A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Flensborg

Tidstavle over Flensborg by's historie 

By inderst i Flensborg Fjord, (1251 Flensaburgh "borgen ved Flenså"); 92.300 indbyggere, hvoraf mere end 20 % tilhører den danske folkedel (1994). Byen er handelscenter med  grænsehandel, turisme og søfart som vigtige indtægtskilder. Flensborg har et rigt tysk-dansk kulturliv med både tysk og dansk teater, biblioteker, kirker og skoler. Det danske mindretal er stærkt repræsenteret i byen, bl.a. ved Dansk Skoleforening, Duborgskolen, danske kirker, Dansk Sundhedstjeneste, Sydslesvigsk Forening (SSF) og SSW (Sydslesvigsk Vælgerforening) samt Flensborg Avis.

Flensborg rummer højere læreanstalter og var frem til 1990 Tysklands største garnisonsby med ca. 20.000 soldater. Byen er uddannelsessted for marinesoldater (i bydelen Mørvig/Mürvik øst for byens centrum). En afdeling af Danfoss i den nordlige bydel hører til byens største arbejdspladser, men også nærings- og nydelsesmiddelindustri spiller en rolle (Hansa bryggeriet, romfremstilling og tidligere Bommerlund snaps). Endvidere rummer byen Sydslesvigs største skibsværft. De fleste tyskere kender først og fremmest Flensborg som hjemby for administrationen af det tyske klippekortsystem i forbindelse med trafikbøder. 

Flensborg opstod som de øvrige østjyske købstæder i 1100-tallet. Det første skriftlige vidnesbyrd om bydannelsen er Skt. Knuds Gildet. Byen fik sin "skrå" (vedtægter) i 1284, som blev skrevet på dansk. Frem til 1431 kæmpede Danmarks konger om byen mod hertugerne af Abelslægten og de holstenske grever. Tysk sprog vandt igennem middelalderen frem på bekostning af dansk.

Byens ældste del lå omkring Skt. Hans kirke lidt syd for fjorden. Den første blomstringstid havde havde Flensborg i perioden 1450-1600, da byen var centrum for en omfattende østersøhandel samtidig med at store studedrifter passerede ad Hærvejen lige vest for byen.

Fra 1460 var Flensborg med slottet Duborg hovedbyen i kongens del af Slesvig. I 1500-tallet blev byen den danske konges vigtigste handelsby, hvilket købmandsgårde og rigt inventar i kirkerne Skt. Marie og Skt. Nicolai vidner om. I den anden velstandsperiode 1775-1806 sejlede byens skibe på Østersøen, Middelhavet, Kina og Dansk Vestindien, og fra denne periode stammer flere fine nyklassicistiske bygninger, købmandsgårde og borgerhuse samt Flensborgs tradition for produktion af rom, som lod sig gøre i en kombination med handelen med koncentreret rom fra Dansk Vestindien og det ualmindelig fine kildevand, som er til rådighed i Flensborg. Byens handelsflåde voksede i denne periode til op imod 300 skibe.

Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813 slog dybe skår i Flensborgs erhvervsliv. Skibsfarten tabte den betydelige handel med Norge og konkurrencen med dampskibene gav Flensborgs handelsflåde nye vanskeligheder.

Den anden slesvigske krig i 1864 afskar Flensborg fra det danske marked, men der blev dannet aktieselskaber som skibsværft og bryggeri, og fragtfarten med dampskibe trivedes efter omstillingen til det tyske marked. Offentligt og privat byggeri og nye arbejderkvarterer skabte nu det moderne bybillede. Alt imens svækkedes danskheden; fra 40% af stemmerne i 1884 til 4% i 1912, og grænsedragningen i 1920 berøvede byen hovedparten af dens gamle opland. Ved folkeafstemningen i Zone 2 den 14. marts 1920 stemte 75,2% tysk og 24,8% dansk.

Under 2. Verdenskrig kastedes over 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber ned over Flensborg. Især byens nordlige del omkring skibsværftet var mål for de allierede bombetogter. Den 19. maj 1943 blev beskyttelsesrummet ved den danske børnehave Ingridhjemmet i Batterigade ramt, hvorved 15 danske børn og to lærerinder mistede livet.

Ved slutningen af 2. verdenskrig blev byen en kort tid regeringssæde for Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz. Samtidig fulgte en stor invasion af tyske flygtninge fra det østlige Tyskland, som resulterede i en befolkningsstigning fra 65.000 til over 100.000 indbyggere. Umiddelbart efter Hitlertysklands sammenbrud steg interessen for dansk sprog og kultur voldsomt. I 1946 stemte 85% af de hjemmehørende i Flensborg dansk, men ved kommunalvalget i 1994 var tallet faldet til 25%.

Efter oprettelsen af Fællesmarkedet, som Danmark indtil 1973 stod udenfor, etablerede en del danske og skandinaviske virksomheder sig i byen. Således er Danfoss i dag byens største arbejdsplads.

I de senere år er der sket en kraftig bysanering især af den såkaldte pakhuslinie, en række historiske pakhuse der ligger ved siden af hinanden ud mod havnen.

Byens danske befolkningsdel tæller i dag ca. 20 %, og efter kommunalvalget i 2013 har den danske vælgerforening 8 ud af 43 mandater i byrådet. Fem danske skoler (+ en i Kobbermølle og en i Harreslee), 17 børnehaver, 5 fritidshjem, socialhjælp, ældreomsorg, plejehjem og pensionistboliger, bibliotek, dagbladet Flensborg Avis, forsamlings- og menighedshuse, to danske kirker, idrætshal og mange andre faciliteter danner rammerne om det danske arbejde i byen.

Seværdigheder i Flensborg i forbindelse med byens danske historie og danske mindretal:
Danske skoler i Flensborg
Danske kirker i Flensborg
Christian Paulsen-skolen
Cornelius Hansen-skolen
Dansk alderdomshjem
Gustav Johannsen-skolen
Jens Jessen-skolen
Jørgensby-skolen
 
Oksevejens skole
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Holm
 
 
 
 
Idrætshallen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Marietrappen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Skyttehuset
 
 
Storegade
 
 
 
 
Søndertorv
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Litteratur:

Flensborg Bys historie, udgivet af Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland. Hagerups Forlag, 1953
"Flensburg - Geschichte einer Grenzstadt". Christian Wolff Verlag, Flensborg 1966.
Sønderjysk Månedsskrift, nr. 7, 2009. Temanummer om Flensborg i anledning af byens 725 års jubilæum.