A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Grænser i Sønderjylland

Fra oldtiden til nutiden har grænser af mange forskellige slags præget Sønderjylland. Der kan bl.a. nævnes naturskabte, geografiske, etniske, statspolitiske, toldmæssige, administrative, retslige, kirkelige, sproglige, kulturhistoriske og sindelagsmæssige grænser.

Der er tydelige naturskabte grænser mellem morænelandskabet i det østlige Sønderjylland, geestenhedesletterne i midtlandet og marsken længst mod vest. Disse grænser har i meget høj grad har været definerende for forskellene i det sønderjyske landbrugs udvikling igennem årtusinder. De etniske grænser mellem saksere, frisere og danskere spillede en vigtig rolle for landsdelens ældre historiske udvikling ligesom politiske og kulturelle grænser mellem stammer som anglere, jyder og Over Jerstal Kredsen fik betydning. Statspolitiske grænser har ligget ved henholdsvis Danevirke, Ejderen, Kongeåen og 1864-grænsen, og den blev i 1920 i henhold til folkeafstemningerne flyttet til en linje fra nord om Flensborg til syd om Tønder, delvist langs Skelbækken.

Toldgrænsen mellem Kongeriget og Hertugdømmerne har ligget ved Kongeåen fra 1200-tallet, og den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig og Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også mindre toldgrænser mellem de forskellige delhertugdømmer, hvor fx okser skulle fortoldes. De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede, fx i forbindelse med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland på vestkysten. Disse grænser har gjort det meget svært at administrere visse områder, og det gælder i udpræget grad også for de retslige grænser, som netop har været bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme.

De kirkelige grænser skyldtes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden (Slesvig Bispedømme; Ribe Bispedømme; Odense Bispedømme; Haderslev Stift). Men den vigtigste kirkelige grænse var kirkesprogsgrænsen, der blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var og er også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk, og disse sproglige grænser har flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800-tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.

Kulturhistoriske grænser kommer bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner. Disse grænser bunder i og afspejler både de naturskabte forhold, de økonomiske forhold, den historiske udvikling og kontakten med omverdenen. De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv.

De kan være både slægts- eller traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden tværs gennem familier og landsbyer. Da de er under konstant forandring, kan de være svære at indfange. Men det skete ved folkeafstemningerne i 1920, hvor den statspolitiske grænse blev fastlagt ud fra befolkningsflertallets tilkendegivelse. Sønderjylland er således i udpræget grad et grænseland, ikke blot ud fra et statspolitisk perspektiv, men også i mange andre henseender. 

Af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.