Indlæg af Cornelius Appel i Vestslesvigsk Tidende 27. maj 1861

Af lovgivningen og regjeringen er der i sprogsagen måskee ikke synderligt mere at forlange, men derimod nok af embedsstanden og befolkningen, og da først og fremmest, at man vænner sig til at tale om den i en anden tone, overhovedet vænner sig til at tale om den, istedetfor at skrige over den. Der har i almindelighed stået en sådan bitterhed og fordømmelseslyst over sprogforhandlingerne hernede, at vi alle ere blevne skruede over på et meer eller mindre falsk standpunkt og have fået en feber i kroppen, der hindrer at opfatte klart, overveie roligt og dømme sundt...


Den private udvei for beboerne til ved egne midler at lade deres børn fåe den undervisning i tysk, de nu engang troede nødvendig, den burde ikke spærres eller utilbørlig indsnevres for dem, da de end ikke burde fåe skin af grund til at troe, at man, selv med tilsidesættelse af naturlige menneskerettigheder, vilde drive sprogsagen på spidsen, men til naturlige menneskerettigheder hører, at forældrenes bestemmelsesret med hensyn til deres børn såvidt muligt lades i fred og ikke utilbørligt indknibes. Den private underviisning kunde jo alligevel stilles under det offentliges tilsyn, og et vist mål af dansk udvikling kræves som ueftergivelig borgerpligt.


Kilde: Sønderjydske Årbøger, 1956, s. 204-208.