Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Knivsbjerg, ca. 1900

Knivsbjerg

Som led i den nationale kamp købte "Den tyske forening for det nordlige Slesvig"  i 1893 det 97 meter høje bakkedrag Knivsbjerg ved Genner mellem Aabenraa og Haderslev. I 1901 indviede "Knivsbjergselskabet" et 45 meter højt granittårn på bakketoppen med en bronzestatue af Bismarck stående i en niche i tårnet. Inspirationen til det tyske samlingssted var hentet på Skamlingsbanken lige nord for Kongeågrænsen, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål, men altså med modsat fortegn.

 Knivsbjerg blev der før Genforeningen afholdt årlige møder og fester der navnlig gik ud på at erklære Nordslesvig for tysk land. I en tysk skildring kaldes monumentet "et vartegn på det tyske riges styrke og magt", mens danskeren H.V. Clausen karakteriserede det som "moderne tysk kraftbarbarstil". Knivsbjerg er symbol på aggressiv fortyskningspolitik.

I det tyske mindretal fandtes også nationale kræfter, som skånselsløst kritiserede tvangsstyret over for de danske sønderjyder. De fandt den førte politik uværdig for det tyske folk. Især den unge teolog Johannes Tiedje gik stærkt imod den tyske centralforenings "rabalderpatriotisme" og udtrykte beundring for det danske kulturelle arbejde. Samtidig med at han gav udtryk for sin tyske nationalitetsfølelses, krævede han politiregimentet afløst af fredelig kulturkamp.

I 1919 var man fra tysk side klar over, at den kommende afstemning i Nordslesvig nok ville give et dansk flertal, og man nærede frygt for monumentets sikkerhed under dansk styre. Derfor blev Bismarck-statuen og indskrifterne fjernet allerede i 1919 og opstillet på Aschberg ved Hütten nær Eckernförde. Knivsbjerg var  efter Genforeningen fortsat mødested for det tyske mindretal med gæster sydfra i lighed med de danske møder på Skamlingsbanken og Skibelund i tiden under tysk styre. Fra midten af 1930'erne blev Knivsbjergmøderne farvet af nazificeringen af det tyske mindretal, ikke mindst i forbindelse med indmarch og fanehejsning. 

Luftwaffe brugte stedet intensivt under besættelsen med radiosendere og megen militær aktivitet. Dette kombineret med nazificeringen af det tyske mindretal gjorde Knivsbjerg til et særdeles forhadt sted for dansksindede sønderjyder. Helt frem til 2013 kunne der findes ældre dansksindede sønderjyder, som ikke under nogen omstændigheder vil sætte deres ben på Knivsbjerg. Selve tårnet blev sprængt i luften natten mellem den 15. og 16. august 1945 af danske modstandsfolk. 

Efter befrielsen blev Knivsbjergfesterne genoptaget i juni 1947, hvilket vakte megen modstand i danske kredse. Natten til ugedagen før festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg og opsat skilte med dødningehoveder og teksten "Livsfare Landminer udlagt". I de første år blev festerne overvåget af politiet. I rapporten fra mødet i 1947 stod:

"Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandlige Deltagere - "tyskerklippede", tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten".

Efter 1955 fandt politiet ikke længere anledning til at overvåge Knivsbjergfesterne.

På Knivsbjerg findes en række mindesten over faldne soldater fra det tyske mindretal i de to verdenskrige. Tidligere kaldtes stedet "Ehrenhain"  (æreslund), men det tyske mindretal omdøbte i 2012 stedet til "Gedenkstätte" (mindesmærke) for de ca. 800 faldne under 2. Verdenskrig med den begrundelse, at ordet ære hænger skidt sammen med krigen. Enkelte af navnene på mindestenene er slettet efter at de pågældende post mortem er dømt for krigsforbrydelser.

I dag er der en mindemur og en udsigtsplatform på bakketoppen samt en større kursusejendom, som anvendes af det tyske mindretal.

Litteratur:
 
"Der Knivsbjerg". 100 Jahre deutsche Versammlungsstätte in Nordschleswig. Westholsteinische Verlagsanstalt Boyens & Co., Heide.