A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Arbejderbevægelsen i Sønderjylland

Under den tyske revolution i 1848-1849 opstod foreningen Arbeiterverbrüderung, der stillede krav om en socialpolitik for arbejderne, og det er her, at begrebet socialdemokrati for første gang nævnes. I 1862 fremlagde teoretikeren Ferdinand Lassalle (1825-1864) et arbejderprogram, der førte til dannelsen af Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein (ADAV) den 23. maj 1863 i Leipzig. Målet for ADAV var gennem almindelige, direkte valg at vinde magten over statsapparatet ad fredelig vej. Arbejderne skulle med støtte fra staten danne deres egne produktionsforeninger, og endemålet var den frie folkestat. ADAV havde sit udgangspunkt i Altona, hvorfra agitatorer fik oprettet foreninger i de slesvigske byer, først Kiel i 1865, Flensborg i 1868 og Aabenraa i 1871. I 1873 var der også foreninger i Tønder, Gråsten, Haderslev og Sønderborg.

August 1869 stiftedes i Eisenach Sozialdemokratische Arbeiterpartei Deutschlands (SDAP) af udbrydere fra ADAV og andre mindre partidannelser. De to partier stod stærkt i Slesvig-Holsten, der i 1870’erne blev en socialdemokratisk højborg med bl.a. valget af Wilhelm Hasenclever for Altona og Otto Reimer for Oldenburg-Plön-Stormarn-Segeberg ved rigsdagsvalget i 1874. SDAP og ADAV bekæmpede fortsat hinanden, hvilket var med til at svække dannelsen af fagforeninger; som konsekvens af dette og de omfattende forfølgelser blev de ved samlingskongressen i Gotha 1875 samlet til Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands (SAPD).

I perioden 1871-1878 fandt der enkelte strejker sted i Nordslesvig. Flertallet af håndværkersvende var fortsat tilknyttet de gamle håndværkslav, og kun i få tilfælde omtales fagforeninger. De første fagforeninger blev dannet af skomagersvende, skræddersvende og tobaksarbejdere. I oktober 1877 udkom den første socialdemokratiske avis Schleswig-Holsteinische Volkszeitung i et oplag på 2.200 eksemplar. Fagforeningerne og SAPD blev udsat for forfølgelse og arrestationer, og et delvist forbud som i 1878 førte til Socialistloven. Socialistloven berørte ikke direkte fagbevægelsen. Bismarck forsøgte via en række nye sociallove at svække arbejderbevægelsen. I 1883 vedtog Rigsdagen en Lov om sygeforsikring for arbejdere, i 1884 en Ulykkesforsikringslov, og i 1889 en Lov om invaliditets- og alderdomsforsikring. Fagbevægelsen blev samlingspunkt for ikke kun den faglige, men også den politiske kamp. I 1886 var antallet af fagforeninger og medlemmer højere end før socialistlovenes indførelse. Socialdemokratiet fik i 1881 6,1% af stemmerne i Tyskland, og i 1890, kort efter afskaffelsen af socialistlovene 19,7%. Partiet kaldte sig fra 1891 Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).

I årene 1891-1912 opstod der partiforeninger i Flensborg, Haderslev, Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Skærbæk. Frem til 1905 var Slesvig-Holsten, Hamburg og Lauenburg organisatorisk samlet, SPD i Hamburg trådte da ud. Ved rigsdagsvalget i 1912 var SPD blevet så stærkt et parti i de nordslesvigske byer, at både danske og tyske rigsdagskandidater måtte tage partiet alvorligt. I Sønderborg fik SPD flere stemmer end den danske kandidat H.P. Hanssen. Frem til 1920 eksisterede der ved siden af den socialdemokratiske fagbevægelse også fagforbund, der var knyttet til det katolske centrumsparti eller det liberale parti. Den danske vælgerforening forsøgte med oprettelsen af Nordslesvigsk Arbejdersekretariat i 1908 og Dansk Arbejderforening for Nordslesvig i 1911 at knytte de dansksindede arbejdere til sig, dog uden større held. Ved 1. Verdenskrigs udbrud erklærede SPD og de tyske fagforbund borgfred. Februarrevolutionen i Rusland i 1917 førte til splittelse af SPD, da samme år Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD) blev dannet og i 1918 Kommunistischen Partei Deutschlands (KPD); de to partier fik ingen større tilslutning i Nordslesvig. Den 3. november 1918 udbrød der mytteri på den tyske marineflåde i Kiel, hvilket udløste novemberrevolutionen, og den 9. november trådte kejser Wilhelm 2. tilbage. I de følgende dage efter den 3. november blev der i hele Tyskland dannet soldater- og arbejderråd.

Ved valget til den grundlovsgivende forsamling den 19. januar 1919 deltog de socialdemokratiske partiforeninger i Nordslesvig, hvis kandidat, tobaksarbejderske og forfatter Anna Mosegaard fra Haderslev, blev valgt. Med dannelsen af Sønderjysk Arbejderforening (SAF) i november 1918 fik socialdemokraterne en alvorlig konkurrent, især udenfor byerne. Sønderjysk Arbejderforening talte husmænd, landarbejdere, arbejdere og mindre håndværkere. Et samarbejde mellem SAF og det danske socialdemokrati blev i februar 1919 afvist af Thorvald Stauning. Ved en partikonference i Aabenraa oktober 1919 blev medlemmerne af SPD stillet frit ved afstemningen om nationalt tilhørsforhold. Efter Genforeningen tilsluttede arbejderne i SAF sig Socialdemokratiet, mens husmændene tilsluttede sig Det radikale Venstre. De socialdemokratiske partiforeninger gik officielt ind i det danske Socialdemokrati den 18. juli 1920. I september 1920 talte socialdemokratiet 46 partiforeninger og godt 2.600 medlemmer.

Fagforeningerne i Sønderjylland var fra november 1919 til juni 1920 overladt til sig selv. For de fleste fagforeninger skete den organisatoriske overgang til de danske fagforbund uden problemer. Men for en række af de gamle industriforbund, der siden 1880’erne havde været de bærende inden for tysk fagbevægelse, var der faglig og politisk uoverensstemmelse med den danske fagforeningsstruktur. Især byggefagene holdt fast i, at fagbevægelsen var bygget op omkring industriforbund, hvor forbundet organiserede samtlige arbejdere uanset faguddannelse, mens den danske fagbevægelse var kendetegnet ved fagforbund, der ofte kun dækkede et fag. Først hen mod 1925 skete den endelige sammensmeltning af de sønderjyske fagforeninger og de danske fagforbund. Ved folketingsvalgene 1920-1939 gik socialdemokratiet frem fra 6.468 stemmer og ét folketingsmedlem i 1920 til 31.415 stemmer og tre folketingsmedlemmer og var dermed det største parti i Sønderjylland. I 1932 fik kommunisterne valgt Arne Munch-Petersen (1904-1940) til Folketinget for Sønderjylland.

Med Tinglev-resolutionen den 17. april 1933 tog socialdemokratiet og fagbevægelsen kampen op mod det tyske mindretals krav om grænseflytning. Den aktionskomité, der i 1933 var blevet dannet, blev den 26. april 1938 omdannet til Arbejderbevægelsens sønderjyske Landsforening. Med denne organisatoriske ændring blev de sønderjyske foreninger en fuldt integreret del af den danske arbejderbevægelse.

Af Bent Vedsted Rønne i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011