A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bredebro

Byen ligger ved et gammelt vade- og brosted over Brede Å, hvor vejene Ribe-Tønder og Løgumkloster-Ballum mødes. Den ældste del er landsbyen Brede, der kendes fra skriftlige kilder 1252. Den er mod vest præget af vestslesvigske gårde og huse. Kirken, viet til Skt. Laurentius, er fra omkring 1200. Brede er vokset sammen med stationsbyen Bredebro.

I byens sydlige del er der huse i Bedre Byggeskik bl.a. skolen, opført 1923 (se artiklen Byggeskik, Bymæssig.) Byen var tidligere hjemsted for mange kniplersker, og her boede også den kendte kniplingshandler Jens Wulff. Fra 1960’erne kom der industri til byen, bl.a. limtræsfabrikken LNJ (1961, grundlagt som snedkervirksomhed 1904) og skofabrikken Ecco, der startede her 1963. I 2011 er der 1.486 indbyggere i byen.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.