Svinepest kan spredes af fluer

Ny forskning fra DTU viser, at fluer kan smitte grise med afrikansk svinepest, hvis de har suget blod fra et inficeret vildsvin. Foto: pxhere.com

Tilføjet 07. jan 2019 - 14:44
Del nyheden

Et 70 kilometer langt vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse skal, når det står klar i efteråret, holde vildsvin, som er inficeret med afrikansk svinepest, ude af Danmark. Nu viser ny forskning fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), at svinepesten også kan spredes af insekter. Det skriver dr.dk.

”Det, vi har vist, er at blodsugende insekter som eksempelvis stikfluen er i stand til at smitte en ny vært. Ikke ved at bide værten, men bare ved at blive spist. Så hvis fluen, der har suget blod fra et inficeret vildsvin, kommer ind i en svinestald og dér bliver spist af en gris, så kan grisen få afrikansk svinepest. Det er ny viden”, siger seniorforsker og projektansvarlig Rene Bødker fra DTU ifølge dr.dk til Ritzau.

Forskningsresultaterne kommer netop som anlægsarbejdet til det nye vildsvinehegn, som vil koste i omegnen af 30 millioner kroner, skal til at gå i gang i januar måned.

Et tilfælde af afrikansk svinepest i Danmark vil ifølge dr.dk koste dansk landbrug et tocifret milliardbeløb. Rene Bødker påpeger dog, at det er usandsynligt, at en flue vil bringe svinepesten ind i Danmark, da smitten kun er virksom i seks til tolv timer. Og de pågældende fluer flyver normalt ikke over ret store afstande.

”Selvfølgelig kan en flue bide et tysk vildsvin og teoretisk set flyve forbi det kommende vildsvinehegn og ind i en dansk besætning. Men dér, hvor vi primært ser problemet er, hvis man har vildsvin lige uden for besætningen”, siger Rene Bødker ifølge dr.dk til Ritzau og tilføjer, at en eventuel fluesikring af danske svinestalde vil koste millioner, og det er der ikke behov for endnu, mener han.

I Landbrug & Fødevarer mener direktør for fødevare- og veterinærområdet Jens Munk Ebbesen, at den nye viden giver det kommende vildsvinehegn mere berettigelse. Han påpeger, at man netop undgår smitten gennem fluer, hvis man kan holde vindsvin på afstand.

”Hvis det viser sig, at fluer kan sprede smitten fra vildsvin til tamsvin, så understreger det bare vigtigheden af, at vi får et vildsvinehegn, der kan sikre, at vi ikke får vildsvin ind i Danmark”, siger han ifølge dr.dk til Ritzau.

Afrikansk svinepest er konstateret i række lande i Østeuropa og senest også i Belgien. Vildsvinehegnet langs den dansk-tyske grænse blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti den 4. juni 2018.