsker at give dem evnen til flerkulturalitet med i bagagen. På den måde er mindretallene ved at blive – ikke klart definerede enheder eller ”forlængelser” af hjemlandet, men den alternative mulighed, chancen for en flernational livsform og kultur i grænselandet. Den gamle ”Zweiströmigkeit” bliver igen moderne, både som et forvarsel om og en model for, hvordan vi kan være nationale og internationale på én gang, være loyale statsborgere med to loyaliteter. På den måde kan vore mindretal ikke alene være model for løsninger ude i Europa, men også for fremtiden for vore muslimske og andre kommende mindretal – som også skal igennem den smertelige proces med at glemme gamle drømme til fordel for nutidens realiteter. Ja, måske kan vi i grænselandet – efter at have overvundet alle fordomme og fjendebilleder – udvikle traditionen for og evnen til udsyn, så de bliver helt misundelige i København? Det aktuelle begreb i grænselandet er derfor ikke genforening, men forening over grænsen. Ikke en genopliven af en sær-”slesvigskhed”, men en realiseret inter-nationalisme på både nationale, regionale og lokale præmisser.

 

 

Peter Dragsbo

Overinspektør

Museum Sønderjylland / Sønderborg Slot