A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Industri i Sønderjylland

Massefremstilling af varer ved hjælp af maskiner, evt. forædling af råvarer i stor stil. Ofte lægges der i definitionen af industri også vægt på, at der produceres til et anonymt marked, og at der er en vis grad af arbejdsdeling. Grænsen mellem industri og håndværk er dog flydende. I dansk statistik har man valgt at definere industri som en fremstillingsvirksomhed med flere end fem ansatte.

Den industrielle udvikling deles ofte op i faser. En førindustriel periode, der for Hertugdømmernes vedkommende strækker sig frem til ca. 1840. Den er karakteriseret af få større manufakturer som f.eks. Kobbermølle ved Kruså, der blev grundlagt i starten af 1600-tallet, og blikfabrikken Godthåb i Christiansdal vest for Haderslev fra 1772. Disse tidlige virksomheder blev anlagt, hvor der var vandkraft, og hvor der var let adgang til søtransport. Teglværksindustrien omkring Broager og Egernsund tager også sit afsæt i denne førindustrielle periode, ligesom kniplingsindustrien i Vestslesvig.

Denne periode afløses af en tidlig industriel periode fra ca. 1840 til 1865. Her begyndte de egentlige industrivirksomheder at dukke frem. Eksponent for den tidlige industri er jernstøberierne. I Hertugdømmerne blev Carlshütte ved Rendsborg som første jernstøberi grundlagt i 1827, næste kom i Haderslev i 1841. Træskibsværftsindustrien havde ligeledes sin storhedstid i denne periode. Dampkraftens udbredelse betød, at afhængigheden af vand- og vindkraft blev mindre, og at industrien kunne lokaliseres omkring byerne. I 1860 var der i hertugdømmet Slesvig godt 200 industrivirksomheder med tilsammen ca. 4.100 ansatte. Af folketællingen 1860 fremgår det, at 220 ud af 1.000 i Slesvig tilhørte den industrielle klasse. De tilsvarende tal for Danmark og Holsten var hhv. 216 og 271.

Den egentlige industrialiseringsperiode dækker tiden fra ca. 1865 og frem til 1. Verdenskrig. Forløbet af denne industrialiseringsperiode var dog ujævnt fordelt i landsdelen. Efter krigen 1864 og indlemmelsen i Preussen 1867 fortsatte industrialiseringen efter en kort overgangsperiode med fornyet kraft i Holsten, men – med Flensborg som den klare undtagelse – ikke i Slesvig. Det var først omkring 1890, at der atter kom gang i industrien, og man beskæftigelsesmæssigt nåede op på niveau med 1860 med godt 4.000 ansatte.

Fremgangen var lokaliseret til de større byer på østkysten og i særdeleshed til Flensborg, hvor der i starten af 1870’erne blev grundlagt flere nye virksomheder, bl.a. skibsværftet, der år 1900 var landsdelens største arbejdsplads med 2.150 ansatte. Af andre industrier med fremgang i denne periode kan nævnes metal- og maskinindustrien, der var fremtrædende i både Flensborg, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. Også teglværksindustrien omkring Broager nød godt af det økonomiske opsving, ligesom til dels også nærings- og nydelsesmiddelindustrien i form af bryggerier og en enkelt tobaksvirksomhed (M. Hansen jr. i Haderslev). I alt var der i det slesvigske område år 1900 ca. 7.000 personer beskæftiget inden for industrien, heraf halvdelen i Flensborg. Vestkysten og midtlandet blev dog holdt udenfor denne udvikling og forblev svagt industrialiseret gennem hele perioden.

Perioden efter 1. Verdenskrig kaldes for den høj- eller senindustrielle periode. Også her halter betegnelsen en smule de første år for Sønderjyllands vedkommende. Mange af de sønderjyske virksomheder havde ligget stille under krigen og kom ikke i gang igen. Sammenlignet med det øvrige Danmark, var der i Sønderjylland i 1921 ca. 10 % færre beskæftiget inden for håndværk og industri. Eneste branche, der havde fremgang i den første periode efter Genforeningen, var forarbejdningsindustrien for fødevarer, specielt svineslagterierne, samt til dels tekstilindustrien.

Rundt om i landsdelen blev der de første år oprettet ikke færre end ni slagterier, heraf seks andelsslagterier. Inden for tekstilindustrien skete der en positiv udvikling med bl.a. oprettelsen af A/S Det Nordiske Kamgarnsspinderi i Sønderborg i 1921, der hurtigt kom til at beskæftige flere hundrede mand, men også den øvrige tekstilindustri, ikke mindst Schaumann i Haderslev, viste fremgang. I de øvrige branchegrupper var der stilstand eller tilbagegang frem til 2. Verdenskrig. Største branche var dog fortsat teglværksindustrien med 800-1.000 ansatte.

Denne udvikling ændredes imidlertid efter 2. Verdenskrig, hvor særligt jern- og maskinfabrikkerne kom til at dominere. Sværvægteren var Danfoss, der fra beskedne kår i 1933 voksede sig frem til en af Danmarks største virksomheder med over 7.000 ansatte i 1970, men også Brdr. Gram i Vojens, JF-Stoll i Sønderborg samt mange andre mindre og mellemstore jern- og maskinvirksomheder konsoliderede branchen som den førende i Sønderjylland. I de senere år med særlig vægt på højteknologiske produkter.

Af Leif Hansen Nielsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Hans Schultz Hansen: Den tidlige industrialisering i hertugdømmet Slesvig 1830-1864, i: Sønderjysk Årbog 2006.

Vibeke Harsberg: Træk af Sønderjyllands industrielle udvikling 1850-1864. 1988.

Leif Hansen Nielsen: Ad Industriens Vej. Studier i den slesvig-holstenske industri 1864-1914 med særlig henblik på Nordslesvig. 2007.

Helle Askgaard: Den sønderjyske industri udvikling fra 1920 til 1970. 1970.