Restaurering sat i gang: Dybbøl Mølle har fået savet vingerne af

Restaureringen af Dybbøl Mølle er gået i gang, og vingerne er blevet savet af. På billedet ses Dybbøl Mølle med sine nu tidligere vinger, der er fra 1978. De nye vinger monteres i november og bliver af træ fra skovene ved Silkeborg. Foto: Wikimedia Commons

Tilføjet 31. jul 2019 - 15:03
Del nyheden

Det nationale symbol Dybbøl Mølle har fået savet vingerne af. Det sker som led i en restaurering, der skal gøre møllen klar til næste år, når 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark skal markeres i hele landet. Det skriver TV SYD.

Arbejdet med at fjerne de gamle vinger, der er fra 1978, gik i gang onsdag morgen ved sekstiden og tog cirka en time. Nu er næste synlige skridt, at den såkaldte møllehat skal tages af, så flere dele af mekanikken kan blive udskiftet, inden møllehatten igen sættes på.

”Jeg tror på, at det bliver rigtig godt, men jeg er også spændt”, siger Jens Peter Rasmussen, formand for bestyrelsen for Den Selvejende Institution Dybbøl Mølle, til TV SYD.

Møllerestaureringen er da også tiltrængt, mener Claus Pihl Christensen, museumstekniker ved Historiecenter Dybbøl Banke. Intervallet for at skifte vinger er som regel 30 år, forklarer han, men de nuværende vinger har været i brug i 41 år, og det kan ses.

”Det har stået skidt til i noget tid. Når det har været blæsevejr, har vi samlet ting op nede i gården. Der er simpelthen faldet ting af møllen, så den trænger”, siger han til TV2.

En af de nu afsavede gamle vinger vil blive liggende ved møllen, så besøgende kan få et stykke af den historiske bygning at se helt tæt på. De nye vinger, der bliver af træ fra skovene ved Silkeborg, skal efter planen først monteres i november måned. Det er møllebygger Morten Anker Petersen fra Avnbøl, der står for restaureringsprojektet, som forventes færdigt i slutningen af november.

Det var den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti, der i november 2018 afsatte 2,5 millioner kroner på finansloven for 2019 til restaureringen af Dybbøl Mølle.

”Jeg er meget glad og stolt. Man kommer ikke bare lige sådan på finansloven. Det er ikke så nemt bare lige at skaffe sådan nogle penge”, udtalte Jens Peter Rasmussen i december til dr.dk.

Siden da har man fundet ud af, at restaureringsprojektet i alt kommer til at koste i omegnen af 3,5 millioner kroner. I juli modtog Den Selvejende Institution Dybbøl Mølle en halv million i tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Det resterende beløb er blevet søgt hos os en fond, oplyser Jens Peter Rasmussen til TV SYD.

Dybbøl Mølle blev oprindeligt opført i 1744, men er siden blevet ødelagt og genopført flere gange, blandt andet på grund af beskydning i De Slesvigske Krige i 1848-51 og 1864. Den nuværende mølle har stået siden 1935 og er flere gange blevet renoveret. Møllen betragtes i dag som et nationalt symbol for dansk modstand og udholdenhed under De Slesvigske Krige 1848-1850 og 1864.