Helstaten

Statsdannelse i sidste halvdel af 1700-tallet med den enevældige danske konge som centrum og omfattende Grønland, Island, Færøerne, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt oversøiske besiddelser (De vestindiske Øer, Trankebar i Indien og Guineakysten i Afrika). Helstaten blev i høj grad båret af en art balance mellem den norske, danske og holstenske del af riget.

Helstaten opstod i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i 1773, som sikrede den enevældige danske konges suverænitet i alle ovennævnte områder samtidig med at der ingen nævneværdige trusler var fra naborigerne Sverige, Hamborg, Mecklenburg og Hannover. Helstatspatrioternes fædreland gik således fra Nordkap til Hamborg.

Efter de begyndende nationale vækkelser i Europa i 1830'erne voksede et nyt nationalitetsprincip frem, som langsomt tvang borgere i helstaten til at vælge mellem dansk og tysk identitet. Den moderne nationalitet indebar som oftest en skæbnesvanger nedvurdering af andres nationalitet. Kun ens egen nationalitet kunne accepteres. I løbet af 1840’erne blev spørgsmålet om det nationale alt andet overordnet og dominerede fuldstændig den offentlige debat i helstaten, hvorved spiren til helstatens undergang var lagt.

Helstatens endelige sammenbrud kom med oprøret i Rendsborg  i marts 1848 og den efterfølgende borgerkrig (Treårskrigen) mellem helstatens danske og tyske (slesvig-holstenske) borgere. Helstaten etableredes ganske vist igen efter 1850, men nu alene som en politisk konstruktion (Helstatsforfatningen) uden bæredygtigt åndeligt grundlag. Konklusionen blev, at nationalitet og stat hænger sammen, hvilket endeligt udvikledes i både Danmark og Tyskland efter krigen i 1864.

Litteratur:

Istedløven – Et nationalt monument og dets skæbne. Poul Kristensens Forlag, 1993. S. 9 – 19.
Ove Korsgaard: Kampen om folket. Gyldendal 2004. S. 185 ff.