A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Frisisk sprog

Nordfrisland byder på en sproglig mangfoldighed, som der næppe findes mage til i Europa. I amtets nordlige del findes på et meget lille område fem forskellige sprog ved siden af hinanden: foruden rigssprogene højtysk og rigsdansk, folkemålene plattysk, sønderjysk og frisisk.

Frisisk sprog er frisernes vigtigste identitetskendetegn. Det er et selvstændigt vestgermansk sprog, der som oldengelsk (angelsaksisk) og oldsaksisk (forløberen for nutidens nedertysk) stammer fra det "nordsøgermanske" sprogfællesskab. Frisisk består af en nord-, en øst- og en vestfrisisk gren. Der findes ikke nogen fælles normgivende form. Østfrisisk er uddød i sprogets kærneområde; det tales og forstås kun af ca. 2.000 mennesker i det oldenborgske Saterland. I den nederlandske provins Frisland derimod taler omkring 400.000 mennesker det "westerlauwerske frisisk" (vestfrisisk).

Nordfrisisk har haft stor tilbagegang i moderne tid. Halvøen Ejdersted, nabo til det nedertyske sprogområde, gik fra 1600 lidt efter lidt over til nedertysk. Følgerne af stormfloden i 1634 førte også Nordstrand og Pelworm til et sprogskifte. I det 19. og 20. århundrede blev det frisiske sprogområde yderlige indsnævret sydfra, således at det frisiske sprogs "højborge" i dag er den vestlige del af Før, Amrum (bortset fra Vitdyn), Silds østlige del, Helgoland samt på fastlandet Bøkingherred (især Risum-Lindholm). Antallet af frisisk-talende i Nordfrisland anslås i begyndelsen af nyere tid at have være ca. 50.000, i 1855 omkring 30.000, i 1927 ca. 16.000 og i dag ca. 10.000. Passive sprogkundskaber i frisisk findes formentlig hos ca. 20.000 mennesker.

Nordfrisisk har dermed hjemme blandt de mindste sprog i Europa. Alle, som taler frisisk, behersker også højtysk, de fleste derudover plattysk, en del også sønderjysk eller rigsdansk. To-, tre- eller flersprogetheden har gennem århundreder præget Nordfrisland, og først i de senere årtier har en trend til højtysk ensprogethed gjort sig gældende, hvilket i dag beklages af mange.

Nordfrisisk er delt i to dialektområder: ønordfrisisk med tre hoveddialekter og fastlandsnordfrisisk med seks hoveddialekter. Den sproglige samhørighed er dog langt større end forskellene mellem dialekterne.

Nedenfor følger den samme sætning ("Her må man ikke ryge") på 7 forskellige frisiske dialekter:

Heer mötj följk ai smööke! (Mooriger frasch)
Heer mut ’am ei rik! (Fering/Öömrang)
Jir mut em ek rooki! (Sölring)
Hiir dör ni reaket wür! (Halunder)
Här mout äi smööked waare! (Noordergooshiirder fräisch)
Hir muit fulk ai rüke! (Wringhiirder freesk)
Hir dör whuum ee ruke! (Hali freesk)

I mindst et par århundreder har man forudsagt det nordfrisiske sprogs snarlige død. Men det lever trods alt videre, og i dag mødes frisisk med fornyet interesse.

Frisisk er sjældent nået ud over at være lokalt eller regionalt omgangssprog. Nedertysk har siden reformationen været enerådende som forvaltnings-, kirke- og skolesprog, højtysk fra 1600-tallet. For andre europæiske sprog betød reformationen en særlig inspiration til udvikling og fremgang: bibeloversættelser lagde grunden til skriftsprogenes udvikling. I Nordfrisland prædikede reformatorerne på nedertysk, og man begyndte end ikke at oversætte bibelen til frisisk. Først omkring 1600 kom oversættelser af Martin Luthers lille katekismus til Gammel-Nordstrands og Østerland-Førs dialekter. Fra de følgende to århundreder er der kun overleveret ganske enkelte frisiske digte og prosatekster, overvejende med religiøst indhold.

Det første mere omfangsrige stykke nordfrisiske litteratur skabtes i slutningen af 1700-tallet af Jap Peter Hansen (1767 - 1855) fra øen Sild og udkom i 1809 i bogform. Det var samtidig et vigtigt skridt i retning af et nordfrisisk skriftssprog.

1800-tallet var overalt i Europa en tid med "national opvågne" hos folkene. I romantikkens tegn opstod der en ny interesse for folkenes sprog og historie. Denne udvikling gik heller ikke sporløst hen over Nordfrisland. Der udkom bøger med emner fra den nordfrisiske historie. I de første årtier i 1900-tallet beskæftigede flere nordfrisere sig indgående med deres sprog. Bende Bendsen (1787 - 1875) fra Risum skabte i denne tid sin store ordsamling og sproglære for Bøkingherreds mål, som dog først blev trykt i 1860.

Kilde: Thomas Steensen: "Friserne i Slesvig-Holsten". Pjece udgivet af Foriining for nationale Friiske og Nordfriisk Instituut, Bräist/Bredsted, 1997.