Sådan ser det nye Sydslesvigudvalg ud

Troels Ravn (S), Lotte Rod (RV), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Christian Juhl (EL), Anni Matthiesen (V), Martin Henriksen (DF) og Niels Flemming Hansen (K) udgør fremover Folketingets Sydslesvigudvalg. Foto: Folketinget, Steen Brogaard

Tilføjet 09. jul 2019 - 13:24
Del nyheden

Det bliver Troels Ravn (S), Lotte Rod (RV), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Christian Juhl (EL), Anni Matthiesen (V), Martin Henriksen (DF) og Niels Flemming Hansen (K), der fremover udgør Folketingets Sydslesvigudvalg, som er bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig. Det offentliggjorde Folketinget torsdag den 4. juli.

Dermed kommer udvalget, der efter folketingsvalget den 5. juni er blevet udvidet fra fem til syv medlemmer, til at bestå af flere navne, der før har stiftet bekendtskab med Sydslesvig og det danske mindretal. Således var Anni Matthiesen, Martin Henriksen og Christian Juhl også med i seneste valgperiode, mens både Troels Ravn og Lotte Rod tidligere har været en del af udvalget.

Kun Karina Lorentzen Dehnhardt og Niels Flemming Hansen har ikke siddet med i Sydslesvigudvalget før.

Hos det danske mindretals kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), ønsker man de nye udvalgsmedlemmer tillykke med valget og ser frem til samarbejdet.

”Udvalget er en god blanding af erfarne sydslesvigpolitikere og nye ansigter, som vi glæder os meget til at hilse på”, siger generalsekretær Jens A. Christiansen, som suppleres af formand Jon Hardon Hansen.

”Vi ser frem til at fortsætte det tillidsfulde samarbejde med udvalget, der er livsnerven i forholdet mellem Danmark og det danske mindretal” siger Jon Hardon Hansen.

Sydslesvigudvalget, der hører under Kulturministeriet og kulturminister Joy Mogensen (S), forvalter Danmarks tilskud til det danske mindretal i Sydslesvig, der i år udgør 466.780.100 kroner. Det er det eneste af Folketingets udvalg, der selv disponerer over midlerne indenfor den økonomiske ramme.

Hvem af de syv medlemmer, der skal være udvalgets formand, er endnu ikke bestemt. Det er kulturministerens opgave at udpege en formand.  

Ved folketingsvalget den 5. juni blev Martin Henriksen ikke valgt til Folketinget. Han fortsætter dog i Sydslesvigudvalget, da der er blevet gjort brug af muligheden for i særlige tilfælde at udpege udvalgsmedlemmer, der ikke er medlem af Folketinget. 

Opdateret 11/7-2019: Anni Matthiesen har på Facebook oplyst, at det endnu ikke er sikkert, om hun fortsætter i udvalget. Det bliver endegyldigt afgjort 9. august til Venstres sommergruppemøde.