Unge europæere inviteres på højskole i grænselandet

Wienke Reimer er projektleder og skal få skabt kontakt til europæiske unge, der skal deltage i et 13-ugers ophold på Jaruplund Højskole i 2020. Foto: Grænseforeningen

Tilføjet 06. dec 2018 - 14:12
Del nyheden

Unge europæere, der har national mindretalsbaggrund, inviteres på højskoleophold i grænselandet i 2020.

 

Det er Grænseforeningen, der har taget initiativet og afsat to millioner kroner til projektet, Minority Changemaker Programme, der består af et 13 ugers højskoleophold på Jaruplund Højskole fra 29. marts til 28. juni 2020. De unge europæere får mulighed for at få kendskab til den danske højskoletradition og samtidig opnå de eftertragtede ECTS-points. Øvrige samarbejdspartnere er Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet og den europæiske ungdomsorganisation Youth of European Nationalities (YEN).

 

Knud-Erik Therkelsen, der er generalsekretær i Grænseforeningen, siger:

 

”De nationale mindretal i Europa kæmper for at bevare deres egen identitet, og de kæmper for, at EU skal give dem bedre rettigheder i et Europa under forandring. Vi vil gerne bidrage til, at de nationale mindretal kommer højere op på den europæiske dagsorden, og vi mener, at dette ambitiøse mål begynder med de unge.”

”2020 er et særligt år i det dansk-tyske grænseland på grund af markeringen af 100-året for grænsedragningen. Det er det helt rigtige tidspunkt at afholde højskolekursus for unge europæere netop i grænselandet. Den dansk-tyske mindretalsmodel og grænselandets historie, hvor vi har bevæget os fra konflikt til samarbejde, vil indgå som en naturlig del af samværet og undervisningen”.

 

Wienke Reimer, der er projektleder for Minority Changemaker Programme, siger:

”Jeg er i fuld gang med at skabe kontakt til europæiske unge via YEN, og jeg får så mange positive tilbagemeldinger. Når man er en del af et nationalt mindretal, som jeg også selv er, ved man hvor vigtigt det er, at man kommer sammen med andre unge, der er optaget af mindretalsspørgsmål og udviklingen i Europa. Det kommer til at ske i 2020, og det bliver stort.”

Der tilbydes økonomisk støtte til højskoleopholdet, der inkluderer undervisning, indkvartering og forplejning, så egenbetalingen anslås at blive på 500 euro. Derudover kan søges tilskud til rejseomkostninger. Der vil være plads til ca. 40 deltagere, og fællessproget vil være engelsk.

 

Der arrangeres en række workshops, såkaldte Minority Labs, i fem byer i Europa i løbet af 2019 som forberedelse til højskoleopholdet, der også omfatter deltagelse på Roskilde Festival og Folkemødet på Bornholm.

Læs hele artiklen i det nye nummer af magasinet Grænsen her