A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Digevæsen

Allerede fra middelalderen blev diger langs Vadehavet af kongemagten betragtet som et middel til at skaffe passage, så kongen kunne udøve sin magt i Utlande, fx over for friserne i Ejdersted. Digerne var veje, men først og fremmest beskyttelse mod havet, især efter de store stormfloder i 1300-tallet, hvor en befolkningsstigning samtidig øgede behovet for land. Det var nødvendigt med en stram organisation omkring digebyggeriet.

Kapitalstærke anpartsselskaber, hvor også konge og biskop deltog, finansierede gennem 14-1500-tallet arbejdet, som blev udført af både lokale jordejere og deres folk samt af lejet arbejdskraft. Af hertug Hans den Ældres mange forordninger fra 1500-tallet handler en fjerdedel om digevæsen. Reglen var, at den enkelte jordejer skulle bidrage til arbejde og udgifter i forhold til den jord, han havde, og han fik så også tilsvarende jord i det nyinddigede område.

Udtrykket fra Spadelandsretten 1557, Den, der ikke vil dige, må vige, antyder, at hvis man ville nyde godt af den frugtbare jord inden for diget, måtte man også bidrage til vedligeholdelse af diget. Hans den Ældre og de gottorpske hertuger koordinerede arbejdet; men efterhånden som digeprojekterne blev større, voksede fyrsternes rolle. De overtog initiativet, tilførte kapital og beholdt derfor også mere jord selv. Efter de store stormfloder 1717-20 var der brug for flere velhavende investorer, som til gengæld fik privilegier. Herved opstod de oktrojerede (altså privilegerede) koge med delvis skatte- og toldfrihed, fri ret til handel og håndværk, egen rets- og politimyndighed og delvis fritagelse for militærtjeneste.

Kogene blev bl.a. opkaldt efter investorerne, fx Desmercières Kog og Reuss Kog. De oktrojerede koge var selvstændige administrative enheder og var indtil 1853/54 ikke underlagt amts- og herredsinddelingen.

For at øge sikkerheden hos den vestslesvigske befolkning og som et udtryk for en øget centralisering kom der omkring 1800 en revision af digevæsenets administration. Staten overtog overtilsynet med digerne, og statslige digeinspektører blev ansat. Med Genforeningen skete der en nyorganisering af digeadministrationen.

I dag er digevæsenet organiseret med lokale kogsinspektører, der har ansvar for drift og vedligehold i de enkelte koge. Kogsinspektørerne er organiseret i mange digelag, fx for marsken ved Tønder og for Bredeådalen, hvor kommuner og Direktoratet for FødevareErhverv også er repræsenteret. Digelagets formand er digegreven, som har det overordnede ansvar og ansvaret for alle fællesanliggender vedrørende drift og vedligeholdelse af diger samt afvandings- og bevandingsanlæg. Kystdirektoratet rådgiver digelaget og inspicerer diget to gange årligt sammen med digelaget.

Digerne vedligeholdes bl.a. ved afgræsning eller græsslåning.

Læs også artiklen om Sønderjyllands administrative forhold.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.