A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Indre Mission

Indre Mission er en vækkelsesbevægelse inden for den nordslesvigske kirke, endnu eksisterende som en del af dansk Indre Mission.

Den havde sin storhedstid fra 1886-1920 under ledelse af præsten Hans Tonnesen i Hoptrup. Forløbere var Elias-bevægelsen fra 1865-70 og Den nordslesvigske Forening for Ydre Mission i 1870’erne. Tonnesen udgav bladet Sædekornet, der sammen med udsendinge (kolportører) og missionshuse blev rygraden i bevægelsen. Direkte inspireret af Vilhelm Beck i Danmark valgte han den danske, evangeliserende model, modsat den diakonale linje i tysk Indre Mission. Sigtet var klart sognekirkeligt, og Indre Mission fik en betydelig udbredelse, med øget kirkegang og stabilisering af det danske kirkeliv til følge.

Man støttede ivrigt ydre missionsarbejde ud fra Breklum i Sydslesvig samt diakonissehuset i Flensborg, ledet af Emil Wacker, der blev Indre Missions konservative teologiske autoritet. Ved jubilæet 1911 var der 26 missionærer og sekretærer, 11 missionshuse, 4 hoteller og en boghandel. I 1912 fulgte en spaltning af Indre Mission, de konservative dannede Det Gamle Budskabs Indre Mission og hævdede den hellige ensidighed« i kritik af Tonnesens åbenhed over for den nye teologi og de nationale og kulturelle spørgsmål.

Tonnesen stod i 1920 med stor anseelse, der dog ikke erkendtes fra rigsdansk side. 1919-1923 etablerede man Jels Voldsted som mødested. Efter Genforeningen fulgte nordslesvigsk Indre Mission dansk Indre Mission. I nutiden er bevægelsen stadig en kirkelig faktor, men begrænset i sin breddevirkning.

Af Carl Christian Jessen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Lisbeth Vestergaard Høst: Det Ene Fornødne. 1997. C.C. Jessen: Biskop i Grænselandet. 2009.