A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Egernførde

Byvandring.       Tidstavle.

Egernførde, havne- og badeby ved Egernførde Bugt ca. 30 km nordvest for Kiel. Byen har ca. 25.000 indbyggere. 

I byen findes en dansk skole (Jes Jessen-Skolen), børnehave og fritidshjem.

Byen opstod omkring år 1200 som fiskerleje ved vadestedet - på tysk "Furth" - mellem Egernførde bugt og Vindeby Nor. Borgen "Ykaernaeburgh", Egernborgen eller Egeborgen, som er omtalt fra samme tid, har givet byen navn og beskyttelse.

Under de store krige i det 15. og 16. århundrede og især under Trediveårskrigen udsattes byen for store ødelæggelser, men derefter udviklede byen sig til en driftig havne- og handelsby.

I 1600-tallet virkede de to berømte billedskærere, Hans Gudewerth den Ældre (1570-1640) og Hans Gudewerth den Yngre (1600-1671) i Egernførde. De udsmykkede ikke kun kirken i Egernførde med deres fine træskærerarbejder men også flere andre kirker i omegnen.

Efter Den Store Nordiske Krig oplevede byen et stærkt økonomisk opsving ("den florissante periode") ikke mindst på grund af Otte-slægten, den tids bymatadorer, som bl.a. i samarbejde med fajancefabrikken på godset Kriseby i Svans etablerede en fajancefabrik i Egernførde. Fabrikkens varer blev meget efterspurgte, men i dag findes de kun på museer. Det økonomiske opsving satte sit præg på byens arkitektur, og mange af den tids smukke bygninger ses stadig i byen. Samtidig har byen dog bevaret noget af middelalderpræget i den gamle bydel ved havnen.

Fra 1784 stagnerede den livlige handelsby især på grund af Ejderkanalen, der blev indviet dette år.

Danske husker nok byen bedst fra den ulykkelige søfægtning den 5. april 1849, da en dansk eskadre ville ødelægge de preussiske strandbatterier og foretage en landgang. Under kampen løb fregatten Gefion på grund og blev overtaget af preusserne. Linieskibet "Christian den Ottende" brød i brand og eksploderede. Slaget kostede 61 sårede, 105 faldne og 900 fanger. 

I 1867, da hertugdømmet Slesvig var kommet under preussisk styre, oprettedes landkredsen Egernførde, svarende til et dansk amt. Amtet bestod indtil kredsreformen i 1970, da Egernførde og Rendsborg kredse samledes i et amt/en kreds.

Byen fik tidligt ry som badeby, idet den første badeanstalt åbnedes allerede i 1831. Efter 1. Verdenskrig udviklede byen sig omkring Østersøbadet Egernførde og blev kendt for sine store fine strandområder. Militæret satte også sit præg på byen. Allerede før 1. Verdenskrig blev der anlagt en torpedoforsøgsstation, og de militære anlæg udvidedes kraftigt i løbet af 1930'erne.

Som følge af flygtningestrømmen efter 2. Verdenskrig øgedes byens indbyggertal betydeligt. I dag har Egernførde ca. 23.000 indbyggere.

Fiskeriet, der engang hørte til byens hovederhverv, er stærkt reduceret, og i dag har kun ganske få fiskerbåde hjemsted i havnen. Der er oprettet en del industrivirksomheder, bl.a. er Sauers Geværfabrik med ca. 500 ansatte en af de største.

Den danske befolkningsdel har siden 1945 gjort sig stærkt gældende, og byen har i dag en række danske institutioner. Byen er i nutiden mest kendt som ferieby og besøges årligt af tusinder af turister.